Mere end 100 timer i Fallout: New Vegas

Obsidians RPG bliver stort. Kæmpestort.

Fallout: New Vegas bliver stort. Kæmpestort. Og ikke kun i den forstand, at mange spilmedier allerede skriver om det dagligt, men derimod hvad angår geografisk størrelse og spilletid.

Bethesdas Pete Hines hælder nu lidt mere benzin på bålet i et interview med USATODAY.

Ifølge Hines bliver området som Fallout New Vegas udspiller sig i på størrelse med Washington DC i Fallout 3, og det betyder, vi kan regne med godt 100 timer i det postnukleare vildnis, hvis det hele skal med.

Fallout: New Vegas vil bryde med et par af traditionerne fra de tidligere spil i serien. For det første er spillets historie flyttet til Las Vegas et par år efter begivenhederne i Fallout 3, og for det andet starter du ikke længere som Vault Dweller. I stedet er du et helt almindeligt bud, som en dag bliver overfaldet og skudt, mens du er ved at levere en pakke. Lægen, Doc Mitchell, lapper dig sammen igen og forærer dig en Pib-Boy, og herefter drejer en del af spillets handling sig om at opklare, hvem der skød dig og hvorfor.

Visuelt adskiller Fallout New Vegas sig også fra de tidligere spil i serien. Alting er lidt mindre hærget, end vi er vant til. Nevadas ørken har sin helt egen unikke natur og en klar blå himmel, men der er selvfølgelig stadig masser af wasteland og groteske mutanter.

Vegas er, som en af de få heldige byer, sluppet igennem atomkrigen uden at blive fuldstændigt smadret. Byen er derfor ikke bare en samling faldefærdige blikskure, men et livligt summende og velstående samlingssted, der selvfølgelig stadig har sine berømte kasinoer.

Fallout: New Vegas bliver udviklet af Obsidian for Bethesda, og det er svært at forestille sig nogen med et bedre cv til det job. Holdet er grundlagt af flere veteraner fra det gamle Interplay, der stod bag de oprindelige to Fallout-spil, og siden har de selv skabt nye klassikere som Knights of The Old Republic II og Newerwinter Nights 2.

Kommentarer (2) Latest comment 2 years ago

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!