God of War III

Tilbage til stenalderen.

Ahh – velkommen hjem, Kratos. Vi er mange der har savnet dig. Hvorfor du har besluttet dig for egenhændigt at tage samtlige græske guder og mytiske figurer af dage, kan jeg hverken finde hoved eller hale i. Men hvad gør også det, når det at følge i hælene på dig, er en så vanvittigt underholdende tour-de-force i omkrivning af de græske sagn med sværd, kløer og bare næver. Tænk – det er som om du slet ikke har forandret dig i de år, hvor vi ikke har set hinanden. Du ser måske lidt bedre ud, men din opførsel er befriende voldelig og ubehøvlet som altid. Det er sgu godt at se dig igen.

Lige præcis – som det fremgår af ovenstående er alle raske drenges yndlings-voldspsykopat tilbage i forrygende form. Denne gang er det dog PS3-platformen der har fået æren af at være vært for den rød-hvide hævners hærgen gennem det gamle Grækenland. Som det nok også fremgår af det ovenstående, er det ikke det spændende narrative forløb der udgør God of War 3’s eksistensberettigelse som spil. Det er et helt basalt solidt hack-n-slash-gameplay med platformselementer der (som altid) udgør den solide rygrad.

1

Brutalt som altid - God of War er tilbage i det gamle spor.

Men for lige at gøre det med historien færdig, fortsætter God of War 3, så vidt jeg kan regne ud, præcis der hvor God of War 2 slap. Nu er det bare nogle år siden jeg gennemførte det, så for en der som mig ikke har historien i klar erindring, virker den her både usammenhængende og forvirrende. Det står dog nogenlunde klart, at det endelige mål er at tage livet af selveste Zeus, og så for øvrigt ordne størsteparten af hans guddommelige håndlangere på vejen. Heldigvis står det dog altid nogenlunde klart, hvad det umiddelbart næste mål er, så man er ikke på den måde forvirret i forhold til, hvad man skal gøre for at komme videre i spillet. Men tingenes større sammenhæng, og den egentlige grund til Kratos umådelige had mod alt og alle, fandt jeg aldrig hoved eller hale i.

Men derudover gør spillet faktisk et virkeligt godt arbejde med at holde spilleren i hånden og vise vej, uden at det forfalder til de sædvanligvis ret kedelige tutorial-sekvenser. Hver gang du får et nyt stykke værktøj at udrette slette gerninger med, kommer der en lille kampsekvens, hvor du bliver guidet i at bruge de nye evner, du har fået. På samme måde kommer der fra tid til anden små tips frem på skærmen, hvis man sidder fast et sted, hvor der er krav til at bruge et bestemt af dine våben.

2

Der er enkelte puzzle/platform-sekvenser tilbage, men der er blevet skåret kraftigt ned på dem.

Det har måske liiige en tendens til at tage lidt overhånd en gang imellem, hvor man gerne selv ville have en chance for at finde ud af, hvordan man skulle klare forhindringerne, men størstedelen af tiden er det bare en fed hjælpefeature. Derudover er læringskurven eksemplarisk implementeret. Fjenderne introduceres først en af gangen, så man lærer dem at kende, og derefter skrues der gradvist op for antal og sværhedsgrad i takt med at man lærer hvilke taktikker der er mest effektive. Man er konstant udfordret, men aldrig overmatched.

Det gør det selvfølgelig også lettere at styre indlæringskurven, at spillet er stinkende lineært. Men det gør absolut ikke noget, for det giver til gengæld muligheder for at orkestrere de vilde filmiske optrin, som spillet gang på gang disker op med.

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!