Eurogamer.dk

Dragon Age: Origins • Side 2

Sort magi.

Når du før eller senere når hertil, efter at have klaret nogle missioner, fået mere redegørelse, klaret en dungeon af absolut light kaliber, oplevet et kæmpe twist og en lille landsby, vil du til gengæld kunne slå fast at Dragon Age er et velpoleret, gennemtænkt og fleksibelt party-baseret RPG som uden tvivl vil tilfredsstile fans af spillestilen. Hvis andre, udefrakommende til genren dertil også formår at hakke deres vej frem til dette punkt, vil nogle af disse formentlig også kunne blive konverteret til fans af Dragon Age, alt sammen takket være spillets bemærkelsesværdige fleksibilitet.

Dragon Age kan spilles i realtid, eller som delvist tur-baseret, hvor man standser spillet med mellemrumstasten, for at sætte diverse angreb og handlinger i kø. Du har valget mellem et tredjepersons kamera eller en taktisk isometrisk perspektiv, mens bevægelse foregår via WASD-comboen på keyboardet eller klik med musen. Du kan helt minutiøst enten styre hver en bevægelse af din fire mand party, eller holde dig til én bestemt figur (hvad enten det din hovedfigur eller en fra dit party) og lade det forudindstillede eller programmerbare ’Tactics’-system tage sig af resten. Det er ikke helt så effektivt eller så dristigt automatiseret som Gambits i Final Fantasy XII, men det er stadig et godt alternativ for spillere, der gerne vil planlægge først og derefter se det hele udspille sig. Det hele styres via et superlativt interface, som er både attraktivt, imødekommende, enkelt og præcist.

Mekanisk set, gør Dragon Age et temmelig godt stykke arbejde for at være noget for enhver, og formår at levere nogle udfordrende og velplanlagte boss-battles såvel som store grupper af hårdføre fjender. Desværre undermineres udbuddet til dels af sværhedsgraden.

Der er en enorm kløft mellem den helt tåbeligt lette sværhedsgrad ’Easy’ og ’Normal’, hvoraf sidstnævnte er sværere, end man ville have regnet med. På Normal skal du nærmest være et taktisk geni eller være forberedt på at pause dig ud af kampen for herfra at håndtere micro-management, hvis du vil sejrsrig ud af de mere hårdføre kampe. Selv velbevandrede RPG-spillere med fuld kontrol over alle spillets muligheder vil ofte føle sig svært udfordret, ved for eksempel en mini-boss event, der udfolder sig til en episk, nedslidende kamp. Det er selvfølgelig alt sammen fair nok, men Easy gør det til en leg for selv uerfarne spillere, som gerne vil i dybden med spillet, at klare sig ubesværet igennem strabadserne, hvilket helt fjerner sjælen ved spillet. At Normal til sammenligning spiller som et andet hardcore-niveau, forstærker blot spørgsmålet til BioWare om, hvad de egentlig har tænkt på.

3

Dværgenes stolte hovedstad, Orzammar. Lyder det ikke bekendt?

I det mindste kan man ikke sige det same om klasserne. Selvom arketyperne Mage, Warrior og Rogue var at forvente, og selvom de to sidstnævnte deler mange af de samme våbenfærdigheder, er der mange lag af tilpasning at afprøve. De magtfulde ’specialisations’ er meget godt indlejret i spillets historie og figurerne, i en sådan grad, at det ville være en spoiler at fortælle hvordan man får dem.

Men selv uden dem, giver de velkendte ’talent trees’ og de passive færdigheder, herunder ’coersion’ som åbner op for flere samtalemuligheder og twists i den enkeltes historie, masser af muligheder for at skabe en individuel karakter. At stige i level og opnå brugbart loot sker tilpas lejlighedsvis og med måde.

4

Din færden mellem missioner og forskellige områder foregår på dette landkort, lejlighedsvis afbrudt af tilfældigt genererede baghold og hændelser.

Alt dette vil du begynde at sætte pris på efter at have spillet gennem den første af de fire hovedforgreninger af plottet, som i øvrigt kan tages i vilkårlig rækkefølge, afhængig af hvilke af de fire fraktioner, man forsøger at rekruttere undervejs. Herfra og frem har du nu også Alistair og Morrigan med dig.

Selvom alle vil have deres favoritter (jeg er eksempelvis mest til den morsomme og kortfattede kriger Sten, udelukkende fordi han forsøger at håne diverse samtaler), er Alistair og Morrigan spillets to egentlige stjerner. Alistair er elskværdig og åbenhjertet og Morrigan er arrig, men begge er lige så karismatiske som figurerne i eksempelvis Uncharted 2. Det er bemærkelsesværdigt, taget i betragtning af, hvor kompleks interaktionen med dem er, men desværre også hvor endeløs en rute af foruddefineret manuskript og stive, livløse animationer de må bære byrden af undervejs.

Kommentarer (6)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...