Eurogamer.dk

Final Fantasy XIII • Side 2

Hård prøvelse.

Dog ingen lyd uden grafik at spille sammen med. Final Fantasy har altid været synonym med smuk grafik – og ingen tvivl om at FF XIII er grafik, når det er flottest. Jeg har ikke før set noget så flot, og de første mange timer glemmer man helt at følge med i historien. Detaljegraden er simpelthen pedantisk, og efter mange, mange timers spil tog jeg stadig mig selv i at beundre på omgivelserne, og føle en form for ærefrygt for det store arbejde, der har ligget bag at skabe en så perfekt verden jeg nu får lov til at betræde med mine ydmyge virtuelle venner, som i (de mange!) mellemsekvenser oftest bliver renderet i real-time, driver historien frem og bringer os hvor vi skal hen.

Den visuelle oplevelse er overlegen på alle fronter, og det samlede audiovisuelle indtryk ville da også være perfekt, hvis ikke baggrundsmusikken til tider havde været både lidt for stemningsfjern og mærkelig.

Men lad os bare få det overstået – gameplaymæssigt er FF XIII meget lineært. Den første tredjedel af spillet har du overhovedet ingen indflydelse på hvor du skal hen. Du bliver placeret så du kan følge med i historien, og så kan du ellers gå fra punkt A til B igennem et snævert system (typisk korridor-afskygning af en temmelig forceret art), se en ny blændende mellemsekvens, og så ellers gøre det hele igen i næste afsnit. Det er yderst repetitivt og til tider frustrerende, selvom det naturligvis alt sammen er fuldkommen magisk leveret.

3

Vore helte – men hvad holder dem sammen, hvorfor kæmper de side om side?

Grunden til denne approach er at man skal komme dybere ind under huden på personerne og finde ud af, hvad der driver dem i den første skæbnebestemte del af historien. De har alle dybe følelser indblandet, og bærer hver en skjult sandhed i sig – dette motiverer vore helte, og driver ikke mindst historien fremad. Men det at betræde store vidder og selv sætte destinationen mod en by, og se hvad der sker undervejs, skal der ventes tålmodigt på – men når det kommer, omtrent 35 timer inde i spillet, er det en forløsning af største kaliber.

Som om det ikke var nok at skulle overkomme de forhindringer, vore helte går kæmper med, er der masser og atter masser af monstre og fjender, der venter rundt omkring i alle afkroge for at gøre en ende på dit eventyr en gang for alle. Når det ikke er soldater eller fodfolk, kan det være alt, hvad japanerne nu kan finde på – der har dog ikke været de helt syrede, mærkelige fjender endnu, men fans vil glæde sig over at Flans og Behemoths stadigt figurerer i universet. Hvorvidt der gemmer sig en Master Tronberry derude, er mig stadigt et mysterium, jeg har i sinde at opklare.

4

På overfladen ånder alt idyl på denne flotte steppe, men før man ved af det, angribes man fra oven eller af kattelignende rovdyr. Det er umuligt at gemme sig.

For kendere af FF- serien vil kampsystemet falde i god jord – det er stadig ATB (Active Time Battle), det vil sige turbaseret med en aktiv tidsmåler, der afgør hvornår de pågældende angreb sættes i gang. Kampene bliver udkæmpet i en arena som kommer til syne, så snart du støder ind i en fjende på din vej, og kampene afvikles hurtigt og. De første mange kampe varer ikke over 2 minutter! Kampsystemet er jo en akilleshæl for et RPG, men her er det hurtigt, effektivt og selvfølgelig fascinerende flot, og dør man, gør det ikke noget, idet et hurtigt tryk på retry giver heltene en ny mulighed for at besejre eller flygte fra fjenden – en mulighed, du kommer til a bruge tit. Overlever du kampen, skal du ikke længere brug tid på at helbrede dine figurer, da alle status-modifikationer og HP bliver gendannet efter kamp. Nemt og bekvemt.

Kommentarer (8)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...