Solen er ved at gå ned over dag to ved E3 2009. En svedende og træt samling spil journalister fra USA og Europa får mast sig ubehageligt sammen omkring bordet i baglokalet hvor interviewet skal finde sted. De står klar med deres kameraer og mikrofoner, og indrømmet er de ikke i godt humør. De kæmper om at høre igennem larmen, der vælter ud fra nærstående showrooms, og det har været en lang dag, ja, en lang uge.
På den anden side af bordet sidder en tolk, Yoshinori Kitase og Motomu Toriyama. Kitase er producer på Final Fantasy XIII og styrer Square Enix:s udviklingsteam. Han er rent faktisk også en legende, idet han har stået bag spilperlerne Chrono Trigger og Final Fantasy VII tilbage i de gode, gamle dage. Upåvirket og småtræt, med et lille skævt smil skåret ind i mundvigen, dirigerer han det meste af interviewet hen på sin yngre, langt smartere udseende kollega Toriyama, producer på Final Fantasy X-2 og altså også på denne udbygning til serien.
Kitase spiller den ydmyge læremester, men hans tilstedeværelse slår FFXIII fast med en sans af autencitet og historie, som forgængeren helt manglede. Final Fantasy XII afvigede fra serien, men var et modigt tænkt spil med en lang og vanskelig udvikling. Ligesom den oprindelige spilkaptajn, Yasumi Matsuno (som måtte forlade spiludviklingen halvvejs igennem pga. helbredsårsager), var spillet en urolig men genial rebel. Final Fantasy XII vil derimod ikke blive sådan, siger Kitase mens han gnider sine hænder. Det bliver et klassisk Final Fantasy, lige efter bogen. Eller bliver det nu også det?
Toriyama leger med en Playstation 3-controller og giver os et hjerteskærende hurtigt glimt af spillet udover det mørke high-tech og de kølige toner fra kampen på gangbroen, vi har set i diverse filmklip og den japanske demo. Snow Villiers – den rebelske slagbror med bandana, støvler og surferhår, som er en af spillets helte på modstandsbevægelsens side – er i gang med at undersøge et tempel, der nu ligger i ruiner som følge af en katastrofe i Pulse. Pulse er den forheksede verden, der ligger under den flyvende by Coccoon, og Toriyama siger, at det vil blive et meget stort og åbent område, et storslået område, der vil føles som det kendte World Map.
Tempelruinen er simpelthen fantastisk smuk. Gigantiske søjler af sandsten forsvinder ind i luftige, solblegede hulrum, lysende krystaller pryder omgivelserne, og der er en særlig følelse af varme og plads, som har manglet i de tidligere spil i serien. Villiers møder sine fjender i dette landskab – FFXIII har et mere traditionsbundet kampsystem end det halvhjertede MMO-system fra FFXII, men de velkendte tilfældige kampe er denne gang helt væk, ser det ud til. PSICOM Rangers og Marauders er agenter fra Coccoons hær, og kan bedst beskrives som en blanding af aztekere og cyborg-ninjaer, lidt i stil med typer taget ud af Metal Gear Solid-universet. Toriyama får Villiers til at tage kampen op med nogle sommerfugle-lignende monstre, mens han forklarer at de angreb, man udfører fra luften, har en anden effekt end hvis de udføres fra jorden.
Snow Villiers med Gestalt motorcykel-tvillingerne.
“Nu vil vi demonstrerer en summon for Jer,” siger han. ”Summon-systemet i dette spil består af en Normal Mode og en Gestalt Mode. Når man først udfører sin summon, starter den i Normal mode, hvorefter den erstatter din gruppe i kamp.” Vi så faktisk dette vist frem ved en Microsoft-stand dagen før, hvor den smækre tøs Lightning udførte en summon med Giant Odin, og herefter kæmpede Odin videre på bedste standardmenu-baserede måde.
“Frem til nu har det hele været et kommando-baseret kampsystem, men når vi går i Gestalt mode, som vi viser lige her, bliver kampene actionbaserede,” siger Toriyama henslængt. I den velkendte dramatiske animationsstil tilkalder Villiers nu tvillingesøstregudinderne Shiva, som danser sammen i luften, før de låser deres lemmer sammen, vrider sig og falder til jorden som… øh… En overdrevet udsmykket, ekscentrisk udseende motorcykel med et temmelig SciFi-tungt udseende.
“Shiva bliver i Gestalt Mode til en motorcykel, og lader dig drøne lige ind i dine modstandere, når de angriber.” Villier hopper op på sin uvanlige jernhest, hvorefter menu systemet erstattes med en stribe knapper, der ligner knapper til at udføre combos med. Toriyama pløjer sig nu igennem fjenderne på en måde, der leder tankerne hen på en hidsig hybrid imellem Devil May Cry og et RPG. ”Og det var så den demo.”
