Eurogamer.dk

Football Manager 2010

En stilling værd at kæmpe for.

Den dyreste spillerhandel i historien er lige afsluttet og klubben kan nu nyde godt af verdens bedste angriber. Min salgsafdeling forudser en kraftig stigning i spillertrøjer som følge af købet, præcis som jeg havde forventet. Vores placering i ligaen mangler stadig en smule, men pokalsejren reddede vores sæson – og mit arbejde. For med pokalen i hus, opfylder jeg kravene fra bestyrelsen om kvalifikation til internationale turneringer i næste sæson. Det har været en hektisk uge, men alt har flasket sig. Jeg løsner mit slips mens min privatchauffør kører mig hjem mod min milionhybel i Madrids celebre kvar... ”Så er der mad!”

Drømmen stopper brat. Jeg er ikke træner for et spansk storhold. Jeg afslutter ikke kæmpe spillerhandeler. Jeg er ikke millionær. Football Manager-serien er på alle måder et perfekt eksempel på, hvorfor folk spiller computerspil. Det er en midlertidig flugt fra hverdagen til en verden med trolde, rumskibe eller – i dette tilfælde - fodbold. Football Manager 2010 giver fodboldmanagere in spe muligheden for at udøve deres vildeste fantasier om storklubseventyret, i den mest realistiske, dybdegående og præcise managersimulation på markedet i øjeblikket.

1

Med lidt god fantasi er det nye interface et fint manager-skrivebord.

Dette års version er på en måde knald eller et lille fald for udvikleren SI Games. Med udsigten til Championship Managers tilbagekomst som værdig konkurrent, kunne en god del af kundebasen potentielt set vælge Football Manager 2010 fra, hvis det skulle gå hen og skuffe. Men det gør det bestemt ikke - det overrasker til gengæld heller ikke. Man har fra SI Games’ side valgt at forbedre inkrementalt, istedet for at lege længdespring med serien, og således forbedret spillet på næsten alle punkter. Givet, det er små forbedringer, men som bekendt giver mange bække små...

Den mest åbenlyse nyhed at mærke, når spillet startes for første gang er, hvor hurtigt det er blevet. De lovede forbedringer af hastigheden på indlæsningstiden på nye spil, har SI Games fuldt ud indfriet. Væk er de tider, hvor man kunne nå at lave sprængt andebryst med brun sovs og kartofler imens spillet indlæste. Det vil gøre underværker for min slankekur.

Det næste der springer i øjnene er den nye udformning af spillets interface, altså der hvor man tilbringer det meste af tiden med at styre holdet. Tidligere spil i serien var udstyret med en bjælke ude i siden af skærmen, hvor man manøvrerede rundt mellem træning, taktikker og deslige i trådbaseret visning. Det er erstattet med én central skærm som, hvis man har lidt fantasi, kan sidestilles med dit manager-skrivebord. Hertil er knyttet flere faneblade, der guider til relevante emner i klubben. Denne omstilling er både god og dårlig. I de fleste tilfælde er der blevet kortere (læs: færre museklik) imellem de forskellige elementer i spillet, men i nogle tilfælde skal man klikke sig rundt en del, før man finder det man søger. Men alt i alt en velkommen renovering, der vil tilfredsstille de fleste – når man lige har vænnet sig til det.

2

Taktik-værktøjet giver dig helt nye muligheder for med lethed at skabe en god taktik.

Begyndere i serien bør imødese dette års udgivelse, da det er det mest tilgængelige spil i serien indtil videre. Hvor man før i tiden skulle ty til online-fora og den famøse ”TT&F-taktik-bibel” for at komme under huden på taktikkerne i spillet, er det nu noget nemmere med ”Tactics-creator”. Her bliver man, trin for trin, guidet igennem opsætning af en taktik, der passer til managerens mentalitet. Det kræver dog stadig viden om, hvilke spillere man har og hvilken taktik de passer bedst til.

Dette får man dog rigeligt med hjælp til, idet den nye ”Backroom”-feature indeholder råd fra samtlige dine trænere. De rådgiver om alt lige fra hvilke specielle træk en spiller bør træne for at udvikle sit spil, til hvilken talentspejder der vil gøre præcis dit trænerteam til en helstøbt enhed. Det er en rigtig god, ny tilføjelse til spillet - specielt for nybegyndere - da det giver en ledetråd til i hvilken retning man nu skal bevæge sig.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...