E3: God of War III Preview

Er det selvtillid, eller er det arrogance? For ganske vist har Sony da alle mulige grunde til at nære tillid til det næste spil i deres serie af store mytologiske blockbuster-actionspil – de sælger godt, de er lækre som ind i helvede og Santa Monica Studios ved tydeligvis udmærket hvad de foretager sig. Men det her er alligevel næsten at gå lovligt meget for vidt.

Som en del af deres store europæiske presse-forførelses kampagne, hvorunder Sonys bugnende PS3 line-up naturligvis udgør præmietyren, blev vi (pressen) inviteret til at se God of War III for allerførste gang. Det troede vi da i hvert fald, men det viste sig lynhurtigt at det vi fik at se af spillet, var præcis det samme som vores amerikanske korrespondent fik at se for godt tre måneder siden. Hvilket igen vil sige, at hvad vi så, allerede ER i alle mulige blade og naturligvis en masse steder på internettet.

”Hvad handler dette genbesøg så om”, tænker du sikkert? Selvfølgelig at du stadig gerne vil læse om God of War III, og at vi stadigvæk godt gider skrive om det. Og det gider vi fordi God of War ER en sensation. Det er en vaskeægte superstjerne af et spil, en spillenes kæphøje muskelstruttende alfahan. Det kan godt være, det ikke er verdens klogeste eller mest originale spil, men magien og karismaen virker helt sikkert for det. Spillet har DET, og det ved det godt selv, det ved endda at DU ved det – og at du er magtesløs overfor dets vidunderlige forførelseskunst.

At se de 15 minutters live gameplay med sine egne øjne, er lidt ligesom det må have været at være til en Led Zeppelin-koncert i 60erne, da de var på deres absolutte top. Det er en episk miniature, en slags konsolspillenes udgave af en virtuos og eksalteret guitarsolo, af dunkende trommebeats, af den rene frydefulde begejstring. Det er så latterligt fedt – og samtidig på én eller anden måde så højt hævet over sine egne virkemidler. Selvtillid eller arrogance? Det spørgsmål er stadig umuligt at besvare, men vi står allesammen i forreste række og laver bølgen med begge arme i vejret uanset.

Fjenderne deler sig op og indtager klassiske militære roller: fodsoldater, skjoldbærere, bueskytter – og kæmper meget klogere, når der er en leder (som denne Kentaur) i nærheden.

Spillets hovedperson (vores helt), Kratos, den dødbringende vrede og voldelige søn af Zeus, har én eneste mission i verden, og det er at begå hævndrab på sin far. Det samme vil Titanerne – de oprindelige guder, som lyster frygtelig meget efter at styre verden igen. Det er faktisk alt du behøver at vide, før du går igang med den kolossale himmelkrig, og det ER faktisk også sådan cirka det eneste der foregår spillet igennem. Et permanent kataklysmisk bråvallaslag i himlen og langs horisonten. ”Forestil dig D-day eller filmen Cloverfield, så har du noget af spillets atmosfære”, siger spillets instruktør Stig Asmussen – med hvad man nok må kalde en mild underdrivelse.

”Kratos bliver på en måde nødt til at arbejde sammen med Titanerne, for at opnå sine mål”, fortæller Asmussen. ”Men der kan muligvis godt komme tidspunkter hvor Kratos spekulerer på om det er klogt af ham at arbejde sammen med Titanerne – og omvendt tænker Titanerne sikkert på om Kratos rent faktisk er det rette værktøj at anvende. Det er en historie med adskillige lag og niveauer.”

Måske er det lidt bekymrende, at Asmussen (den eneste af skaberne af God of War, der stadig er tilbage - efter at David Jaffe og Cory Barlog stoppede) beretter, at det er hans intention at man i spillet skal ”kravle ind i Kratos hjerne”. Vi er nemlig ikke helt sikre på, vi har LYST til at komme ind i den hjerne, den virker som en rødglødende ovn, fuld af aggression og blodtørst. Men Asmussen insisterer på at Kratos er mere sammensat end som så, at hans karakter ikke bare er en voldsmand og en dræbers. Det er Asmussens agt at spilleren skal forstå ”hvad der driver Kratos”. Hovhov, behøver vi vide det? Tager det ikke lidt af mystikken væk? Må man godt det?

Screenshots really don't do this game justice, especially the incredible hyper-real lighting.

”Tjaeh, det er måske lidt risikabelt”, siger spillets chef-designer, Todd Papy. ”Men hvis vi ikke gjorde det, risikerede vi bare at kritikerne kalder Kratos for træagtig og éndimensionel. Vi forsøger faktisk at blive bedre – både til at fortælle den her historie, og som spiludviklere. Og jeg tror at, at hvis han ikke udviklede sig fra gang til gang, så ville hans tiltrækningskraft forsvinde. Det er i hvert fald en risiko vi føler vi er nødt til at tage.”

”Der sker disse her ting i hans hoved, ting som er en vigtig og integreret del af selve spillets handling, og det er vigtigt at de ting kommer ud, at folk forstår hvad de handler om”, tilføjer Asmussen. ”Han er måske nok en mand af få ord, men ligesom Snake Plissken (a.k.a. Kurt Russel i actionfilmen Escape From New York) er han også en meget kompleks og sammensat fyr – og i hvert fald slet ikke bare en dum bølle, på nogen måde. Kratos KAN ikke være dum – ikke når han kan finde ud af alt det han gør.”

Det kan godt være det er magtpåliggende for Asmussen at understrege, at spillets historie er ”dybfølt og relevant”, men til gengæld er han slet ikke bekymret over at tage sig friheder med spillets kildemateriale: den græske mytologi. ”Jeg har kun en helt almindelig mellemgod viden om mytologi”, fortæller han, ”men jeg har da læst nok til at vide hvad det altid grundlæggende handler om: at guderne tager røven på menneskene”. Og den slags udsagn, mistænker vi er nogenlunde ligeså ”dybe” som niveauet af Kratos' påståede "følelser".