Halo: Reach beta bliver kort

To en halv uge med onlinekampe.

Beta-perioden for Halo: Reach bliver ikke en månedlang fornøjelse, der varer lige indtil spillets lancering til efteråret.

Tværtimod er den officielle besked fra Microsoft og Bungie, at betaen kun vil stå på i 2½ uge. Showet begynder helt præcist den 3. maj og slutter helt præcist den 19. maj. Her kan alle, der eksempelvis har fået adgang til betaen ved at eje Halo: ODST eller tilhøre den hårde kerne, boltre sig med en række nye spilmodes, som Bungie gradvist åbner op for. I første omgang bliver tre game-modes tilgængelig, men med få dages mellemrum rystes posen med nye måder at skyde hinanden på.

Halo-serien har en tradition for korte beta-perioder, da også Halo 3 kun bød på få ugers smagsprøver – dog lidt længere end Reach.

Halo: Reach er det foreløbigt sidste spil i serien for Bungies vedkommende. Udvikleren er netop hoppet over til Activision på en 10-årig kontrakt.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.