Brian Fargo om Hunted: The Demon's Forge

Vi drikker øl med Brian Fargo og drengene fra InXile.

Efter spildemonstrationen sad jeg i ro og mag over en øl med Brian Fargo (CEO), Matthew Findley (President) og Michael ’Maxx’ Kaufmann (Creative Director) fra InXile Entertainment,i et lille lokale i det indre London, til et uformelt og hyggeligt interview om deres kommende spil Hunted: The Demon’s Forge.

Hunted ser ud til at være mere action-orienteret end strategi-orienteret.
Helt sikkert. Bestemt. Jeg ville først og fremmest frembringe det gamle og klassiske dungeon crawl, så for mig handlede det om at skabe den visuelle oplevelse. Jeg ville sidde foran et stort TV og gå gennem uhyggelige korridorer, fjender der hopper ud foran en, skjulte ting rundt om hjørnet, og så videre. Det skulle være hovedoplevelsen. En sådan oplevelse er kompatibel med et realtidsspil og spillerne i dag spiller anderledes end de gjorde for bare 10 år siden. Så det handler i virkeligheden om at matche nutidens spilstil. Et godt eksempel er Gears of War, hvor du tager controlleren mellem hænderne og med det samme er inde i oplevelsen. Men Hunted er igen noget anderledes, for her stopper du op, undersøger omgivelserne, går på opdagelse, klør dig i hovedet ved puzzles. Hunted vil altså have et spilflow som et dungeon crawl, bortset fra at kampdelen er hurtig og ren action. Jeg forsøger bare at gøre det bedste med det, spillerne vil have.

I anvender Unreal-platformen til at skabe spillet. Er det korrekt?
Det er rigtigt. Vi har stor erfaring med unreal-platformen og den kan præcist det vi ønsker for vores spil.

Er det så fordi I er bekendte med anvendelsen af Unreal-platformen, at I bruger den igen til Hunted?
Ja, men det er ikke den eneste årsag. Vi valgte Unreal-platformen af flere gode grunde. Vi følte os komfortable med den og har brugt den tidligere og vi mente, den ville passe godt ind i spilmiljøet for Hunted. Og forhåbentlig taler resultaterne for sig selv [griner].

Ved fremvisningen af spillet viste I os at man kan opgradere sine kamp-evner. Vil man også få mulighed for at opgradere sit udstyr, tøj og så videre?
Du kan opgradere dit skjold, dine våben og dine magiske evner. Men opgraderingsmulighederne er ikke på et niveau, hvor du kan justere din hjelm eller enkelte dele af din rustning - vi går ikke i den retning.

'Brian Fargo om Hunted: The Demon's Forge' Screenshot 1

Så i den kontekst er det for at matche den action orienterede spilstil?
Ja. Bestemt. Men igen, du løber og skyder ikke hele tiden. Der er en konstant fornemmelse af at gå på opdagelse og udforske spilverdenen.

Nu du siger udforskning. Hvor mange procent udforskning vil du mene, Hunted byder på i forhold til kamp?
Hmm, omkring 25 procent udforskning. Den kreative chef Michael ’Maxx’ Kaufmann tilføjer: Men det er i virkeligheden op til spilleren selv at definere. Hvis man ønsker at gå på opdagelse, er der frit lejde til det. Spilverdenen indbyder til at gå på opdagelse. Der vil for eksempel. være meget, meget svære hemmelige steder at udforske og hemmelige ruter. Brian fortsætter: Men procentmæssigt er det nok sammenligneligt med de gamle dungeon crawlers, for selvom kampen ikke foregik i realtid dengang, blev der regnet ud fra en masse stats samtidig, men i bund og grund er du i kamp. Så det er stort set det samme i dag.

Kommentarer (1) Latest comment 2 years ago

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!