Darksiders Preview

Sværhedsgrad: Let, Normal eller apokalyptisk? Darksiders tager gas på verdens undergang og relancerer undergangens fire ryttere, så de lyder som noget fra American Gladiators, mens spillet plyndrer sine favoritstumper fra God of War og – yay! – Zelda, og dekorerer det hele i bedste tegneserie-stil. Hvis et kærlighedsbarn af samtlige af denne verdens asociale teenage-nørder skulle finde på af udspy et spil – så vil det nok ligne Darksiders her ret meget.

Tidligere demoer af spillet har været sparsommelige udskæringer, med kun korte uddrag af selve spillet. Men nu har vi endelig muligheden for at sætte os til rette med den næsten færdige kode, og se hvordan alle brikkerne falder på plads. Dette er et glimt af begyndelsen på enden, eller, hvis den fortsættelse som der allerede antydes eksistensen af kommer, kan du trøste dig med at det er et glimt af begyndelsen på enden af begyndelsen.

Til at begynde med ligner det hele en ganske almindelig dag i en virtuel udgave af New York. En helt almindelig dag på gode gamle Fifth Avenue, indtil himlen åbner sig og forvandles til en million brændende stumper i en regn af faldende meteorer, hvor gaderne pludselig er fyldt med kæmpende halv-guder der smider omkring sig med biler og løsøre som var det Transformers, mens de valser omkring i blinkende og farverigt panser.

Figurdesignet er fantastisk minutiøst og skriger efter at blive støbt i plast og solgt som legetøj.

Her kommer en af dem: Et gigantisk, sår-farvet klo-besat monster, der utålmodigt trommer fingrene mod taget af en bus, mens det i al overlegendhed fuldstændigt overskygger spillets hovedperson ’War’ – en af apokalypsens ryttere, som ikke stiller op for bollemælk. ’Press B to attack’, foreslår teksten på skærmen, ganske ydmygt, mens dommedagstrommer og hylekor skriger i rædsel over optrinnet. Det lyder som en ganske udemærket idé, alt taget i betragtning.

Her er en anden god idé: venstre aftrækker vælger angrebspunkt, hvilket lader dig udfolde en svidende række af angreb på den uheldige udvalgte. Kampsystemet har en skræmmede dybde og føles rigtig godt: knive bider, gnister flyver, du kan smide omkring dig med biler til at mose folk med, og enorme monstre dejser omkuld i takt med at du blokerer og undviger.

Saml ting op direkte fra gaden og gå amok.

Farverne er skarpe, linierne er klare og lyse og opdateringshastigheden daler kun sjældent, hvilket alt sammen bidrager til en kraftfuld oplevelse. Og når det blir rigtig grimt – når bosserne kigger forbi – så kan du klemme om begge aftrækkere og aktivere ’Chaos Form’, hvor du forvanles til en flammende kæmpe, i stand til at uddele enorm smerte mod alle der kommer i vejen (I bedste Metroid-stil tager udviklerne, Vigil Games, dog dette lille stykke legetøj fra dig, når først historien begynder at rulle). Så ja, kampene er en ganske underholdende ting i Darksiders.

Og det er faktisk ganske strålende nyheder, da der er en frygtelig masse kamp i Darksiders. Da de første par kampe viger pladsen for et par mellemsekvenser, og efter at vi blandt andet har fulgt efter en gigantisk rune-besmykket kolos mens den valser ned af hovedgaden, skifter Darksiders gear til et mere adstadigt adventure-tempo, samtidigt med at ’Demonic Growth’ – en form for urban gevækst som man kan klatre på - vælter op fra undergrunden og giver dig nye muligheder for udforskning.