Medal of Honor Preview

Der var engang, hvor Medal of Honor herskede over alle krigsspil. Det første spil i serien lancerede en helt ny form for filmisk realisme, og var et ekstremt velkomponeret action eventyr. Så ankom imidlertid Battlefield 1942, der hurtigt tog kronen som det bedste multiplayer spil. Herefter meldte Call of Duty sig på banen og leverede en mere overbevisende single player verden. Efterhånden led Medal of Honor-serien af skrantende kvalitet indtil brandet langsomt gik i glemmebogen.

EA har dog stædigt insisteret på, at der stadig ligger et potentiale i det gamle koncept. De har hyret de rutinerede kræfter fra EA Los Angeles og EA DICE til at reboote spilserien. Navnet er det samme, men væk er nazister og franske slagmarker. I stedet venter Kabuls trykkende hede og snævre, uforudsigelige gyder. Det nye Medal of Honor er et råt, realistisk forsøg på at afdække moderne krig med alle dets kendetegn. Vi ser nærmere på storsatsningens multiplayer del, som den ser ud på beta-stadiet små fire måneder før udgivelsen.

Medal of Honor er et forsøg på at genskabe invasionen og kamphandlingerne, som de har foregået i det krigshærgede Afghanistan igennem de sidste ni år. I spillet kæmper talebanerne mod koalitionsfolkene i intens ildkamp, der lidt for ofte minder dig om, at krigen stadigvæk udkæmpes dernede.

Hvor den endelig version af Medal of Honor også byder på en omfattende singleplayer-kampagne, er den version, vi har fået imellem hænderne en betaversion af multiplayerdelen. Indtil videre er der to game modes tilgængelige, samt to unikke baner og tre klasser. Alt i spillet er præsenteret som en hyperrealistisk gengivelse af virkeligheden. De to baner er henholdsvis Helmand-provinsen og Kabul City - to store områder, der fra dag til dag er samtaleemner i aftenens tv-avis.

Koalitionsstyrkerne udrustet til tænderne.

Der er egentlig noget foruroligende ved at spille et spil, der genskaber begivenheder, der stadigvæk er aktuelle. Soldaterne kravler igennem støvet, undgår hidsige snipere og indkalder mortérangreb. Mens man spiller har mankonstant tv-billederne fra Afghanistan på nethinden.

De to game modes er henholdsvis Team Deatchmatch og Combat Mission. Vi starter med Kabul City, en ruin af en by, hvor eksplosionerne indtræffer overalt og hvor man ikke skal løbe for længe i det åbne, før man bliver skudt ned. Efter hver runde vælger du mellem tre standardklasser; Soldier, Spec-Ops eller Sniper. Soldier giver lidt sig selv, Spec-Ops har et svagere våben og dårligere beskyttelse, men har til gengæld en raketkaster med sig rundt og sniperen er perfekt til at ligge gemt bag en kasse og tælle kills.

Kabuls gader er en ødelagt krigszone.

Der er ikke megen forskel på at spille de tre klasser i Deathmatch. Selvfølgelig buser man ikke frem med geværet hævet, hvis man spiller som Sniper, men DICE har ikke varieret spiloplevelsen meget fra klasse til klasse. På trods af de gode intentioner om tung realisme, kommer det dog kun til udtryk i enkelte af spillets aspekter, som når din soldat falder til jorden efter ganske få træffere, ligesom når du løber igennem landskabet, som føles tungt og naturligt.

Desværre bliver Team Deathmatch aldrig rigtig realistisk, tempoet er stadigvæk højt og holdsamarbejdet er på et minimum. Der er som sådan ikke noget galt med udførelsen, men DICE skal ikke have plusser for at have skabt det, der indtil videre blot er en gennemsnitlig multiplayeroplevelse. Det er der så mange firmaer, der kan prale af. Leveldesignet er derudover en anelse rodet og ikke altid lige logisk bygget op.