Dynamisk vejrsystem i F1 2010

Påvirker vejgreb, synlighed og taktik.

Codemasters kommer nu med nye detaljer om deres nytolkning af Formel 1-sporten, F1 2010, som udkommer til HD-konsol samt PC i september.

For første gang i et F1-spil vil regn og våd asfalt have en realistisk effekt på køretøjerne og kørernes synsfelt.

I en ny udviklerdagbog, som vi har liggende til gennemsyn i filmsektionen, demonstreres det, hvordan banen gradvist tørrer op i spor, dér hvor flere biler har kørt, ligesom regnvåd asfalt er lig med en stor, forstøvet vandsky bag hver racer.

Chefdesigner Paul Jeal forklarer også, hvordan vejrsystemet er unikt for hver af de i alt 19 geografiske lokationer og at eksempelvis regnvejr kan komme og gå i løbet af en spilsession og til dels forvarslets ved et optræk af mørke skyer. Chancen for regn er dog større på eksempelvis Silverstone end i Abu Dhabi.

Codemasters gør i forbindelse med vejreffekterne brug af Active Track, et system som matematisk udregner den præcise effekt af x mængde vand per 30 cm2 asfalt, hele banen igennem - og som sagt vil der i de mest befærdede kørelinier gradvist komme tørrere og mere køresikker asfalt til syne.

Det lægger op til taktiske overvejelser og en hidtil uset vigtighed af dækvalg i pit. Det bliver i øvrigt muligt selv at sætte vejrbetingelserne for sine løb.

Kommentarer (1) Latest comment 2 år siden

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!