458 udstillere, 120.000 kvadratmeter, 17.000 branchefolk og 245.000 helt almindelige mennesker senere, er den første årlige Gamescom-messe i Køln nu overstået. Støvet har lagt sig, og mens der var mindre showbiz end på presse-messen E3 i Los Angeles for to måneder siden, blev der i Köln vist flere nye spil for flere spillere end noget andet sted i verden.
Selvom vi ikke havde personale fra Eurogamer Danmark til stede ved Gamescom, men derimod - som dig - kiggede med fra den virtuelle sidelinie, var Eurogamer-netværket mødt talstærkt op med udsendinge fra 10 lande. Dagen i dag er gået med afstemninger på tværs af netværket, hvilket har resulteret i to Top 5-lister: Nationens Bedste (Eurogamer Danmarks favoritter) samt Netværkets Bedste (Favoritterne blandt alle sites i Eurogamer-netværket). Læs med og se, hvilke spil, vi sætter vores ubetingede lid til.
Nationens Bedste: Call of Duty: Modern Warfare 2
Et af årets mest ventede spil ser herfra ikke ud til at kunne slå fejl. Med en Collectors Editions, som allerede udsolgt i preorder - endda til en kritisk høj pris - samt et gameplay i single- og multiplayer som allerede nu synes at kunne overgå enhver konkurrent i genren, er her et spil hvis automatrifler vil give genlyd langt ind i det nye år. Og det på trods af Activisions delvis fravær i kraft af én eneste, hurtigt instrueret, PR-mands kamp om en værdig demonstration af spillet overfor de frådende masser.
Det ligner måske Rainbow Six, men det er rent faktisk Modern Warfare 2 - en kompliment til begge spil
Texture Streaming er endnu et bevis på at Infinity Ward har overskud til at få det bedste ud af det meste, uden at lade spilleren bøde for ambitionerne. Høj framerate, høj detaljegrad, høj synlighed i mediebilledet. Det er ikke uden grund, Modern Warfare 2 løber af med sejren set med danske øjne.
Nominerede
FIFA 10 - Driblinger i frie 360 grader, Virtual Pro, utallige småjusteringer, der ikke vælter det fine spil, FIFA 09 leverede, ny managerdel samt et i det hele taget sprødt udseende, særligt på konsol, som, når det efterligner kendte spillere rent faktisk også ligner dem på fysikken, kropssproget og temperamentet. Mellem FIFA og PES er og bliver det FIFA, som synes at have taget de største skridt i spurt mod mål her før årets traditionelle duel.
Heavy Rain - Nervepirrende, filmisk, realistisk, dystert, men på én gang livsbekræftende skrøbeligt og naturligt. Heavy Rain bliver med stor sandsynlighed for Playstation 3 hvad Alan Wakehåber på at blive for Xbox 360: et voksent spil med andet at byde på end at smadre ting med ting, for at komme frem til flere ting som skal smadres. Et spil med adgang til spillerens mere uberørte følelser, set ud fra en typisk spilsammenhæng. Et super interessant nichespil, som slet ikke er for børn.
Rage - At id Software har brug for et eksplosivt comback, for at betale af på kedsomheden forbundet med de seneste års småt innovative spil Doom III og Quake Live, står klart, og virker sandsynligt, jo mere materiale, der lækkes fra deres kommense fusion af bilspil á la Mad Max og regulær shooter som kun id forstår at lave dem.
Assassin's Creed II - Du har set de prærenderede filmsekvenser, ligesom vi har. Du har set billederne, du har med stor spænding fulgt med i afdækningen af Da Vinci som Ezios hardwarepusher. Og du kan sikkert give os ret i betragtningen af, at hvis det virkelig lykkes Ubisoft at overgå første spil i serien, kunne Assassin's Creed II meget vel gå hen og blive et af årets helt store spil, side om side med Modern Warfare 2. Det hele handler fra nu af om, hvordan det hele bliver parteret og serveret.
Netværkets Bedste: Heavy Rain
Dette røveri bliver dit personlige mareridt.
David Cages brændende ønske om at lade spilleren opleve hændelserne i Heavy Rain på så personligt et plan som overhovedet muligt, er og bliver hans drive og det, der lige nu adskiller Heavy Rain fra resten. Et stileksperiment og et økonomisk sats med ét eneste nobelt formål: at frembringe en menneskelig følelse ud fra binær kode og flade pixels. Det tangerer kunst.
Quantic Dream fremstår lige nu som spilverdenens David Lynch, fra perioden hvor Twin Peaks overrumplede en verden af forvænte TV-zombier, som åd råt af tidens mere overfladiske tidsfordriv. Det bliver enten en kop virkelig stærk øjenåbner, eller så insisterende og indforstået, at det kvæler sig selv.
Nominerede
FIFA 10
Diablo III
Mafia II
Call of Duty: Modern Warfare 2
Game over...
...indtil Gamescom 2010, som endnu en gang finder sted i Köln fra den 18.-22. august næste år, hvor den danske redaktion drager afsted og tager et stykke af kagen med hjem.

