Demon's Souls

Hardcore himmerige.

Første gang jeg opdagede Demon's Souls var et par måneder før spillet udkom i USA sidste år. Spillet havde tiltrukket en mindre, dedikeret fanskare, der blandt andet roste en brutal men retfærdig sværhedsgrad. Jeg er normalt ikke fan af japanske rollespil, men jeg værdsætter spil, der er udfordrende på en retfærdig måde (jeg har for eksempel en forkærlighed for Ninja Gaiden). Jeg bed tænderne sammen og bestilte den kinesiske version, eftersom den havde fuld engelsk tekst. Efter nogle uger, og omkring 60 timers spilletid, var jeg klar til at erklære Demon's Souls som mit favoritspil i 2009.

Da jeg modtog pakken, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle tro. Det er ikke umiddelbart et fængende omslag. En ridder i fuld rustning sidder lænet op ad en mur, formodentlig død. Det er et gråt og kedeligt billede, der egentlig ikke fortæller en noget om spillet. Men efter et par timers efterfølgende visit i Demon's Souls, forstod jeg betydningen, for kigger man nærmere, er ridderen helt uskadt: Hans skjold er spækket med pile, men ingen af dem har ramt plet. Hans hånd ligger fladt på sværdfæstet, som om han har givet op. Han er ikke død - han er komplet udmattet, psykisk nedbrudt og ikke klar til at fortsætte.Velkommen til Demon's Souls; et brutalt action-rollespil med en unik online-integration og et tempo, der nærmer sig survival horror.

1

En af de første ting du ser, når du træder ind i Demon's Souls' verden. Det er hvad der ligger i vente.

Spillet er endelig nået til Europa næsten et år efter den originale udgivelse. Det europæiske omslag er desværre ikke en ligeså velplaceret allegori for Demon's Souls som ovenstående, og satser i stedet på en mere heltemodig og bestyrkende illustration af selvsamme ridder, som her er dækket af røde flammer, mens han trækker sit sværd. Måske mere iøjnefaldende, men også misvisende. Du er intet værd i denne verden; blot en spinkel myre i midten af død, ødelæggelse og et uundgåeligt ragnarok.

Kong Allant af Boletaria har bragt lykke og velstand til sit kongerige, men i hans evige begær efter magt har han søgt tilflugt i mørk magi og vækket en oldgammel ondskab, der indhyller landet i en tyk, gusten tåge. Boletaria er skåret af fra omverdenen, men det lykkes at sende et budskab ud, og alskens helte og krigere søger nu at frelse den fordømte provins og sætte en stopper for tågens videre ekspansion. Der er ikke meget mere til historien i Demon's Souls. Det er et ukompliceret, mørkt teaterstykke, der behandler sin verden og sine personer på en underfundig måde. Du bliver sjældent afbrudt af cutscenes, og størstedelen af den narrative udvikling er antydet snarere end forklaret. Selvom plottet ikke spiller en tydelig rolle, skyr spillet ikke væk fra potente temaer som religion, håb og den langsomme, smertefulde forglemmelse. Hvordan, vil jeg ikke afsløre her, men der er flere morbide overraskelser i vente.

2

Nexusen er dit tilholdssted. Der er du i sikkerhed fra alt det onde... og dog?

Demon's Souls kan beskrives som et rollespil med en tendens mod "dungeon crawling" - at udforske ruiner, slotte og huler og bekæmpe rædslerne indeni for at udvikle sin figur og udstyr. Spillet væbner et dynamisk og taktilt kampsystem placeret midt i herligt deprimerende, gotisk arkitektur. Der er ti forskellige karakterklasser, men disse bestemmer kun ens startpunkt; hvordan man vælger at udvikle sin figur er derimod op til en selv - og her er alle muligheder åbne. Man kan være en let armeret soldat, der svinger en hellebard og man kan være en tungt armeret magiker, der bruger bue og pil. Alle våben kan bruges af alle, såfremt man har de rigtige statistikker. Det er et fremragende, frit system, der understøtter dusinvis af forskellige spillertyper. Hvis man vil, kan man endda kæmpe med et skjold i hver hånd, men jeg anbefaler det ikke.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!