Eurogamer.dk

Fairytale Fights

Snehvide uden filter.

Fairytale Fights er skingrende, lallende, skrigende og bundskrabende plat. Ikke at det automatisk skal diskvalificere spillet - jeg mener: hvor ville Ørkenens Sønner og Uffe Holm være i dag uden menneskets kærlighed til platheden? Men Fairytale Fights er simpelthen så vanvittigt plat, at Svampebob Firkant til sammenligning kunne optræde som topsatsningen på Danmarks Radios nye HD-kulturkanal.

I en surrealistisk tolkning af de klassiske eventyr, som ville gøre Salvador Dali misundelig, skal man i rollen som enten Rødhætte, Snehvide, Bønnestage-Jack, eller Kejseren uden klæder trække de blodigst mulige spor gennem et miskmask af folklore, kække referencer og afhuggede lemmer. Bevæbnet med alt fra teddybamser over skovhugger-økser til mandoliner kløver man sig bogstavelig talt igennem eventyrlandets befolkning i en blodrus i jagten på et ikke nærmere defineret mål. Hovedformålet synes primært at være at tage så meget gas på de gamle eventyr som overhovedet muligt. Og ikke med raffinerede metoder. Næh – blod, bræk og groteskhed er redskaberne i Fairytale Fights værktøjskasse.

4

Spillets altoverskyggende hovedattraktion: Absurd voldelige kampsekvenser. Komplet med fritgående hjerner og kløvede modstandere.

Gameplaymæssigt er spillet en kombination af et simpelt kombo-baseret kampsystem, og et lige så simpelt element af platformspil. Med de føromtalte bizarre våbentyper kan man med højre analogstick sætte drabelige serier af slag og hug sammen, der sender stumper af både bedstemor, ulv og jæger i ekspresfart rundt på skærmen med dryppende røde spor efter sig. De mange våbentyper ser imponerende ud, men i realiteten falder de i nogle få hovedgrupper, der alle arter sig ens. Således er det mere selve bevidstheden om at man er ved at tæske Pinocchio med en rusten riveder skal underholde, for rent spilmekanisk har det ingen betydning. Men når det så er sagt, så ER det faktisk et udmærket, om end simpelt, lille kampsystem, og der ER en plat men ægte tilfredsstillelse at hugge personerne fra ens barndoms godnatlæsning til plukfisk.

Platformdelen er mere almindelig. Eller jeg skulle måske sige almindelig og smådårlig. For det automatiske kamera, kombineret med en verden hvor alt er på hovedet, gør det sommetider nærmest umuligt at bedømme afstande og placering i rummet. Således virker det lidt dumt, at man har gjort sit yderste for at holde sig i live i den sidste kamp mod 29 kagemænd, blot for at skvatte i afgrunden 10 gange i træk, fordi det er pløkumuligt at finde ud af, hvor hulen man skal lande. Der er en fuldstændig skæv balance mellem kampenes sværhedsgrad og platformelementernes sværhedsgrad.

2

Et closeup af den afklædte kejser afslører de grafiske mangler.

Et andet problem, der plager både kamp- og platformdelen, er, at spilfigurerne er meget små og sommetider forsvinder langt ind i baggrunden. Her har man ikke en kinamands chance for at se hvordan de vender, og hvordan de står i forhold til fjenderne. Det resulterer i utallige, ufrivillige rappellingture ned af klipperne – uden reb, og hektiske kampsekvenser, hvor man bare panisk moser knapper i erkendelse af, at man dybest set ikke har den fjerneste anelse om, hvad der foregår i baggrunden.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...