Halo: Reach beta i foråret

Sikret adgang for ejere af Halo 3: ODST.

Microsoft har i kølvandet på den eksplosive debut-trailer for storsatsningen Halo: Reach bekræftet, at den ventede betatest af spillet starter i foråret 2010 - omtrent et halvt år før endelig udgivelse.

Og hvordan får man adgang? Det gør man såmænd ved at være indehaver af Bungies seneste Halo-afkom, Halo: ODST (læs anmeldelse), som kan viftes som bevis og altså automatisk adgangsbillet når tiden er inde til at registrere.

Vi vil gerne indrømme på Microsofts vegne, at denne måde at holde gang i spilsalget er temmelig smart, såfremt man har en række fans. Og skal vi ikke bare slå fast, at Halo er det produkt, flest gamere forbinder med spilafdelingen af Microsoft i dag. Eller i hvert fald enten respekterer eller hader dem mest for. PS3-fanboys gælder ikke.

Reach, en kronologisk optakt til det første Halo-spil i rækken, bliver det absolut allersidste spil, som Bungie kommer til at stå for i det efterhånden omfattende, Microsoft-ekslusive franchise. Bungie vil herefter søge nye veje, mens det interne Microsoft-spilstudie 343 Industries, ført an af eks-Bungie-mand Frank O'Connor, overtager produktionen af fremtidige spil i serien. For det er jo ikke slut.

Halo: Reach udkommer i efteråret 2010 - og kun på Xbox 360.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.