Eurogamer.dk

Cop3nhag3n ROBOT denne weekend

Gaming på gadeplan i København.

Denne weekend byder på gaming i det fri, hvis man hiver kroppen ind på Axeltorv i Hovedstaden, hvor Cop3nhag3n ROBOT løber af stablen for andet år i træk.

Det er en kort fornøjelse, der strækker sig fra fredag til søndag kl. 18. Eurogamer.dk har været hurtigt forbi venuen og nyde et enkelt solstrejf ved scenen med en hotdog og en fadøl.

At få gaming ud til den brede befolkning er egentlig en meget god idé, da vi så ikke skal gemme os bag konsollen eller PCen. Dette prøver Cop3nhag3n ROBOT at gøre lidt ved, og bortset fra den manglende reklame op til afviklingen, som gør sit udslag ved det sparsomme fremmøde, må man sige at den lille expo fungerer helt fint.

2

Cop3nhag3n ROBOT I Bededagsferien ved Palads i København.

Indgangen til venuen ligger lige overfor hovedindgangen til Tivoli. Der er, udover et lille reklametelt for ModNation Racers og en scene, hvor der blandt andet er foregået konkurrencer i FIFA, to telte at undersøge. Det største er hjemsted for eSport Open, hvor adskillige rækker computere, Redbull og høretelefoner pryder det meste af arealet. Sækkestole er spredt rundt omkring, så muligheden for at slappe og se andre spille på dertil indrettede monitorer kan udnyttes – og blev gjort. Er man ikke midt i en konkurrence eller er splattet ud i en sækkestol, er der altid mulighed for lidt interaktiv luftguitar af ved Rock Band-scenen.

5

Danskproducerede Limbo på display.

Telt to ramte en lille melankolsk nerve, da man her finder et udvalg fra Spilmuseet i Ikast. Dreamcast, Sega Saturn og Amiga 500 var blandt andet retro-hardware repræsenteret – gamle nisser som mig står gerne i kø for rask omgang IK+ - legendarisk. I teltet finder man udover en 10-12 standere med spil også en præsentation af det kommende danske platformspil Limbo samt Playware, der bedst kan beskrives som musikklodser. Man kan sætte dem sammen på alle mulige forskellige måder og derved rode og mixe med forskellige numre af eksempelvis Jokeren eller Nephew.

3

Deltag og vind!

Udover et par ekstra standere hist og her, og en fremvisning af bilen fra Bjergkøbing Grand Prix (der virkeligt kan larme), er der ikke så meget at se - man kunne godt ønske, der var lidt mere. Men det er gratis og har man en gamer i maven og alligevel er i området omkring Axeltorv, bør man slå et smut forbi og se det an. Det kunne være, man var heldig at vinde en konkurrence i FIFA, Modern Warfare 2 eller Super Street Fighter IV - eller bare undgå Peter og Amalie fra Paradise Hotel.

Om aftenen er der live elektronisk musik og hvis vejret bliver helt elendigt, kan man jo altid omlægge ruten til Palads og se Ironman 2. Jeg vender i hvert fald tilbage en enkelt gang i løbet af weekenden for lige at snuse lidt til, hvad der skal ske på scenen.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...