Kane & Lynch 2: Dog Days Preview

IO fik relativt hårde høvl for det første Kane & Lynch. Og de indrømmer selv, at der var mange ting, de kunne have gjort bedre. Så det er vel egentlig fuldt ud fortjent. Men respekt til IO for siden at krybe til korset og sætte sig for at forbedre stort set alt, hvad der var i vejen med første spil. Som sådan er Kane & Lynch 2: Dog Days måske så langt fra første færd, som det kan komme - nok til at det bør betragtes som et helt nyt spil på egne præmisser. Så sig farvel til de påtagede stereotyper fra første spil og sig hej til reinkarnationen af Kane & Lynch, nu lidt ældre men forunderligt nok helt på kanten moderne og farlige.

Vi befinder os i Shanghai hvor det umage makkerpar indtil for ganske nylig har fordrevet tiden med småjobs og indtagen af lokalbefolkningens kulinariske specialiteter. Men noget kommer selvfølgelig på tværs, noget der kræver øjne i nakken, en hurtig aftrækkerfinger og evnen til at vride benene om på nakken og tage store chancer. Panik beskriver meget godt introduktionen til spilforløbet, hvor vi hos IO forsøger os med en sekvens på en lokal restaurant. Her afbrydes vores digitale middag af en pludseligt fremstormede, mindre armé af bevæbnede mænd, som vil os til livs.

Palisandervæggen holder ikke meget længere, Kane...

Her kommer IOs første store tiltag og ændring i spillets essens til syne: det håndholdte kamera, YouTube-stilen, på bedste vis simuleret filmet af amatøren, der i ren og skær iver forsøger at indfange noget så sensationelt som to vesterlændinge på panisk flugt mod bagvejen gennem en sand kugleregn – folk råber i munden på hinanden, kameraet ryster og krænger som et skib i uvejr, kuglerne flyver om ørerne, lyden af ituskudte intermistiske bambus-skillevægge under skosåler. Lars Von Trier ville være beæret over den kaotiske scene. Nej, han ville nok i virkeligheden være fuldstændig bjergtaget.

Som spiller har du denne gang kontrol over Lynch - psykopaten, der altid var lidt mere vild og lidt mere interessant og kvadret oppe i sit låg. Kane er dog aldrig langt fra dig med sine kommandoer og militaristiske tilgang. På sin vis er det lidt som at komme hjem, når man kender de to afvigeres historier fra første spil – og selvom det måske bliver dit første møde med duoen når spillet udkommer i efteråret, er der gjort nok i singleplayer-delen til gradvist at introducere baggrunden for det hektiske to-dages maraton i Shanghais gader og undergrund. Det hele bliver nogenlunde klart mod slutningen, lover IO.

Modsat hvad man skulle tro ud fra en beskrivelse om håndholdt kamera-effekt, virker visualiseringen af scenerne, spilmiljøet og de ofte kun halvt synlige modstandere forbavsende godt. Særligt iført headset i et lokale med dæmpet belysning. Vi testede på den hårdeste sværhedsgrad og måtte noget modvilligt starte om et par gange i flugten fra restauranten, mere end én gang på grund af en AI som uden sammenligning er blandt de sværere at gennemskue i de seneste års shooters.

Lynch – én del afstumpethed, to dele højre hjernehalvdel.

Det føltes oprigtigt farligt at være til stede – måske specielt fordi man af en eller anden grund ikke kan hoppe som i andre shooters. Det føltes også vigtigere end nogensinde at gemme på sin ammunition og gå taktisk frem efter, hvor der nu kunne ligge yderligere våben og ammunition. Her er ikke nogen magisk kniv som i CS eller Call of Duty, som med ét snit på en meters afstand både slagter, dissekerer, pakker og sælger dig som fars i en kølerdisk på et splitsekund. Det her er uden bullshit dén kamp for dit liv, du har tigget om at opleve – virtuelt, selvfølgelig.