Eurogamer.dk

Chaos Rings

Square Enix RPG på iPhone.

Du vågner blåøjet i en sal med andre mystiske personer. Straks legemliggør sig en skabning, der kalder sig Agenten, og proklamerer at du og din valgte partner skal testes ved prøvelser og kampe i Ark Arena for i sidste ende at udkæmpe en tvekamp mod de andre. Forvildet og forstyrret er din fremtid uvis – hvorfor blev du udvalgt? Og hvorfor blev de andre? Hvorfor skal I bekæmpe monstre to og to for at ende op med at bekæmpe hinanden parvis? Hvem er Agenten og hvad er hans skumle plan? Velkommen til Square Enix’ eksklusiv-RPG til iPhone: Chaos Rings.

Med sine bugnende 287 MB og dertil passende pris på 79 kroner er forventningerne selvsagt høje, især efter FF XIII for nylig gjorde entré med flot grafik og et nemt, men dybt, kampsystem. Kræfterne er ikke spildt, jeg sidder umiddelbart med flot grafik i min håndflade og lyden er fantastisk i mine Roland RH-200 høretelefoner. Underlægningsmusikken er Square Enix’ varemærke – og har man prøvet Final Fantasy-serien, føler man sig straks hjemme i Chaos Rings' tonelandskab. Der er intet skidt at sige om det audiovisuelle indtryk – det er flot og lyder godt.

Til at navigere sig rundt i salen og de tilhørende afkroge af Ark Arena bruges et virtuelt joystick, der nemt aktiveres ved at trykke på skærmen og trække den vej man vil gå. Smart tiltag i forhold til for eksempel Seed: Rise of Darkness, hvor joysticket let kunne komme i vejen for det visuelle. Selvsagt skal man vandre rundt på solbeskinnede kyster og i snævre mørke korridorer på de forskellige levels, Agent åbner op for langs den noget sparsomme historie.

1

I sin søgen efter ringene, vandrer man forvildet rundt. Det hele er smukt pakket ind i pre-renderede baggrunde. Den blå teleport krystal ser vi ikke igen. Videre frem!

Det mærkes klart på historiens fladhed, at spillet er blevet designet til at være med på farten. Det er en svaghed såvel som en styrke. Man skal ikke huske lange snørklede dialoger, men det er til gengæld perfekt til en halv time hist og her. Det bliver dog hurtigt ensformigt, hvis man som jeg kører i længere sessions.

De uundgåelige tilfældige kampe er spillets kerne og udmærker sig ved at være flotte og hurtige. De er også nemme at gå til, selvom man har store klumper som tommelfingre. Square Enix har malket iPhonen til det yderste og alle kampe mod slanger, kæmpeaber og mammutter afvikles i fuld 3D-grafik. Samtidig har de sørget for ikke at gøre kampsystemet unødvendigt komplekst. Angreb, magi og genstande har du til rådighed i mødet mod det ukendte og alskens fjender – det samme med Boss Battles, som der ikke er sparet på.

Til at hjælpe en undervejs får man genes: Evner fra de monstre, man besejrer, og som kan bruges både i og ude af kamp. En af de bedre evner, dog gene, giver muligheden for at slå encounters fra! Dejligt med et RPG, der endelig har indset at det har manglet. Enhver gene stiger i styrke, efterhånden som man møder flere fra den respektive monstergruppe, og det kan godt tage et stykke tid før man har opgraderet sin genes fuldt ud. Man kan udstyre sine to spiller med ialt tre genes, og derved høste hjem til deres kampaktive færdigheder.

2

For at besejre en af de store Bosses, kan man enten udføre et kraftfuldt angreb sammen, eller lade sine figurer slås hver for sig. Valg af taktik i hver enkelt kamp er en essentiel del af at komme videre i spillet.

Bag det stærke præsentable ydre gemmer der sig et mere spinkelt, porøst spilsystem, der nok vil skuffe hardcore RPG-fans. Selvom det er en iPhone-titel, man sidder med i sin håndflade, giver spillet lidt den samme følelse som ved Assassins Creed (det første på iPhone), for teknikken fungerer og spillet er godt, men det mangler lige noget extra for at skille sig mere ud. Flot grafik og lyd kan ikke gøre det, slet ikke for et RPG. For de hardcore gamere derude, er Chaos Rings ikke den store åbenbaring, men for hyggens skyld kan det ikke benægtes at være et syn værd. Om man derimod vil bruge de 79kr på spillet, det er et andet spørgsmål. Square Enix har noget godt i kedlen her, og jeg håber på en videre udvikling af konceptet – for Chaos Rings har været det første spil på iPhone, hvor jeg for en tid har glemt hvor jeg befandt mig.

6 / 10

Chaos Rings Søren Muska Stærk Square Enix RPG på iPhone. 2010-06-11T10:07:00+02:00 6 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...