Borderlands

Ny horisont.

Ordene vil ikke blive inde i min mund. De presser på med fuld kraft for at komme ud og klinge sprødt i rummet. Der er ingen vej uden om så lad mig få det af vejen med det samme: Borderlands er et fremragende spil. Køb det! Så er det sagt, og med det af vejen kan jeg roligt begynde at fortælle jer, hvorfor et eventyr på Pandora er en lidt anderledes oplevelse.

Længe har der på planeten været snak om et sted fyldt med rigdom. ”The vault” er navnet på stedet og mange er døde i jagten på at finde det. I en verden fyldt med banditter og væsener, der kun vil gøre livet surt for dig, må du tage skæbnen (eller rettere våbnet) i egen hånd og drage ud for at finde den ultimative gevinst. At det ikke er helt så lige til vil du snart erfare – vejen dertil er nemlig lang, farlig og spækket med loot!

At historien i Borderlands er tynd som silke, kan de fleste vist allerede nu høre, men det betyder ikke det helt store. Det er ikke det opbyggelige klimaks, der forløses til sidst som enden på en god historie, men nærmere den lange snoede vej mod målet, der først og fremmest skal nydes i spillet. Gearbox har lagt den dybe historie på hylden og fokuseret på action i en fortælling, der nok skal engagere dig hen ad vejen – i hvert fald nok til at få dig fra A til B.

3

Borderlands blander på stilfuld vis shooteren med RPGet .

En ny trend indenfor computerspil er at blande genrerne og at omgå de gængse konventioner for, hvad en spil som sådan kan indeholde. Borderlands bryder murene ned mellem de traditionelt adskilte genrer: shooteren og rollespillet – og spillet gør det endda så gennemført, at man kan sige, en ny genre er født: RolePlayingShooter’en. Det er dog prøvet før, senest i Bethesdas succesfulde fortsættelse til Fallout-serien. Enhver sammenligning af de to spil vil dog være fjollet, for hvor Fallout 3 i bund og grund var Elder Scrolls: Oblivion med pistoler, er Borderlands en langt mere actionpræget oplevelse, der nærmere kan sammenlignes med Diablo II - hvis man altså partout insisterer på at have et referencepunkt i rollespilsgenren.

Diablo II var drevet frem af den konstante jagt på nyt udstyr, og du havde altid denne gulerod hængende foran dig, for hver ny quest du takkede ja til. Det samme må siges at være tilfældet med Borderlands. Intet mindre end 17 millioner forskellige våben er, ifølge Gearbox selv, tilgængelige i spillet. Mange af dem bygger godt nok på de samme modeller, men med forskellige stats, men variationen mellem dem er dog stadig forbløffende og du vil befinde dig på konstant jagt loot til skabelse af nye varianter og højere stats. Det virker dragende og stjæler farligt meget af ens tid - da man jo altid lige kan nå en enkelt quest mere. Du kender det nok.

4

En Berserker er en typisk Tank-klasse, men sætter du dine points lidt kreativt i skilltræet, kan han sagtens gi’ på munden samtidig.

Du får en række missioner og skal udføre opgaver for forskellige quest-givere. Det er sådan set ikke nyt, nej nærmere tyvstjålet ud af tidens gængse MMOer. Det fungerer som helhed også fint, selvom det ikke ligefrem styrker indlevelsen. Hver dræbt fjende og gennemført mission giver dig XP, og stiger du i level, får du et enkelt talentpoint. De bruges til at forbedre din figur i netop det skilltree, der passer din personlige spillestil bedst. Der er fire forskellige classes at vælge imellem, og jeg spillede det meste af spillet med en soldat, jeg kaldte Eastwood (for at opbygge en “lone ranger”-stemning.) Jeg brugte mine talentpoints på en egenskab, der gjorde Eastwood i stand til at salve sine medspillere ved at skyde på dem. Det var højest anvendeligt og fungerede perfekt, når jeg havde en eller flere spillere med mig gennem kampagnen.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!