Green Day: Rock Band

Bedre end Beatles?

Jeg føler mig efterhånden som redaktionens Rock Band-/Guitar Hero-losseplads. Min bopæl er jo fuldt udstyret med plasticinstrumenter, så derfor antages det, at jeg sidder i åndeløs spænding og venter på den nyeste dårligt forklædte udvidelsespakke med bands, som udviklerne rent faktisk havde råd til at købe licenser til at bruge. Livet som wannabe-rockstjerne er hårdt!

Der har dog været ganske gode ting på programmet på det seneste. Guitar Hero 5 formåede at strømline hele bandoplevelsen, og The Beatles: Rock Band viste, hvordan man laver et spil, der virkelig formår at formidle et specifikt bands materiale på en måde, der tilføjer noget til både spil- og musikoplevelsen. Men der er ingen tvivl om, at musikspillene står en smule i stampe for tiden, da hele nyhedsværdien er forsvundet, lidt som det skete med puddelhår og stramme læderbukser i 80erne. Derfor forventede jeg også, at Harmonix ville fortsætte med at lave enkeltstående titler med enorme bands, der så vidt muligt kunne hamle op med Beatles. Et Rock Band med Rolling Stones, Queen eller Jimi Hendrix ville sagtens kunne aktivere min indre rockstjerne, men i stedet sidder jeg her med Green Day: Rock Band.

1

Et billede af Jonatan... nåh nej, det er ham den mærkelige fra Green Day.

Hm. Ja, Green Day har solgt en hel masse plader, faktisk over 50 millioner styk, og jeg har da også haft fornøjelsen af at se dem live på Roskilde, hvilket faktisk var en fantastisk koncert. For at det ikke skal være løgn, har jeg også den lidt mere tvivlsomme fornøjelse, at tilfældige mennesker, som oftest fulde, gentagne gange har oplyst mig om, at jeg ligner ”en langhåret version af ham den mærkelige fra Green Day”. Men okay, jeg vil da hellere ligne Billie Joe Armstrong end Lemmy Kilmister. Nok om mine personlige traumer – Green Day som efterfølger til Beatles? Uha uha, det svarer da lidt til at sætte Red Warszawa på efter Metallica, ikke? Jeg tvivler på, at Basket Case eller Geek Stink Breath bliver husket på samme niveau som Liverpool-drengenes nærmest endeløse række af megahits. Men trods min forudindtagethed samlede jeg alligevel drengene til en aften som American Idiots for at give det en chance.

Vi skulle dog ikke spille længe for at opdage spillets styrke. Green Day leverer energisk punkrock uden alt for mange dikkedarer, og det viser sig at være ganske morsomt at genskabe, plastic style. Guitar og bas fokuserer på rytme og harmonier frem for fingersmadrende tapping-ekvillibrisme, så det bliver aldrig Dragonforce-umuligt at komme videre i spillet, men dog er der en hel del flere svære passager end forventet. Specielt bandets senere materiale er overraskende komplekst, og jeg må nok tage min Red Warszawa-sammenligning i mig igen. Trommeslagere skal forberede sig på rytmeskift, men som regel altid indenfor fast strukturerede rammer. Her er ikke meget off-off-offbeat-galskab og umulige taktarter, men derimod en udfordring til udholdenheden, når der skal hamres derudaf i aggressive, hypnotiserende gentagelser af de samme mønstre. Og så er der Billie Joes vokal, der ganske vist er speciel, men ikke spænder over særlig mange oktaver, så her kan stort set alle wannabe-punkrockere være med. Jeg havde personligt klart mest sjov med sangen denne gang, da den lå godt til mit naturlige leje, der heller ikke kan nå helt op i Iron Maiden-lejet. Så pokker tage mig, om jeg ikke også ligner ”ham den mærkelige” lidt på indersiden. Der kan man bare se.

2

Alt ligner sig selv i Rock Band, bortset fra ham den mærkelige fra Green Day.

The Beatles: Rock Band gjorde utrolig meget ud af at opbygge hele bandets livshistorie med et imponerende udvalg af sjældne optagelser og andet materiale. Karrieredelen føltes virkelig som en naturlig præsentation af den musikalske og imagemæssige udvikling i verdens største band. Green Day: Rock Band angriber desværre sit materiale på en mere traditionel måde. Bandets tidlige år er smidt i skraldespanden – hvilket de fleste dog ser som en positiv ting – og tilbage har vi tre overordnede sæt, som repræsenterer bandets tre største albums, Dookie (1994), American Idiot (2004) og 21st Century Breakdown (2009).

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!