Eurogamer.dk

Dark Void

Højt at flyve.

Japanske Capcom har markeret sig som et af de stærkeste udviklerhuse i Japan over de sidste mange år, især med spil som Dead Rising, Street Fighter-serien og Resident Evil - spil, der sælger som postevand med isterninger og drinksparasol i Sahara, både i Japan og på de vestlige breddegrader. Capcom har dog ikke haft det store held med vestlige udviklere, hvilket blandt var tydeligt med Bionic Commando - et forsøg på at relancere Bionic Commando-navnet med hjælp fra svenske GRIN. Manglen på succes med blandt andet Bionic Commando lukkede det svenske studie, og Capcom har siden gjort det klart, at det er slut med at lade vestlige udviklere arbejde med vigtige projekter, da de har svært ved at styre udfaldet. Et sidste forsøg på at redde æren i Vesten kommer dog fra amerikanske Airtight Games, en samling af veteraner fra andre udviklingshuse. Dark Void er resultatet af samarbejdet, men bliver ikke umiddelbart spillet, der overbeviser Capcom om at bevæge sig uden for Japan.

1

Kampene i Dark Void føles som samlebåndsarbejde. Peg, skyd, gentag.

Spillets hovedperson, William Grey, er fragtpilot i 1930’ernes Amerika. Fascismen er på fremtog i Europa, og verden står på kanten af en kommende verdenskrig. Grey styrter under et job ned i Bermuda-trekanten, og befinder sig pludselig i den modtagende ende af en række robotiske øretæver, uddelt af de såkaldte Watchers – en race af maskiner, der forsøger at få menneskeheden til at krybe i støvet for dem, som de guder, de ser sig selv som. Udover at være åsted for skibsforlis og nedstyrtede fly, er Bermuda-trekanten også hjemsted for den berømte forsker og opfinder Nikola Tesla, samt porten til et alternativt univers, befolket af mennesker og maskiner. Tesla viser sig hurtigt at være en vigtig allieret i kampen mod maskinerne, og han udstyrer Grey og hans co-pilot med et par raketrygsække, model Fjällräven, der gør dem i stand til at navigere rundt i trekantens noget ugæstfrie terræn.

Dark Void lægger ud med at være en temmelig standardiseret shooter. Det har endda et cover-system, der ligger sig tæt op af genrens kransekage-figur Gears of War. Variationen skal dog findes i det førnævnte raketudstyr. Med sådan et på ryggen kan Grey nemlig bestige bjergsiderne på øen, og her træder spillets første skelsættende element i profil; vertikale kampe. På vej op af bjergsiderne støder man nemlig ofte ind i fjender på de mange belejligt placerede afsatser, hvor et vertikalt cover-system træder i kraft. Idéen er god nok, men det adskiller sig ikke voldsomt fra den horisontale del af spillet. Det andet sted, hvor Dark Void adskiller sig, er de steder, hvor Grey tager kampen til luften, og nedkæmper maskinernes fly, kun iført sine raketseler og et maskinegevær. Ligesom de vertikale kampe, er det desværre heller ikke noget at råbe hurra for, for styringen er for klodset til at man kan få en god oplevelse ud af det. Kampene i sig selv er heller ikke noget at råbe hurra for – modstanden er i sandhed mekanisk, og det føles ofte som at stå og tømme skud efter skud ind i en væg. Responsen og dynamikken i kampene er nærmest ikke eksisterende, og ligger meget langt fra forbilledet Gears of War.

2

Et af de øjeblikke, hvor Unreal-teknologien skinner igennem.

Dark Voids bagland har alt hvad der skal til for at skabe et potentielt interessant spil. Bermuda-trekanten og den nærmeste legendariske status, som området har opbygget gennem en årrække med mere eller mindre uforklarlige forlis i området, er den perfekte baggrund for et stykke solid fiktion. Tidsperioden inden Anden Verdenskrig indbyder til både okkultisme og kamp med det tyske riges nazisoldater - det er selvsamme periode, som Indiana Jones-filmene og Wolfenstein-spillene så succesrigt bygger på, og oplægget er perfekt til et ordentligt eventyr.

Sidst, men ikke mindst, er der det alternative univers, som Grey pludselig havner i - et univers, der er befolket af mennesker og dræbermaskiner. De tre ting kombineret er tæt på et perfekte oplæg til et ordentlig spil, så længe man finder den rigtige vinkel. Desværre har Airtight Games ikke formået at samle op på nogle af delene. Bermuda-trekanten virker umiddelbart bare som en undskyldning for at kunne smide hovedpersonen ind i et parallelt univers. Tidsperioden udnyttes ikke rigtigt, og det mest interessante er brugen af Nikola Tesla - den serbisk-amerikanske forsker, der i denne periode gjorde store fremskridt inden for elektricitet og elektromagnetisme.

4

Hvis du ikke synes det ser spændende ud, så er det fordi det ikke er det.

Af og til grænser blandingen af gammel og ny teknologi til en hyldest til Steampunk, men heller ikke her kommer budskabet ordentligt igennem. Samtidigt er det alternative univers er mondænt og kedeligt, og modstanderne fantasiløse og uimponerende. Med et setup af denne kaliber, med robotter og dimensionsrejser og hvad ved jeg, burde det være vanskeligt at ødelægge slutresultatet. Desværre har Airtight Games ikke magtet at løfte opgaven, og resultatet er et spil, der er lunkent og lige over middel. Vil man have shooter, er Gears of War-serien stadig bedre spil – de er også pænere, selvom Dark Void kører på samme Unreal-teknologi. De få lyspunkter og det nogenlunde vertikale cover-system kan ikke råde bod på de mange kedsomhedens gab, som Dark Void uden tvivl vil fremkalde.

5 / 10

Dark Void Jacob Herold Nielsen Højt at flyve. 2010-02-10T13:01:00+01:00 5 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...