EA: Betal for multiplayer

Først gulerod, nu pisk.

Electronic Arts' kamp mod salget af brugte spil vælger nu en anden tilgang end det hidtidige Project Ten Dollar. Fremover vil udgiveren vedlægge et Online Pass i sine titler, der begrænser muligheden for at spille multiplayer-kampe, med mindre du har købt en original udgave af spillene.

Idéen går helt konkret ud på, at du får et Online Pass med i alle originale spil, som via en éngangskode giver fri og permanent adgang til multiplayer-funktioner. Køber du derimod et brugt eksemplar uden en kode, får du kun en syv dages prøveperiode, hvorefter du må punge ud med godt 60 kroner for at få permanent adgang. Online Pass-konceptet vil blandt andet blive rullet ud i EAs kommende sportsspil, Tiger Woods PGA Tour 11.

Hidtil har EA forsøgt at begrænse salget af brugte spil med Project Ten Dollar, der kunne ses som en belønning for at købe originale spil. Her blev man i titler som Mass Effect 2 garanteret 60 kroners efterfølgende ekstramateriale, hvis man købte spillet i sin originale indpakning. Online Pass kan omvendt ses som en straf til dem, der køber brugte kopier af spillene.

en ny undersøgelse har vist, at salget af brugte spil repræsenterer knap halvdelen af det amerikanske spilmarked. Pengestrømmen går uden om udgiverne, og derfor har firmaer som EA interesse i at erobre en bid af kagen.

Kommentarer (2) Latest comment 2 years ago

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!