Eurogamer.dk

Fat Princess

Lad dem spise kage.

Hvis du en dag skal bortføre en prinsesse, så vælg for guds skyld en tynd en af slagsen. De fede af dem af simpelthen for besværlige at slæbe rundt på. Ikke mindst hvis du samtidigt bliver prikket i ryggen af økser, pile og ildkugler. Det er i hvert fald de erfaringer jeg har gjort mig med Fat Princess

I et vanvittigt eventyrland, hvor kager gror ud af skovbunden, din profession afgøres af, hvilken hat du har på, og hvor folk i henholdsvis blåt og rødt tøj nærer et inderligt og ganske ofte blodigt had til hinanden. Her kan prinsessers foderstand afgøre om det er de røde eller de blå der ender med at få skovlen under sin forhadte modstander.

Hvis vi graver lidt dybere end den let skizofrene ovenstående beskrivelse, kan Fat Princess nok bedst beskrives som en kombination af Real Time Strategy og et actionorienteret multiplayer 3D-platformspil. Under en overordnet RTS-paraply med resurser, opgraderinger og bygninger, stæser du rundt med din egen lille figur, og tamper på knapperne for at hakke modstanderen til plukfisk i ren mand-mod-mand kamp.

Du starter ud som ufaglært fodtudse i din hjemmeborg, og herfra er det så bare at hive en hat ud af en af hattemaskinerne (ja, der optræder hattemaskiner i dette spil), smække den på hovedet og straks transformere dig til en fuldbefaren kriger, præst, arbejder og så videre, og herefter drage afsted mod fjendens borg. Alt efter hvilken type spil du har gang i, kan endemålet enten være at udradere fjenden, overtage alle deres forposter, kidnappe deres prinsesse eller noget helt fjerde. Faktisk helt klassiske modes, som man kender dem fra multiplayer i de allerfleste First Person Shooters.

Fat Princess er holdt i en karakteristisk, tegneserieagtig stil, med klare farver og tydelig grafik. De kulørte og nuttede omgivelser får dog hurtigt et ironisk tvist, efterhånden som de stridende parter hugger, brænder, piner og parterer hinanden, så store røde plamager breder sig ud over landskabet. En ironi der også udtrykker sig i de ganske absurde proportioner, de kære prinsesser kan antage, hvis du fodrer dem nok med kage. De forskellige baner er ganske fantasifuldt udført, og du kan således slæbe rundt på fede prinsesser i nøgne lavalandskaber, på drabelige bjergafsatser og mellem piratskibe i et øhav. Musik og lydeffekter lægger sig pænt i hælene på det grafiske udtryk, med nuttede lyde og melodier, der dog ikke træder helt så kraftigt igennem som den grafiske stil. Men det akkompagnerer fint miniputternes krigsførelse på skærmen.

1

Her er prinsessen i en af de mere kalorielette udgaver.

Hvis vi kigger ind bag den kulørte eventyr-glasur, er der en fin sten-saks-papir-balanceret spilmekanik, hvor hver klasse er stærk overfor én type modstander, men svag overfor en anden - og hvor den stærkeste formation er et mix af alle typer. Helt perfekt er balancen dog ikke. Særligt krigeren synes at være blevet forfordelt, da alle de øvrige klasser løber lige så hurtigt som ham, så eksempelvis bueskytten forvandler ham ret let til en veritabel nålepude, uden at han nogensinde kommer tæt nok på til at bruge sit sværd.

Spilmekanikkens største problem er nok den manglende centrale administration af de resurser, der indsamles. Det betyder at du kan rende rundt med din sårbare arbejder og samle masser af dejlige resurser, og når du så vender tilbage til slottet og rigtigt glæder dig til at opgradere buskytte-hattemaskinen, er der i mellemtiden en eller anden knold, der har brugt det hele på at bygge en stige, en port eller noget helt tredje, der bare slet ikke er det samme som den lækre bueskytte-opgradering, du havde glædet dig til

Derudover har kampene fra tid til anden tilbøjelighed til at udvikle sig til regulære udmattelseskampe, hvor ingen af holdene formår at sætte det afgørende stød ind. Her ville det virkeligt have gavnet med en form for tidsbegrænsning eller tie-breaker, så man kunne komme videre i programmet og få en afslutning på dysten.

Men ellers fungerer det basale gameplay faktisk rigtigt godt, og banerne skaber en rigtig god balance mellem mulighederne for at snige sig uset ind på fjendens slot, eller at komme væltende med en ordentlig gruppe og tvinge sig adgang til fjendens gemakker med vold og magt. Kontrollen af din figur er også fin og præcis, og det er (desværre) meget sjældent, du kan give andre end dig selv skylden for at du endnu engang er endt som en blodig klat i græsset, eller en askeplet i en lavasø.

2

Mængden af blod gør sit for at bortdrive indtrykket af uplettet eventyrland.

Og lad os mig lige slå en ting helt fast. Fat Princess er et spil der kun er tiltrækkende i multiplayer. Den bovlamme enkelt-spiller-kampagne kan højest tjene som en kort indføring i spillets mekanik og nærstudier af lettere tåbelig bot-adfærd. Ikke at AI’en er direkte dårlig, men det bliver bare aldrig det samme som den samling af wizkids, killstealers, dårlige tabere og campers, du kan møde online. Så hvis du ikke er til den slags, bør du nok holde dig væk fra Fat Princess.

Er multiplayer derimod dig, kan Fat Princess i sine bedste momenter fremmane rigtig fede og heftige kampe. Når slaget bølger frem og tilbage, er det mest ærgerlige ved at dø, at du nu skal vente 15 sekunder før du er tilbage i blodrusens vold og hakker løs i træstammer og fjenders kroppe. Du kommer til at sidde på kanten af stolen og bande og svovle over overlegne modstandere, uduelige medspillere og egen genialitet eller utilstrækkelighed. I de øjeblikke blegner skønhedsfejlene, og småskavankerne. Hvis du så oven i købet tager med i beregningen, at der her er tale om et Playstation Network-spil til kun 109 kroner., så kan selv en ret så fed prinsesse faktisk være en ganske attråværdig partner til en god spilaften.

8 / 10

Fat Princess Jesper Krogh Kristiansen Lad dem spise kage. 2009-09-04T09:00:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...