God of War III i LittleBigPlanet 2

Media Molecule låner teknologi fra Kratos.

Du har måske set den første trailer fra LittleBigPlanet 2, som blev frigivet i går sammen med offentliggørelsen af spillet. Og måske kunne du se, at efterfølgeren umiddelbart så ud til at have bedre grafik? Faktum er, at det har det, og det skyldes til dels, at Media Molecule har været forbi SCE Santa Monica, som senest har stået bag action-eposen God of War III.

Ifølge en artikel i det seneste nummer af magasinet EDGE, skal MM angiveligt have lånt kodelinier til udbyggelse af deres spilmotor, som tilfører LittleBigPlanet både Depth of Field (dybde og muligheden for at sløre ting ude af fokus), ambient occlusion (skaber mere tilstedeværelse via en blød skygge rundt om objekter) samt transparens til brug på tynde materialer som fjer og røg/skyer, ild og lignende.

Interessant nok vil disse nye visuelle effekter blive tilføjet eksisterende LBP-materiale, der importeres.

I går fik vi blandt andet også at vide, at level editoren i LittleBigPlanet 2 vil understøttee brugen af mus og keyboard og i den henseende er blevet stærkt optimeret og klar til skabelsen af langt mere avancerede interaktive legepladser.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!