Dead To Rights: Retribution

Hundeæde.

På den lange liste over spil, der ikke behøvede en fortsættelse, kunne man nemt tilføje Dead to Rights. Men nu er vi så alligevel nået til det tredje spil i serien, og hvor de to første spil kunne opsummeres som Max Payne-plagiater med hund, er Dead to Rights: Retribution gået nye veje som et Gears of War-plagiat - dog stadig med hund.

Spillets hovedperson, Jack Slate, er en supermacho tidligere-elitesoldat-nu-politimand og den eneste anstændige strømer i Grant Citys politikorps. På samme måde som tegneseriekollegaen The Punisher, er han på en gang dommer, jury og bøddel, mens resten af byens politikorps bare triller tommelfingre og lader stå til.

Spillet starter på klassisk, klichefuld manér med, at Jack bliver kaldt ud til en gidseltagning, hvor hans blødsødne chef har fået den vanvittige idé at tale med terroristerne. Jack smider sit politiskilt i raseri, og går så ellers i sving med at brække halshvirvler, rygsøjler, arme og ben ad nauseam på de stakkels forbrydere, der kommer i vejen.

Vi befinder os på selvtægtstadiet efter Dirty Harry, hvor Jack ikke engang gider spørge lømlerne, om de føler sig heldige, men bare pløkker dem kort og kontant. Der bliver virkelig ikke lagt fingre imellem i Jacks særdeles brutale henrettelsesmetoder, hvor man kan more sig med at afvæbne modstanderne og se dem tigge om nåde, inden Jack fylder dem med varmt bly.

1

Rigtige mænd sigter ikke.

Lidt skægt, i øvrigt, at terroristerne her udgøres af byens tidligere fagforeninger, der er blevet omdannet til bander af psykopatiske mordere, hvis motivation for at tage gidsler er, at de bare hader alle med penge. Så er samfundsperspektivet ligesom på plads.

I det hele taget forsøger DTR:R meget ihærdigt på at være ultra bad ass, og ordet ”fuck” i yndig vekselvirkning med ”motherfucker” er næppe blevet brugt så overdrevet siden Kane & Lynch. Kernepublikummet af 12-årige drenge vil helt sikkert elske det, men det virker ofte ufrivilligt komisk, hvis ikke ligefrem trættende. Men ok. Trættende stereotyper og pinlig historie til side. Det vigtigste er jo i sidste ende, om spillet er sjovt? Og jo, det er det da et stykke hen ad vejen.

2

Efter vellykkede comboer får Jack chancen for at lave et brutalt takedown.

Kombinationen af skydespil og beat ’em up fungerer effektivt, og selvom arsenalet af våben er relativt begrænset, får man noget sjovt legetøj mellem hænderne, blandt andet en robotdragt med indbygget minigun, da der pludselig går Shadow Complex i spillets handling hen mod slutningen.

Jack har også en hund, Shadow, som bedst kan beskrives som en bizar krydsning mellem Cujo og Lassie. I det ene øjeblik flår han blodtørstigt struben ud på fjenderne, og i det næste ruller han legesygt rundt på ryggen, mens Jack nusser ham på maven. I et par sekvenser overtager man styringen af Shadow, og her skifter spillet til stealth-action, som giver variation til den ellers snorlige løb og skyd-struktur. Udover disse sekvenser fungerer Shadow mest som Jacks hjælper, der kan modtage enkle kommandoer med D-pad’en. Det er dog ikke altid lige nemt at skulle skyde og dirigere hund på samme tid, men det er nyttigt at kunne sende Shadow af sted for at samle våben op, når man er løbet tør for ammunition.

3

Shadow går efter struben og nogle gange skridtet… av.

DTR:R hugger skamløst med arme og ben fra andre skydespil på markedet, og det er der egentlig ikke noget galt i, hvis bare det gøres ordentligt. Men coversystemet er noget decideret makværk, og man dør tit, fordi spillet simpelthen ikke registrer præcist, at man står foran en dækning. Styringen af Jack er også kluntet, og man savner virkelig muligheden for at kunne kaste sig eller rulle til siden. Det kunne man i de to forrige DTR-spil, men af en eller anden grund har udviklerne nu valgt at gøre Jack til en langsom klods af en steroide-bøf. Underligt nok er der stadig bullet time, som virker lidt unødvendig, når den ikke hænger sammen med muligheden for at lave vilde John Woo-stunts.

Det er også svært ikke at savne en co-op-del. Når nu udviklerne var i gang med at hugge fra Gears of War, kunne de ligeså godt være gået det sidste skridt og taget den med også. Resultatet er lidt som at spille en halv shooter, og der er absolut intet at vende tilbage til, når spillet først er gennemført efter små 10 timer. Ingen multiplyer eller noget som helst andet.

4

Verden set fra hundeperspektiv med det karakteristiske røntgensyn - som hunde jo har.

DTR:R er bare helt uden omsvøb og undskyldninger et B-spil på alle leder og kanter. Historien er fuldstændig absurd, stemmeskuespillet vanvittigt kitschet og visuelt ligner det noget fra en tidligere generation af konsoller. Banerne består af de sædvanlige smadrede industrielle omgivelser, og man møder de samme 3-4 variationer af fjender gennem hele spillet i lettere varieret indpakning. Til gengæld kender spillet sin besøgstid, og holder banerne relativt korte, inden følelsen af ensformighed for alvor når at sætte ind.

DTR:R er altså på ingen måde i risikozonen for at blive årets spil, men trods alt heller ikke uden sin egen afstumpede og halvbøvede charme.

5 / 10

Læs om vores karaktersystem Dead To Rights: Retribution Mads Johannes Nielsen Hundeæde. 2010-05-03T12:21:00+02:00 5 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!