Colin McRae: Dirt 2

Grus i maskineriet.

Det har været interessant at se mediestormen – og ikke mindst reaktionerne på den - op til udgivelsen af Dirt 2. For er der noget, som garvede rallyfans føler sig som retsmæssige ejere af, er det sandheden om, hvad der udgør et godt rallyspil. Samtidig fremstår Colin McRae Rally 2.0 til Playstation 2 i manges øjne som det ypperste, serien har formået, mens det første Dirt repræsenterer et direkte amoralsk skridt over i en MTV-agtig amerikanisering og direkte degradering af simuleringen af den ædle motorsport med en britisk co-pilot ved sin side.

Og det er jo på sin vis rigtigt. Der er gået inflation i ordet simulation, og det gælder ikke kun racinggenren og dens specifikke afarter som ”rally”. Codemasters må have vurderet, at de kunne komme længere, bredere ud, ved at gøre spilkonceptet bredere – og i farten er en del af den hårde kant, realismen og entusiasmen omkring mekanikken ved biler, faldet af i et støvet sving i Utah.

Dirt 2 er på mange måder et spil som foregår på overfladen, som et modeshow for de rige og fordærvede. Her pumper musikken afsted med 200 i timen, mens interiøret på din psykedelisk farvelagte autocamper bugner med vidnesbyrd om, hvor hot det er at være professionel sportsracerkører – for du er ikke kun rallykører i Dirt 2, nej du er det hele, du vil det hele og du får mulighed for lidt af hvert i alt fra asfaltslæder til HumVee’s i højt græs. Rally - den ægte form, hvor du er alene på en finsk grusvej i en birkeskov uden medkørere fra start, og med en tilpas tør, britisk co-pilot ved din side – er blot et lille sideindslag i Dirt 2, der til gengæld er lidt af en offroadspillenes bastard. Dirt 2 har i det lys set mere med Motorstorm og Pure at gøre, end Colin 2.0 og den ældre del af gamerdemografien.

2

Dirt 2 smager mere af stil end af bil.

Men når det så er sagt, og de gamle rallynisser har trukket sig tilbage med højt hævede, knyttede næver, alt imens forbandelserne over dagens ungdom og deres overfladekultur ekkoer i Codemasters skuldertrækkende retning, er der fin gang i maskineriet, hvis du vil køre for sjov, udfordringens og adspredelsens skyld.

Dirt 2 er i bund og grund en arcaderacer med et bredt udvalg løbstyper og udfordringer på baner inspireret af nogle af de mere eksotiske regioner i verden, lande som Kina, Kroatien, Malaysia og Marokko – i alt ni markante regioner. Med dig i øresneglen har du hele tiden den henslængt damekære stemme fra yankeeboyman Ken Block, som udelukkende på sin køreevner, og ikke sin fremtoning eller evige kasket, med nød og næppe kan godtages som værende spilseriens nye rockstjerne af en frontfigur. Ken får enhver udfordring til at lyde som last year, og med tiden bliver din egen indstilling til spillets udfordringer lige så sofabehageligt-pff-yeah-let’s-go-agtig. Men sådan er Dirt 2 at sætte sig i selskab med: hyggeligt og ikke særligt farligt.

1

Synsvinklen fra cockpittet fremstår som den mest realistiske - og sværeste at se vejen fra. Nu med mumie på instrumentbrættet.

Sværhedsgraden på hvert løb kan i Tour-delen sættes umiddelbart inden eventen sættes i gang. Valget står mellem Easy, Casual, Serious (uhh!), Savage og Extreme, hvoraf sidstnævnte ikke gør det muligt at køre uden det højeste niveau af skade på din bil, når du ter dig tumpet undervejs. Idéen om sværhedsgrad er okay, men den modificerer primært modstandernes evner og AI til gudelige højder, hvilket i sidste ende ikke ændrer på, at bilerne i Dirt 2 føles som bliktønder der kører på nitroglycerin. Fartfornemmelsen er enorm, mens effekten af underlag og centrifugalkraft virker som noget, Codemasters ikke fandt formler for i den version af virkeligheden, de har søgt inspiration (og officielle sponsorer) i. Måske er dette grunden til at gruset under dine dæk kun knaser, når du skrider henover dem i et sving, men ikke giver lyd fra sig, når du jerner henover småstenene på lige strækninger? Igen et minuspoint på realismen, ligesom når en vandpyt på én bane stopper dig lidt, mens den er som det rene luft på en anden. Det hænger ikke sammen.

Motorlydene er til gengæld godt skruet sammen af flere lag lyd, som skifter karakter, alt efter om du har valgt synsvinkel bag bilen, inde fra cockpittet (hvor dine plydsterninger og Hula-pige på fjederfod bor) – eller som mig hænger med hovedet helt foran køleren, i omtrent samme højde som modkørernes udstødning. Der er lidt hund sniffer hund over det, men hvad gør man ikke for at få svinget at se så tidligt som muligt?

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!