Dragon Age: Awakening

Lever videre i sin egen verden.

Selvom jeg ikke anmeldte det oprindelige Dragon Age fra Bioware spillede jeg det selvfølgelig... Ligesom jeg spillede Baldurs Gate x 4, Neverwinter Nights x 3, Mass Effect x 2. Bioware er en institution indenfor PC spil og deres særhed er vel en u-trendy hang til singleplayerspil. Det er der god mening i: alle undersøgelser viser, at selvom forummer flyder over med folk der kræver multiplayer-funktionalitet til snart sagt ethvert nyt spil, er det stadig kun en højlydt brøkdel af spillerne der gider at udsætte sig selv for andre menneskers indblanding i deres daglige dosis eskapisme.

Handlingen i Dragon Age: Awakening foregår efter det første Dragon Age. Truslen fra Dark Spawn er, som man ellers troede efter det første spil, alligevel ikke udryddet og spilleren er stadig en Grey Warden. Hvis man har gennemført det første spil, hvilket jeg skamfuldt indrømmer at jeg ikke gjorde, kan man importere sin figur og fortsætte med den. Men hvis man som jeg manglede stamina i første ombæring ruller man en ny level 18 figur inden man drager ud på eventyr i Amaranthine.

2

Velkommen til Vigils Keep.

Man ankommer til en fæstning kaldet Vigils Keep, for at overtage kommandoen - og jeg ødelægger ikke handlingen for nogen ved at afsløre at der er action fra første minut i spillet. Dark Spawn, nu i ny og farligere version, har overtaget fæstningen, som derfor først skal have en grundig udrensning. Undervejs samler man et nyt party, der består af en hårdtslående kvinde, Mhairi, en magiker af tvivlsom karakter med det gode danske navn Anders og den fordrukne dværg Oghren, som man husker fra det oprindelige spil. Der er mulighed for at rekruttere fem nye figurer, efterhånden som spillet skrider frem.

Den korte version af denne anmeldelse er, at den nye ekspansion til Dragon Age har præcis de samme styrker og svagheder som det oprindelige spil, der udkom i november måned sidste år.

Kampsystemet er innovativt med mange taktiske finesser. Selvom det er realtime, kan man trykke på pauseknappen så meget man lyster for at finpudse et angreb. Kampsystemet i Dragon Age er en nørds våde drøm om suboptimering. Hvis man ikke gider pause, men holder af hurtige realtime-kampe, hvor blodet får lov til at sprøjte uhindret - og det gør det i Dragon Age, nogle gange lidt komisk meget – kan man programmere sine figur til at handle på bestemte måder i bestemte situationer ved hjælp af combat tactics, som er en skill, der skal læres. Det er basalt set en programmering af måden, dine figurer handler i bestemte situationer... igen en nørds våde drøm... men smart, meget smart, og godt tænkt.

3

Blod én masse og monstre snydt ud af næsen på dit værste mararidt. Hjem, kære hjem.

En anden styrke ved spillet er en interessant historie, der forsøger at sprænge rammerne for den klassiske teen-angst fantasyhistorie med dens slet skjulte allegorier om en 16-årigs famlende vej ud af den ensomme masturbations favntag og ind i de voksnes ditto, hvor den slags som bekendt er ligeså ensomt, omend med en teoretisk mulighed for multiplayer. Dragon Age vil være en voksen historie for voksne, med voksne valg og eksistentielle dilemmaer der, som vanligt når det handler om Bioware spil, sætter nye standarder for historiefortælling i computerspil og giver Mass Effect konkurrence til stregen. I Awakening kan man ikke gøre alt og ethvert valg er et fravalg, hvilket klart giver spillet genspilningsværdi.

Grafikken i PC-versionen er besynderligt nok både god og dårlig. Opløsningen i teksturerne er skuffende lav og minder om at Dragon Age også er lavet med konsolversioneringer for øje. Men spillet har til gengæld mange effekter, som for eksempel bump mapping, der ser temmelig godt ud. Det overordnede indtryk er en lidt udvisket verden der, tror jeg, hvis den havde været lavet til PC alene, ville have været skarpere og mere indtagende. Animationerne af mennesker, dyr, trolde og så videre er til gengæld generelt lækre og giver klart en wow-effekt når man første gang bliver samlet op i en vred ogres massive næver og kastet over i den anden side af rummet.

1

Hør godt efter.

Selvom historien er et af de store fortrin ved Dragon Age, blev jeg alligevel igen, som i første Dragon Age, lidt mat over den opstyltede dialog. Det føles ikke særlig naturligt når man afbryder spillets flow med en masse museklikkeri for at arbejde sig gennem dialogen, men det er vel selvsagt ret uundgåeligt i et narrativt rollespil. Se vores anmeldelse af se vores anmeldelse af Mass Effect 2 for en diskussion af historiefortælling versus interaktivitet i spil. Men Dragon Age er klart mere spil end Mass Effect og der er ikke langt mellem kampsekvenserne. Men jeg føler mig, og det er samme følelse som i det første Dragon Age, alligevel sært uberørt af handlingen, der ikke rigtig formår at sætte gang i fantasien.

Dragon Age: Awakening er klart et must have hvis man kunne lide det oprindelige spil. Det indeholder ikke nye funktionaliteter eller forbedringer til det oprindelig format, men det er der måske heller ingen grund til. Dragon Age som helhed er et meget komplet produkt, et flot forsøg på at forbedre det gamle D&D-koncept, med masser af lækre detaljer både i kampsystemet og i den dynamiske grafik. Men der mangler den ubeskrivelige 'suspension of disbelief', man fik af at bevæge sig ud i Morrowind, den bizart kinky ahistoriske blanding af muskedonnere og magikere fra Warhammer-universet eller The Witchers transsylvanske drøm. Man må bifalde at Bioware forsøger at skabe deres egen verden, og ikke mindst deres egen cashcow, men det er som om de manglede den sidste 1 % DNA, der står mellem et middelmådigt eventyr og et eventyr der åbner sig op og lader læseren fortabe sig i den.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Dragon Age: Awakening Martin Wiinholt Lever videre i sin egen verden. 2010-03-24T23:52:00+01:00 7 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!