Guitar Hero: Van Halen

Ikke meget at hoppe efter.

Guitar Hero I, II, III, World Tour, 5, Band Hero. Guitar Hero Encore: Rocks the 80s, Guitar Hero: Smash Hits. Guitar Hero: On Tour, Guitar Hero On Tour: Decades, Guitar Hero On Tour: Modern Hits. Guitar Hero Arcade. Guitar Hero: Aerosmith, Guitar Hero: Metallica. Guitar Hero: Hannah Montana. Rock Band 1, Rock Band 2, Rock Band Unplugged, Rock Band Mobile, Rock Band iPhone. The Beatles: Rock Band. Rock Band Track Pack 1 og 2, AC/DC, Country, Classic Rock, Metal. Lego Rock Band.

Kun EN af ovenstående titler er opfundet af undertegnede, og er samtidig også omtrent den eneste, jeg ikke har haft mine svedige, plasticguitardeformerede, mikrofonsvingende og trommestiksvansirede grabber i, eftersom den ikke eksisterer... endnu! Men det skal da ikke hindre mig i at frydes ved den blotte tanke om at kunne svinge min trådløse Les Paul-kopi med Fætter BR-knapper til evige klassikere som "Ice Cream Freeze (Let's Chill)" og "If We Were A Movie", mens en polygonbaseret Miley Cyrus danser i takt på skærmen iført blond paryk og sirligt genskabt, men let karikeret og svært generisk popstar-attitude. Jeg ville føle mig hensat til en kønsløs, højglanspoleret, politisk korrekt Disney-ekstase, og jeg ville overhovedet ikke tænke det mindste over, at jeg endnu engang havde investeret mine surt sammensparede skejser i det samme vandfald af farvede ikoner, som har været seriens fokus siden det oprindelige Guitar Hero. Hvilken fryd, det ville være. Hvilken ophøjet glæde. Det er lige, så det gibber i min egen indre popstjernes rastløse sjæl.

1

I størstedelen af spillet ser vi den nuværende version af bandet, kortklippede og tilsyneladende pumpet fulde af så meget Fontex, at smilet aldrig forlader deres digitale læber.

Men der står ikke Hannah Montana på pakken (suk!). Der står Van Halen. "Det er dem med Jump", konstaterede vores kære redaktør, da han gav mig spillet til anmeldelse. "Det er den eneste, jeg lige kan huske". Og allerede her har vi et problem. Eddie Van Halen revolutionerede metalguitaren tilbage i de sene halvfjerdsere med sin brug af lynhurtig tapping. Bandet har spillet massevis af udsolgte stadionkoncerter, har haft sex med flere kvinder, end du kan tælle til, og har solgt et hav af plader - til din far. Den gennemsnitlige konsolejer aner jo nok ikke, hvad en Frankenstrat er, og at Van Halen faktisk er efternavnet på op til flere medlemmer i bandet. Men hvad så med numrene? Er musikken stadig relevant?

Lad mig nævne et par numre mere fra spillet ud over "Jump", som vor kære redaktør allerede har gravet frem fra sin imponerende hukommelse:

3

Eddie Van Halens guitarsolo ’Eruption’ er stadig en milepæl inden for moderne guitarteknik – den fortjener et bedre hjem end dette totalt uopfindsomme spil.

"Come To Life"
"White Wedding"
"First Date"
"Space Truckin"
"Best Of You"
"Double Vision"
"Stacy's Mom"
"Pain"
"Painkiller"
"The End Of Heartache"
"Rock And Roll Is Dead"
"I Want It All"
"Sick, Sick, Sick"
"Master Exploder"
"Safe European Home"
"Pretty Fly For A White Guy"
"Semi-Charmed Life"
"Dope Nose"
"The Takedown"

