Halo 3: ODST

Hukommelsestab i New Mombasa.

Jeg husker tydeligt en af de første aftener på Åboulevarden, efter at jeg var flyttet hjemmefra. Min sambo og jeg sad på min madras, der, som det sig jo hør og bør, var placeret på gulvet mellem bunker af beskidt tøj og tomme chipsposer. Foran os stod mit 14" Grundig, som var det eneste tv i residensen, og den anden halvdel af rummet var optaget af min kammerats Xbox, der, som vi alle husker, havde et rumfang på omkring 3x3 meter. Men størrelsen havde sin ret, for i Xboxen gemte der sig hidtil uanede kræfter, måtte jeg jo indse. På min lille skærm var vi nemlig i færd med at spille Halo i splitscreen på Legendary sværhedsgrad. Det er uden tvivl den bedste co-op-oplevelse, jeg har haft på en konsol. Helt op til den fantastiske sidste bane sad vi og hujede og hejede (ja, det er rigtige ord), og Halo vil altid stå som en lysende stjerne på min ungdoms himmel.

Halo var helt klart Xboxens killer app nr.1., og det var ganske velfortjent. Bungies tilgang var, at spilleren skulle have det sjovt i 30 sekunder som så blev gentaget igen og igen, i den betydning at de 30 sekunders action skulle være så velsmurte som overhovedet muligt. Det virkede efter min mening godt. Halo bød jo i virkeligheden ikke på den store variation, og banedesignet var sine steder lidt kedeligt, men der var altid monstre at skyde, Warthogs at køre i eller Banshees at kegle rundt i luften med. Spillet var desuden meget strømlinet, og våbnene var gode og enkle at bruge. Bungies multiplayerdel satte også nye standarder for konsolspil, så alt i alt var Halo virkelig en succes på alle fronter.

Siden udgivelsen af det første Halo har Bungie vist sig som en af de udviklere, der bruger lang tid på at videreudvikle en masse små detaljer, men ikke piller særlig meget ved de elementer, der virkede til at begynde med. Derfor er både Halo 2 og Halo 3 raffineringer af den samme formular. Halo 2 tilføjede dual-wielding og online multiplayer via Xbox Live, og Halo 3 bød på nyt udstyr, bedre AI og grafik i HD. Halo 3 var i særdeleshed en velsmurt maskine, men hvis man sidestiller det med originalen, så er det efterhånden småt med originaliteten. Master Chief render jo basalt set stadig rundt med velkendte våben og skyder velkendte fjender i mere eller mindre velkendte omgivelser. Og online mødes han af velkendte kommentarer, der ofte omhandler hans mors seksuelle præferencer og betalingen for udførslen af samme. Ja, alt er ved det gamle i Halo-land.

1

Spillets intro er noget af det bedste ved hele oplevelsen.

Lige indtil himlen over New Mombasa oplyses af eksplosioner, og gigantiske rumskibe udkæmper et desperat slag i det yderste af planetens atmosfære. Ubemærket sniger en række elitesoldater sig ind i deres HEV'er, som er enmandsrumkapsler, der kan kastes ned mod fjendtlige mål fra kredsløb. De er Orbital Drop Shock Troopers, bedre kendt som ODST'er, og deres mission er at infiltrere et fjendtligt skib, der kredser over byen. Men da de suser mod deres destination, hopper skibet over i slipspace, og teamet rammes af den efterfølgende EMP-chokbølge. ODST'ernes kapsler falder ukontrolleret mod byen, og alt går i sort. Efter seks timers tid åbnes dørene til en af de nødlandede HEV'er, og ud træder Maste... næh. Ud hopper en helt grøn UNSC-soldat, alene i fjendeland. Mød The Rookie.

Alt er altså ikke helt ved det gamle i Halo 3: ODST, som er en standalone udvidelse til Halo 3. Spillet kan spilles helt uafhængigt af den primære Halo-historie, og er ment som en måde at fordrive tiden på, indtil vi får det næste kapitel, Halo: Reach. ODST er dog ikke venstrehåndsarbejde, på trods af, at det har taget langt kortere at udvikle end de tidligere spil. En af grundene er nok, at spillet jo allerede havde motoren fra Halo 3, så Bungie i stedet kunne fokusere på at opbygge et spil, der var lidt anderledes. Glem alt om dual-wielding og superkræfter her – The Rookie er en langt mere normal, dødelig soldat end Master Chief. Efter den imponerende stratosfæriske dropsekvens, som spillet åbner med, lærer det dig hurtigt, at du rent faktisk ikke bare kan gemme dig og genvinde dit liv, som om intet var hændt. Hvis du bliver skadet, blinker skærmen rødt i et stykke tid, og hvis du tager yderligere skade her, kommer dit liv ikke igen, før du finder et medikit. Ligeledes bevæger du dig også meget langsomt i ODST, og det kan derfor være svært at tage benene på nakken, hvis du dummer dig og gatecrasher et Covenant-grillparty med din lille wienerpølse af en MA5C Assault Rifle fremme. Spillet føles stadig som Halo, men de nye detaljer gør det noget mere forsigtigt og taktisk. The Rookie har dog én stor fordel, og det er det såkaldte VISR, en synstilstand, der highlighter alle vigtige ting i spillet, og samtidig giver nattesyn. Som jeg nævnte i vores preview får dette spillet til at minde en del om Batman: Arkham Asylym, som bruger en meget lignende teknik, men flagermusemanden løber altså af med sejren i dén duel.

2

Uhh, se, vi har skruet ned for lyset. Nu tror alle, at de er Humphrey Bogart.

Ligesom Batman skal The Rookie også snige sig rundt i nattens mulm og mørke og undersøge ting med sit VISR. Formålet er at finde de resterende medlemmer af ODST-teamet, som naturligvis er spredt over hele byens ganske store areal. Bungie siger, at denne del af spillet er inspireret af hårdkogte film noir-historier, men det er ærlig talt lidt som at sige, at Gears of War 2 er en seriøst ment dramatisering af Brokeback Mountain. Lad os analysere. The Rookie løber i bund og grund bare rundt, vejledt af spillets klodsede kort og sit VISR, og undervejs finder han spor efter sine kammerater, hvilket udløser flashbacks, der viser, hvad der skete med det pågældende ODST-medlem. Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvordan fundet af en smadret hjelm kan udløse et alenlangt flashback – The Rookie må jo være synsk? Men fred være med det. Jeg kan bare ikke acceptere konceptet som "noir-inspireret" uden at blive gammelsur og pernitten.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!