Final Fantasy XIII Anmeldelse

Året er 1997. Final Fantasy VII kommer til PS1 og sætter sig straks på tronen som det bedste RPG til konsol efter tidens standarder. Siden Cloud har vi fulgt Squall og Tidus blandt andre i store episke værker, der omfatter hele verdener, konspiraci og korruption. Jeg blev øjeblikkeligt dedikeret fan af serien, og har lige siden været de fleste af spillene helt igennem. I dag fortsætter den sidste fantasi efter lang tids venten - og en hel masse skepsis.

Spillet er anmeldt på Xbox 360, hvortil spilæsken inkluderer 3 disks hvis opgave det er at levere det 100 timer lange eventyr. Uden videre tøven, bevæbnet med 7 liter energidrik, smider jeg det i box’en for at se, hvad der er i vente. Forventningerne er store – er det virkeligt så lineært, som der har været tale om? Kan vi forvente os endnu et storspil og ikke mindst hvilken historie bliver denne gang serveret? En ting er sikkert, den kvindelige, stærke hovedperson Lightning har en skæbnesten i alt det her virvar.

Lightning og Snow i det krystaliserede vand-landskab prøver at finde ud af hvorfor de overlevede. Det er værd at bemærke, at dette er in-game grafik.

”De tretten dage efter vi vågnede, var starten på slutningen”, fortæller en pige i den underskønne intro, mens alle vores helte befinder sig i et tog, der er ved at blive evakueret. Herefter tager det fart og efter 2½ timers hektisk, måbende flot introduktion i et dekadent stålmekka, lander vores helte - alle l’Cie-mærket - i et krystalliseret, forvredent vandlandskab. Dødsdømt af mærket, der giver dem magiske egenskaber, kan de så begynde deres spæde skridt på en kongerejse, der vil sende dem igennem alt fra det ophidsende til det triste, fra voldeligt til uskyldigt – fra mekanisk til sjæleligt.

De tretten føromtalte dage viser sig at være et omdrejningspunkt for alle figurerne, men hvordan det hele hænger sammen, indbyrdes mellem dem, må være op til dig at finde ud af – her er ingen coming-of-age-historie. Den er kompleks, følelsesbetonet og spreder sine vinger vidt – meget er indblandet, intet er tilfældigt. Troede folk virkelig, at deres perfekt lille verden Cocoon ville kunne klare truslen fra Pulse l’Cie for evigt. De har været blinde, været blændet, ignorante og tiden er kommet, de tretten dage er gået…

Oppe i højre hjørne ses det behjælpsomme minimap, der kan guide én på rejsen. Desværre er der ofte, som her, tale om en lige strækning fra punkt til punkt.

Fra starten bliver vi introduceret til spillets helte, der hver især udfylder en specifik rolle i gruppen: Lightning som den hårdføre, militante kvindelige kriger. Snow som den elskelige, overdramatiske alfahan. Sazh den kække, rare Morgan Freeman-type og de to børn Vanille og Hope. Alt er godt stemmelagt og æraen med at gå hen og tale med folk, i sædvanlig RPG-stil, er nu overstået, idet man man kan smyge sig forbi dem og i stedet overhøre samtalen (hvilket nok var den tiltænkte illusion til at starte med). Samtidig kommer ens kumpaner med råd og tilråb, mens man udforsker de forskellige mystiske lokationer. Alt i alt er lydsiden godt skåret, bortset fra at baggrundsmusikken nogle gange virker lidt sær, men det er jo japansk, så man spiller sig igennem det.