Lad os se hænderne på dem, troede at Square Enix nogen sinde ville udgive et fightning spil bestående udelukkende af Final Fantasy-figurer? Okay, måske blev det antydet i Ehrgeiz fra DreamFactory, men jeg havde personligt ikke set det komme. Dissidia giver dig mulighed for, enten som helten eller überfjenden fra Final Fantasy I til Final Fantasy X, at kæmpe i ægte realtime kamp – ikke noget med turbaseret her. Så lad os se hvordan det går for Squalls Gunblade over for Clouds mægtige Buster-klinge.
Hvor Super Smash Bros. undskylder med kæmpende plysdyr, er Dissidia’s forklaring på tilstedeværelsen af deres figurer i samme univers lidt mere obskur. I Dissidia universet har Uenighedens gud Chaos og harmoniens gud Cosmos har bekæmpet hinanden i æoner. I et forsøg på at ødelægge Cosmos, importerer Chaos sin yndlings antagonister fra Final Fantasy spillene og hæren de udgør giver ham en betragtelig fordel i magtkampen. Da Cosmos ikke ser nogen anden udvej, end at gøre det tilsvarende, tilkalder han alle sine fineste folk fra de samme spil, for at få afsluttet krigen én gang for alle.
I stedet for at spille ansigt til ansigt, som i Tekken eller Street Fighter, foregår kampene i Dissidia i åbne 3D-arenaer, som vi kender det fra eksempelvis Power Stone – dog uden flammekastere og hammere. Spillere kan låse sig fast på hinanden med venstre aftrækker og løb rundt ved hjælp af analog stikken. De fire symbol-knapper bruges til Brave Attack, HP Attack, hop og nogle kontekst-følsomme manøvrer i omgivelserne, hvilke ville give mere mening i Tony Hawk, men der er således mulighed for at løbe på vægge og glide ned af gelændere og lignende.
Ganske obligatorisk fungerer højre aftrækker som en forsvarsmanøvre til at parere angreb. Dog kan forsvar kombineres med hop til for eksempel at udføre en undvigelse manøvre, der - når det er korrekt udført - giver mulighed for et kontra-angreb.
EX-angrebene er et klart højdepunkt.
I modsætning de fleste kampspil, giver Dissidia’s Brave og HP Attack-system et frisk pust til knockout-entusiasterne. Hver kriger begynder en kamp med et antal BP (Brave Points) – indikeret ved et tal over Health-meteret. Ved udførelse af et Brave Attack kan man stjæle BP fra fjenden og derved forøge sin egen. Hvad mere er at vedvarende Brave Attacks kan sende modstandernes BP ned på nul og sætte modstanderen i Break-status og derved opnår man en massiv BP-bonus.
Pointen bag denne hamstring af BP er HP Attack. Den skade som et HP Attack vil gøre er lig med det antal B den pågældende spiller nu er oppe på (ved en fuldtræffer vil BP blive nulstillet). På denne måde rummer Dissidia trods alt en strategisk vinkel på beat’em-up-formlen, fordi fuld energi er meningsløs, hvis din modstander har oceaner af BP.
Samtidig med BP-systemet har vi en EX-bar (du havde vel ikke regnet med at en Final Fantasy-fighter ville være simpel?). Din modstander vil tabe EX, når han bliver ramt af et kombinationsangreb. EX kan opsamlesog forøge din egen pøl. Visse steder i arenaen dukker der også større EX op, som for en periode forøger dit maksimale EX-niveau. Når EX-meteret er fuldt, er det muligt at gå i et tidsbegrænset EX-stadie.
I EX-stadiet vil eksempelvis Cloud droppe sit gamle Buster-sværd til fordel for Ultima Weapon, som har en ganske irriterende egenskab: Guard Crush (skade gennem forsvar). Tinas EX-stadie er lidt anderledes, idet hun skifter form til en nøgen Esper, komplet med magiske angreb og evnen til at svæve rundt. Yderligere højdepunkter ses i Jechts transformation til den endelige Aeon og Golbezas nedkaldelse af Shadow Dragon. En ekstra fordel ved EX-stadiet er at man for en kort periode regenererer energi.
Når det sidste Shade Impulse-kapitel endelig er genneført, får man som bonus adgang Distant Glory-kapitlet. Her låses op for Shantotto fra FFXI og Gabranth fra FFXII.
At flygte fra en modstander som har opnået EX-stadiet er ofte en klog strategi, for her kan modstanderen kun forsøge at lande HP Attacks. Hvis det lander, vil dette derimod udløse den pågældende figurs såkaldte EX Burst Attack. Disse fungerer på samme måde som Limit Breaks kendt fra FFVII (eller de såkaldte Desperation Moves fra FFVI, hvis man skal være pedantisk) og disse kraftige angreb fremkalder desuden en animation, hvos spilleren skal gennemføre en mindre opgave for finmotorikken, eksempelvis ved at hamre på cirkel, matche diverse inputs og lignende. Den destruktive kraft ved et succesfuldt EX Burst Attack er på højde med Omnislash. Exdeath bruger kraften fra the Void til at knuse modstanderen i et kraftfelt, mens Sephiroth slynger sin dukke af en modstander ind i en supernova. Dybest set bliver du nok vinderen af kampen, hvis du formår at ramme med et perfekt EX Burst med et rigeligt lager af BP.
Dissidias grafiske præsentation står i stærk kontrast til Crisis Core og har mere en snert af Kingdom Hearts (ikke så mærkeligt, når nu Tetsuya Nomura er indblandet). Arenaerne er bygget over de tidligere FF spil og inkluderer The Crystal World fra FFIX og The Magitek Research Facility fra FFVI. Alle passer fint ind i stilen som vi kender fra Final Fantasy. Dog er der ikke er så meget i selve arenaerne, der kan ødelægges under kampen.
