E3: Alan Wake

De sidste par år har Alan Wake været mere et rygte end et egentligt spil – et tidligt udkast til next-gen, der dukkede op og gav os en bunke visuelt materiale, for derefter tilsyneladende at dø ud. Af og til ville der fra et skummelt, fjernt sted dukke sporadiske rygter op om spillet – mange mente at spillet måtte være blevet nedlagt, mens andre troede indædt på illusionen og synes, at det fremlagte så fantastisk ud. Af de mere langt ude historier mente enkelte tilmed at spillet var blevet redesignet til Alan Wakeboarding. Men for det meste skete der ikke mere, og det blev derfor ved historierne.

Ser vi på de første tidlige billeder, aner vi et fokus omkring en vægelsindet person, som lumrer omkring i sit bedste morfartøj. Omgivelserne er sat ude i en skummel udkant af en skov, og dette fik Remedy Entertainments projekt til at se både drømmeagtigt og dragende ud – et kunstnerisk eksperiment hyllet i tåge og mysterie. Med andre ord lignede Alan Wake ikke et spil, hvor du skal kæmpe mod en besat gravmaskine, men det viser sig lige præcis at være tilfældet.

Hvad der nok er mest overraskende om den nyeste, og mere omfattende information omkring Alan Wake, som afdækkedes ved Microsoft’s E3 briefing, var det hvor hurtigt spillet nu foregik. I stedet for at lumre rundt i en cardigan, smyger Wake sig igennem de smadrede ruiner af et hus, dukker sig for faldende træer og flyvende økser, og bekæmper hele regimenter af spøgelses skåret efter Hillbilly-skabelonen. Han bekæmper endda de helvedesmaskiner, de bringer med sig. Bag lukkede døre i Microsofts stand får vi en uddybende fremvisning i form af at en af de finske udviklere spiller gennem starten af spillet - og oplevelsen er stadig sensationel. Dette er Stephen King frem for David Lynch – tempofyldt og lige på sender spillet dig vandrende rundt i en mørk skov, hvor der venter monstre ved hvert træ eller under hvert et buskads, klar til at angribe.

Wake ligner en zombieudgave af Bobby Ewing fra Dallas efter en tur i byen.

Wakes historie udfolder sig via det trendy episode-format, tænkt som downloads via Live. Episoderne er som sådan små godbidder skåret efter omtrent en times varighed, som i øvrigt pyntes godt op i hver ende med livlige resumér og den næsten obligatoriske cliff-hanger som bogmærke. Det er en stil som er stærkt inspireret af Alone in the Dark – og så skal der vist heller ikke kigges mere den vej. Denne spilform giver mulighed for en god synergi mellem spilprogression og kamp, samtidigt med at gøre plads til kommende DLC. Bortset fra denne struktur, er plottet i sig selv noget for sig. Remedy vælger selv at kalde spillet for en psykologisk action-thriller, og det har den indvirkning på spillet, at hver større begivenhed hurtigt viser sig at have mystiske konsekvenser, som kun kan gengives med kursivskrift. Alan har taget ferie – men hans kone er væk! Han er endeligt kommet sig over sin skriveblokade og har skrevet endnu en novelle – men han kan ikke huske at have skrevet den, og nu begynder bogens handlinger at komme til live! Han har pyntet sig med en dejlig tweedjakke – men har den ud over en hoodie! Hvad sker der? I sidste ende handler spillet om at vandre omkring i de trætilvoksede kystby Pride Falls (ferie er fysisk umuligt på et sted med det navn), mens man prøver at udrede mysterierne og bekæmpe sværmene af paranormale, blodtørstige indbyggere. Meget af spillets formodede succes vil formodentlig ske i kraft af de twists og chok, som historien kan vride ud af omgivelserne. Der er rigeligt med personage i spillet, ser det ud til, og punktlige voiceovers fra vor hovedperson driver begivenhederne fremad – dog er det svært på nuværende tidspunkt at danne sig et forhåndsindtryk af dette, idet vi indtil videre næsten udelukkende har kredset om spillets kampe.