Eurogamer.dk

FUEL

Benzintanken er fuld af pis.

Jeg har talt en del med mine kammerater om FUEL fra Asobo Studio, men det har hver gang overrasket mig, hvor mange af dem, der har troet at spillet er en efterfølger til Race Driver GRID, blot placeret i en enorm og åben verden. Ja, man kunne godt have troet det. Navnet – som muligvis af strategiske grunde, og efter Codemasters indgåen som udgiver af spillet, ændrede sig til at blive skrevet udenlukkende med kapitaler – minder grangiveligt meget om GRID, så man må i det mindste antage, at Codemasters har været selvsikre omkring promoveringen af spillet som noget nyt, stort og interessant. Men virkeligheden er en anden, FUEL er på ingen måde en efterfølger til Codemasters’ fine baneracer, og spillet benytter sig desværre heller ikke af den feterede EGO Engine.

FUEL benytter sig derimod af Asobos egen kreation, der i sig selv ikke er nogen dårlig teknisk platform, så det tegnede egentlig godt for et spil, som loved offroadløb i den fri natur og med frit valg af rute, en idé som ikke har været set siden Test Drive Unlimited. Læg hertil en større række offroad-biler, som synes at spejle sig i karroserierne fra Motorstorm, samt et system for dynamiske udregninger mellem køretøjerne og vejr/underlag. Offroad er, hvad det hele drejer sig om – på 13 000 kvadratkilometer amerikansk ødelandskab, som krydser floder, bakker, bjergveje og adskillige flere kategorier af landskab, hvis betegnelse sikkert kun vil være til gavn for australske ornitologer.

FUEL er endda udstyret med noget så sjældent som en historie. Som overlevende efter en atomkrig, kæmper du i det amerikanske ødelandskab om benzin for basal overlevelse. Vilkårene er hårde: vind eller forsvind (kun førstepladsen vinder de dyre dråber). Benzinen kan bruges til indkøb af nye køretøjer og udstyr, og reduceres efter den flotte forhistorie egentlig bare til funktionen penge. Egentlig er det en underlig logik at bruge benzin for at vinde benzin, er det ikke?

1

Følg pilene for at vinde.

Men for at gør det hele lidt mere underligt, har man valgt kun at gøre spillets massivt mange km2 gradvist tilgængelig ved at vinde løb i kronologisk rækkefølge, hvorved visionen, som oplægget sikkert lagde kimen til hos flere af os, nemlig at hér var en enorm verden at udforske, ligesom dør efter introduktionen er ovre og spillet sætter dig på slavearbejde for at fjerne hængelåssymbolerne. Jovist er det muligt bare at lukke for menusystemet og køre frit rundt i et køretøj af eget valg i det landskab, du har låst op for indtil videre, for at lede efter hemmelige løb, benzintønder, naturskønne udsigtspositioner og andre hemmeligheder. Men det bliver desværre halvt kvalt af restriktionerne, særligt i forhold til andre – men noget mindre – åbne verdener i genren som som Test Drive Unlimited og Burnout Paradise tilbyder.

Men det er nu ikke nær så sjovt at udforske FUELs åbne vidder, som i disse to spil. Ødelandskabet er mest af alt skabt til langdistanceræs og rummer som sådan ikke mange sightseing-spots at gøre stop ved. Naturen i FUEL er ganske enkelt for ensartet til at du ville lægge mærke til de steder, hvor et løb er tilgængeligt, hvis ikke det var fordi spillet gav dig besked herom.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...