Max & The Magic Marker Anmeldelse

Danmark er ikke kendt for ligefrem at være et videospillenes mekka. Derfor er det med en vis begejstring og stolthed, når det lille land i ny og næ udvikler et nyt spil. Press Play er en lille dansk spiludvikler hvis første spil til Wii er Max & the Magic Marker, distribueret via WiiWare (spillet er også ude til PC, denne anmeldelse fokuserer dog på Wii-versionen /Red.).

I spillet følger man den lille dreng Max, der er en helt almindelig knægt med masser af fantasi. Måske lidt for meget fantasi, for en dag vælter der en magisk tusch ind af hans brevsprække (jep, knægten ejer allerede sidst første hus) og den forvandler hurtigt Max’ kreative tanker til virkelighed. Med tuschen begynder Max at tegne en række billeder, heriblandt en ondsindet figur. Den bliver vækket til live på magisk vis og begynder at inddrage Max og samtlige af hans tegninger i sin virkelighed. Sådan begynder Max & the Magic Marker.

Diverse forhindringer besejres med den magiske tusch.

Konceptet er uhyggeligt let at forstå og lettilgængeligt. Det minder på sin vis om Scribblenauts til Nintendo DS og fungerer som en kombination af Kirby Canvas Curse og Crayon Physics. Udstyret med Wiimoten gælder det om at male forskellige hjælperedskaber, som Max skal bruge for at gennemføre de todimensionelle baner i bedste jump’n’run-stil. Tuschen kommer for eksempel til sin ret, når Max skal krydse et hul, der er for stort til at springe over. Ganske uproblematisk maler man nu en aflang streg, der herefter dumper fysisk korrekt ned fra himlen. Det at objekterne påvirkes af fysikkens love gør, at man er nød til at bruge hjernen når man maler. Det sker ofte at ens malede objekter falder forkert eller blot er tegnet med komplet mangel på ingeniørkunst og man må derfor adskillige gange forsøge sig på ny.

Pas på den lilla-grønne figur, der bare vil have fat i Max’ farve.

Men man kan desværre ikke bare tegne på livet løs, idet den magiske tusch har begrænset med farve. Undervejs i spillet gælder det om at fylde sin ’tusch-måler’ med farve, ved at indsamle de runde farvekugler, der er spredt ud over det hele. Det går forholdsvist let og langt de fleste farve kugler er lettilgængelige og det er udmærket, idet spillets flow gør at man er nødsaget til at samle så mange af dem som muligt. Det er smart tænkt, for det bevirker at man i bedste platformstil kommer vidt omkring på banerne. Dog vil den onde, lilla ’Barbapapa’-lignende figur hurtigt gøre livet surt for én, når han i tide og utide springer ind på skærmen og støvsuger farve ud af tuschen. Man spiller derfor ofte kun med en meget lille portion farve på lager og jagten på farve kuglerne kan starte forfra.

Den fysisk funderede spilmekanik fungerer rigtig godt. De fleste steder er der behov for at reflektere en ekstra gang over, hvordan det lige er man skal male sin næste redningsplanke. Man vil fejle og atter fejle i bedste trial-and-error-stil og det er i virkeligheden en rigtig god måde at lære lidt om fysikken, især for de helt små.