Eurogamer.dk

Command & Conquer 4

Ned i knæ.

Officielle fotos af skoleklasser ser altid meget elegante og ordentlige ud. I midten står læreren, omringet af søde og smilende elever, sorteret efter højde. Et fuldendt foto. Det hele er naturligvis det officielle billede af en skoleklasse, men under overfladen gemmer sig meget andet end blot koreograferede smil. Læreren er væk, eleverne boltrer sig i kridt og papir og det larmer og det hele ligner en rockfest. Gerningsstedet er alt andet end poleret.

Præcis sådan er oplevelsen for de mange strategi-fans som netop nu forsøger sig med det seneste afkom i den årelange RTS serie Command & Conquer. Betatesten af Command & Conquer 4 er for nyligt startet og tusindvis bekriger lige nu hinanden. Men multiplayerkampene ser langt fra ud som på de officielle billeder, Electronic Arts har kastet efter os.

Electronic Arts har med seriens afsluttende spil skåret spilprincippet helt ind til benet. I stedet for det velkendte base-byggeri, eksisterer der i C&C4 nu kun en såkaldt ’Crawler’, der er en mobil base for samtlige enheds-typer. Hvis ens Crawler bliver nakket, får man straks en ny - kvit og frit. De stinkende dumme tiberium harvesters har også fået navigeret sig ud af spillet. Det gør heller ikke noget, for der er ikke længere behov for penge til enheds-produktionen. Alt byggeri koster nu blot tid.

4

En GDI Offensiv crawler overraskes af lynhurtige NOD-kryb.

Det nye spilprincip lyder super simpelt, og det er det også. I det mindste i begyndelsen af en kamp. Vi vælger vores crawler-type (offensiv, defensiv, support), trykker på startområdet på banen, og plop!, en crawler falder ned fra himlen. Straks herefter bevæger vi os hen imod en af de fem Battlefield-agtige faner, som er holdepunkter, der skal indtages. Jo flere holdepunkter ens hold besidder, desto flere point ryger der ned i den fælles konto. Points får man også ved at skyde fjendernes enheder i sænk og flest point opnår man ved at nakke modstanderens crawler. Men fordi man får en ny crawler uden beregning, handler man også derefter.

Hvor man i de tidligere C&C-spil havde vænnet sig til at tilplastre ens hovedbase med defensive bygninger, sender vi nu crawleren direkte ind i fronten, alt imens den producerer enheder undervejs og skyder dusinvis af styrker ud ved sin ankomst. Forestil dig nu dette med ti crawlere! Kun i velkoordinerede teams fungerer opdelingen af angreb, forsvar og support. I de offentlige onlinekampe jeg har haft indtil videre, har alle villet være med helt fremme, hvilket ofte udgav sig i ti angrebsstyrker og ingen målmand. Resultatet er kaos. I multiplayer kan op til ti spillere kaste sig ud på en bane, det høejste antal samtidige spillere til dato, og det er jo fint nok. Det giver mulighed for en række spilkombinationer: fra 1-mod-1, 2-mod-4, hele vejen op til 5-mod-5. I kampe, hvor banen er fyldt op med spillere, kan der opstå så meget kaos, at de største og mest uoverskuelige kampe i Supreme Commander helt blegner til sammenligning.

1

Vi skal så tæt på handlingen, at det tangerer mikrobiologi.

Spilprincippet gør at man naturligvis sender alt hvad man ejer af revl og krat afsted efter indtagelsen af holdepunkterne. Selv de mindste og mest defensive enheder bliver sendt af sted for at indtage. Disse mange forskellige enheder, der i en lind strøm bevæger sig mod holdepunkterne, gør at overblikket lynhurtigt mistes, især når luft-enheder samtidig også bliver sat ind i kampen og det i øvrigt regner med missiler fra oven. Hvis man vil reparere en specifik enhed, indsamle en powerup-container, eller markere angreb på en bestemt modstander, er der virkelig behov for kirurg-hænder. Det er ganske enkelt umuligt. Banerne er generelt ikke særligt overskuelige, idet EA igen har valgt at zoome helt ned på slagmarken. Selv på det yderste zoom-level føler man stadig, at man nærmest kravler frem på banen med næsen helt nede og røre. En dybt mærkværdig beslutning, særligt taget i betragtning at kampene nu i endnu højere grad kræver det gyldne overblik. Mærkværdig beslutning, EA.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...