Er du i blandt de musikkyndige, som kan regne ud, at Van Halen ikke har lavet et eneste af ovenstående numre, så er dette spil måske noget for dig. Og hvis du er ægte Van Halen-fan, så er oplevelsen jo svær at komme uden om. Men rigtige fans køber vel ikke spillet for at sidde og jamme til Offspring eller Blink-182, mens de filosoferer over, hvor hårdt det er at gå i 1. G og finde ud af det dér med pigerne, drengene eller begge dele. Men ret skal være ret, hvis alle de 45 numre på skiven havde været Van Halen-numre, så var vi måske druknet lidt, selv om Beatles på forunderlig vis kunne slippe af sted med det i Rock Band. Jeg forstår bare ikke valget af ungdommelig americana-rock og tilfældig pop som supplement til en af heavyrockens pionerer.

2

Selv med løvemanke og urskov på brystet kan David Lee Roth ikke redde det, der mest af alt føles som en udvidelsespakke med genoplivede rockdinosaurer.

"Eurogamer laver skandaløs, indspist og mavesur anmeldelse, som hverken diskuterer gameplay, lyd eller grafik!" Ja, der er noget om snakken, men på nuværende tidspunkt er der efterhånden lige så meget brug for at forklare gamere om, hvordan man spiller Guitar Hero, som der er for at forklare dem, at man ikke skal stikke fingrene i stikkontakten, jonglere med kokkeknive eller gå længere ud end til navlen, når man har spist... gift. Scrollende farver, velproduceret lyd (især hvis folks pølsefingre og sangtalenter er oppe på dupperne), et band i baggrunden, som man alligevel er for skeløjet til at lægge mærke til, når musikken spiller. Vildere, op til fire klovne med plasticinstrumenter, vildere! Det ligner Guitar Hero, det spiller som Guitar Hero, og det lyder som Guitar Hero med Van Halen og co. Formlen fungerer stadig, men Guitar Hero: Van Halen virker underligt livløst og mangler den gnist, som gjorde Guitar Hero: Metallica til en fornøjelse.

Desuden tager spillet et gameplaymæssigt skridt tilbage og byder slet ikke på samme fleksibilitet og flow, som vi så i Guitar Hero 5. Menuerne er lidt småklodsede, og interfacet er, som vi så det i tidligere versioner af serien.

Guitar Hero: Van Halen er den mest irriterende type spiloplevelse, jeg kender. Spillet er ikke godt nok til at være sjovt, men det er heller ikke dårligt nok til at være sjovt. Det er ganske kompetent lavet på det tekniske niveau, men det har ingen sjæl eller nerve, og viser slet ikke noget, der ikke kunne være klaret med en Van Halen-udvidelsespakke til fx Guitar Hero 5. Rock Band: Beatles viste med al ønskelig tydelighed, hvordan disse bandversioner skal grejes – der kræves total fokus på bandet og respekt for materialet, og det har GH: Van Halen ikke.

4

Eddies kun 19-årige søn Wolfgang Van Halen er med på bas, og viderefører familiens arv – måske får vi et Laser Guitar Hero 5D: Van Halen Next Generation om 40 år?

Man kan ganske vist finde en hel del oplysninger om David, Eddie og resten af banden på skiven, men de er skrevet som selvfedt salgsmateriale. Det svarer lidt til, at "Jump" skulle handle om, hvor fede alle VHs andre albums var. Dette er jo i sidste ende også spillets største problem – selv om Van Halen har klaret sig rigtig godt i USA, kan deres bagkatalog jo slet ikke måle sig med andre stornavne, som har fået Guitar Hero-overhalingen. Beatles, Metallica, AC/DC og endda Aerosmith må jo siges at have nydt en del mere succes på verdensplan i deres respektive karrierer, og det er nødvendigt for at kunne trække læsset. Selv "Jump" og "Eruption" kan ikke fremprovokere ekstatiske hop eller glædesudbrud herfra over denne glorificerede udvidelsespakke til fuld pris.

5 / 10

Læs om vores karaktersystem Guitar Hero: Van Halen Jonatan A. Allin Ikke meget at hoppe efter. 2010-03-15T15:00:00+01:00 5 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!