Limbo Anmeldelse

Limbo er et danskudviklet platformspil, der blander unikt design med gåder/gådefuldhed. Det har været under udvikling i over 3 år, ender på sølle ~120 MB til hele 1.200 MS-point, tager sølle ~10 sek. at hente og sølle ~3-6 timer at fuldføre. Er det så også en sølle spiloplevelse, eller kan det matche eller overgå browserspil, der er ~50 % billigere, som det finurlige og syrede Samorost 2?

Efter en uges brummen og mumlen – over at amerikanere kunne hente det på Xbox LIVE Marketplace en hel uge før mig – indlæser jeg Limbo, og når til hovedmenuen på få sekunder. Præsentationen, eller manglen på samme, er så enkel, at stemningen taler for sig selv fra menu til in-game-intro.

Spillets to-knapstyring er lige så enkel: A-knap til hop, B-knap til action, styrepind til at gå med. De kære danske udviklere har næppe heller lagt hovedet i blød, hvad angår historien, der er mere røv-enkel end i Super Mario-spil. En knejt "vågner op" i verdnen Limbo, for at lede efter sin søster. That's it.

Der er nu alligevel nok lagt hoveder i blød. Det hele udspilles i en deprimerende mørk, gråmeleret og monokrom verden af skov-, industri- og ?-landskaber. Man får dog et smil på læben, da den aparte grafik og underspillede lyd kombineret set giver spillet et drømmende mareridtsudtryk, som bare må opleves til vejs ende. Man vil se og have mere! For, hvor er den søster henne, og hvordan hulen er hun og broren havnet dér? Det hele giver mere eller mindre mening ved at slå "limbo" op i en oldnordisk nudansk ordbog:

limbo1 [Zlembo] subst. et
1. en usikker el. uafklaret tilstand som skyldes at man befinder sig i en overgangsfase
• (i katolsk middelalderteologi) et område af dødsriget på grænsen til helvede som er opholdssted for dem som uden egen skyld er lukket ude af himmeriget, fx udøbte børn

'I en lille båd der gynger, sidder jeg og synger – Synger om de ting, der gi'r livet værdi. Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet – Jeg kan føle mig glad, jeg kan føle mig fri.'

Så, det passer jo fint med, at Limbo indeholder børn uden navne. Her er heller ingen tale eller tekst eller andet af verbal karakter, lige bortset fra et oplyst kæmpeskilt, hvor der står HOTEL, der gør stemningen helt film noir. Spillet ligner nok allermest et dødsrige, for det er meget makabert. Her er ikke noget rødt blod – som kunne være en vild kontrast til sort-hvid billedside – men sort blod, afhuggede og gennemspiddede lemmer, hvis man ikke træder varsomt. Her er også en fængslende atmosfære og spøjse platformgåder, som man muligvis/muligvis ikke bliver klogere af, jo mere Limbo spilles. Der hives i, hoppes på, flyttes og skubbes mekanismer og der løbes (u)frivilligt til højre og venstre i spillets 24 sømløse kapitler, mens det løber én koldt ned ad ryggen, over hvor skide gådefuldt det hele er.

Man står over for gåde på gåde uden nogen som helst plotudvikling. Men omgivelsernes substans taler vel for sig selv med svampesultne væsner og væsner, der er sultne efter andre væsner, og som bruges – eller bruger dig – til løsning af gåder. Visse gåder løses nærmest som held i uheld, mens andre kræver en ligefrem aktiv tankevirksomhed, for finde ud af logikken bag al vanviddet. Enkelte gåder kan være så hårudrivende, at man får lyst til at tage et par (eller flere) hurtige kig på GameFAQs.

Man rammes her af spillets måske eneste 'Arj, hvor kær'-moment. Et genert væsen grynter og spiser svampe, løber væk når man nærmer sig, og tilbage når man fjerner sig. Hm! Meningsfuldt eller meningsløst?

Limbo kan fuldføres relativt hurtigt, alt efter dødsfald, forsigtighed, frustration, rutine og tempo. Det indeholder puzzle-elementer på højt niveau, men de underholder mere i begyndelsen end i længden. Spillet er først hamrende charmerende, blandt andet gennem en konfrontation med en kæmpeedderkop, der "leges kispus" med. Man løber også ind i og væk fra fjendtlige "børn", der opsætter udspekulerede fælder, og mystiske væsner, som man får lyst til at observere. Det er som om, at spillet senere mister noget af dette liv og denne tiltrækningskraft. De først forfriskende gåder, der vakte nysgerrighed, ændrer sig til noget opslidende nøddeknækkeri. Gåderne er i sig selv fortsat udfordrende, men bliver mere ucharmerende, jo mere spillet lakker mod enden.

Men flydende spilmekanik, tiptop fysikmotor og konsekvent stilfuldhed og uforudsigelighed gør Limbo til en dragende, udtryksfuld og nyskabende spiloplevelse. Her er også en god portion genspilningsværdi, for dem der vil kæmpe sig op ad rangstigen på et Leaderboard, i håbet om at nå top 100. De 12 achievements skal også gerne i hus!