Eurogamer.dk

Halo 3: ODST • Side 2

Hukommelsestab i New Mombasa.

The Rookie render jo ikke ligefrem rundt iført hat, trenchcoat og en konstant tændt Marlboro i mundvigen – han bruger det meste af sin tid på at lede efter ting, der kan klikkes på, og resten af tiden går med at lave Covenant-tropper om til pastelfarvede vægmalerier. Der er ganske vist mørkt i New Mombasa, men det smarte VISR får jo hurtigt gjort kål på chiaroscuroen. Og hvad angår dramaet i historien, så er der altså tale om det sædvanlige sci-fi-miskmask, som vi så tit ser i denne type spil - ikke mindst i resten af Halo-serien. Det primære fokus er stadig på højoktan action. Detektivhistorie, ja. Noir, nej. And we're not playing that discussion again, Sam.

Dermed skal det ikke siges, at historien er decideret dårlig. The Rookies flashbacks giver dig mulighed for at gennemspille den pågældende persons oplevelser efter den mislykkede HEV-nedkastning. Dette er faktisk et klassisk noir-virkemiddel, må jeg indrømme, og det virker i spillets favør.

Der er ikke rigtig nogen fysisk variation mellem de forskellige ODST-soldater, men deres omgivelser og oplevelser er ret forskellige. Det skaber god dynamik i spillet, og fungerer som gode belønninger, når man endelig finder dem. Bungie bruger ganske vist deres hedengangne designfilosofi om de 30 sekunders morskab her, men det slår efter min mening lidt fejl i The Rookies sekvenser, da du mange gange må vandre rundt ganske længe for at finde det næste spor, der kan udløse et flashback. Og da rækkefølgen af de forskellige spor ikke er lineær, så kan der gå lige lovlig lang tid med at rende rundt som en halshugget høne i New Mombasas mere eller mindre tomme gader. Jeg kan godt se, at dette skulle være detektivelementet i hele noir-tingen, men det virker altså ikke alt for godt.

3

Dit VISR tegner smarte omrids omkring alle de vigtige ting, så du ikke behøver at se særlig godt eller tænke over tingene. Nu kan Mogens Camre også spille med.

Hvad der til gengæld virker er, at Bungie, som de enorme nørder de nu er, har hyret stemmeskuespillere fra Firefly og Battlestar Galactica til at gøre ODST-teamet levende, og det var et godt valg. Nathan Fillion, Adam Baldwin, Alan Tudyk og Tricia Helfer er ikke til at skyde igennem i deres respektive roller, og spillet gør stor brug af snak mellem de forskellige figurer under selve gameplayet. Det hjælper en hel del på indlevelsen, i modsætning til spillets noget stive, lidt gammeldags animationer.

Rent lydmæssigt er ODST dog konsekvent på et rigtig højt niveau, og alle effekter er tunge og overbevisende. Musikken fortjener også speciel ros, da den på fornemmeste vis skaber en solid stemning hele vejen.

Singleplayeroplevelsen er altså ganske helstøbt, men på trods af nyskabelserne føles det altså ikke meget langt fra Halo 1. Jeg sad flere gange og følte mig tilbage i lejligheden på Åboulevarden, og i måske lidt for høj grad. ODST byder nemlig også på co-op i lange baner, og selv om det stadig er sjovt, så er der en meget stor følelse af deja-vu. Banedesignet er mere varieret end tidligere, specielt på grund af de forskellige flashback-sekvenser, men mange andre nutidige spil er mange længder foran Bungie på dette punkt. Sekvenserne i ODST er stort set alle sammen set før, og bedre.

4

Firefight er nok den bedste nyskabelse, som ODST byder på. Det, og så Nathan Fillion. Åh, Captain Mal, endelig er du tilbage! Men hvor er Summer Glau? Hvorfor kommer der mænd i hvide kitler nu? Browncoats forever!!!

Multiplayermæssigt er der dog en hel del at komme efter. ODST har som sagt co-op for op til fire spillere, både i splitscreen, online og via LAN. På en separat disk findes også alle multiplayerbanerne fra Halo 3, plus tre nye, Heretic, Longshore og Citadel. Men det bedste for mit vedkommende er den nye Firefight, hvor op til fire spillere kæmper mod bølge efter bølge af stadig mere udfordrende Covenant-tropper. Formålet er at score flest point., og det kan ligeledes spilles både offline og online.

Halo 3: ODST er klart mere end bare en udvidelse, og man skal da også slippe fuld pris for det de fleste steder. Men på trods af de temmelig store mængder indhold, man faktisk får for sine makroner, så sidder jeg lidt tilbage med en tom fornemmelse. Spillet får mig bare ikke op af stolen, må jeg indrømme, og det er svært at sætte en finger på grunden. Måske er jeg blevet forkælet med andre, mere nytænkende spil, eller måske er den lalleglade 20-årige knægt fra dengang på Åboulevarden bare blevet sværere at imponere. Men jeg kan kun sige, at Halo 3: ODST nok vil appellere mest til de garvede fans, eller folk, der rider med på hype-bølgen. Personligt siger jeg tak for en udmærket oplevelse til Bungie, men håber på noget mere fremadsigtet gameplay og indhold i Halo: Reach.

7 / 10

Halo 3: ODST Jonatan A. Allin Hukommelsestab i New Mombasa. 2009-10-06T10:34:00+02:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...