Madden NFL 10

Fodbold med arme og ben.

Lyden af publikum stiger til uvirkelige højder, samtidig med at lyden af tyve mere end fuldvoksne mænd klasker sammen og en aflang læderbold kastes gennem luften. I løbet af få sekunder er det hele ovre og selvom man godt kunne argumentere for at navnet ikke har særligt meget med sporten at gøre, så er amerikansk fodbold blevet meget populært i Europa, og ”the Greatest Show on Earth”, Super Bowl, højdepunktet i mange danskeres kolde vinter. De fleste af dem sidder sikkert og ønsker at de selv kunne være der, men siden en tur til Staterne ikke ligefrem er billig, er alternativet at få oplevelsen hjemme i stuen i form af Madden NFL 10.

EA har virkelig forsøgt at gøre netop dét. At skabe en meget virkelighedstro oplevelse, så man føler at man er tilstede. Dette års version er - uden at afsløre for meget, så du ikke læser resten af anmeldelsen – vel nok den mest realistiske og tiltrækkende ”fodbold”-oplevelse udgivet nogensinde. Noget af dét, der springer i øjnene fra starten er, hvordan spillet er udformet rent grafisk.

3

Skønhed og vold i ét spil. Det kan næsten ikke blive bedre.

Madden 10 er nemlig klart det flotteste spil indtil videre i serien. Alt lige fra banen og dens omgivelser, spillernes bevægelser og ikke mindst de detaljerede ansigter ser simpelthen så flotte ud, at man skulle tro man så en kamp i fjernsynet... i High Definition! Specielt spillernes bevægelser ser virkeligt naturlige og flydende ud, og det hjælper alt sammen til at suge spilleren ind i følelsen af at spille en rigtig NFL-kamp. Det kan godt være, at man ikke lægger mærke til det under kampens hede, men når de små pauser indtræffer (og dem er der en del af), kan man sidde og nyde de mange små detaljer, der gør et grafisk mesterværk ud af helhedsbilledet.

Amerikansk fodbold er – som navnet også lidt antyder – en meget amerikansk sport. Derfor er Madden NFL også et meget amerikansk spil. Alting er lige en tand større og en tand mere pompøst, i forhold til hvad man ville se i for eksempel FIFA-serien. Det kan måske afskrække nytilkomne spillere i serien at alting blinker, men det skaber også en stemning af at være helt væk fra det europæiske fastland og befinde sig på tværs af Atlanten, i managersædet hos et hold i National Football League.

2

Lad mig give dig en god solid krammer!

Netop manager-delen er en naturlig genganger fra foregående års udgaver. Det er her du vælger et hold og fører dem til succes eller fiasko. Handel med spillere, håndtér problemer for holdet og design din egen strategi, der i sidste ende kan føre dig til at løfte Vince Lombardi trofæet. Som noget nyt kan du nu også konkurrere med dine venner over Xbox LIVE og spille en hel franchise-sæson igennem. Det er helt sikkert godt nyt for de af jer derude, som hele tiden har sagt til jeres venner, at I ved mere om amerikansk fodbold end dem. Dette er forummet at gøre det i.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!