Blood Bowl

Dværgkast, hvis du Orker. Elfølgelig!

Blood Bowl står for de fleste brætspillere som et farverigt og sjovt spil i Warhammer-universet – et spil, der har været gennem flere revisioner og udgaver efterhånden. På et papark (eller flamingo-pladen, hvis man havde den gamle udgave) på bordet udkæmpede Games Workshops fantasifulde udgaver orker, trolde, gobliner, elvere og andre racer, storslåede og drabelige kampe i en forskruet udgave af amerikansk fodbold.

Selvom Blood Bowl måske ikke har helt samme gennemslagskraft som andre af Games Workshops Warhammer-produkter, så er det alligevel et spil, der står mange af os nørder nær. Derfor var det med noget skurren i krogene, at Games Workshop annoncerede en digitalisering af brætspillet – den første i næsten femten år, siden udgivelsen af en 2D-udgave i halvfemserne. Til opgaven havde de valgt ingen ringere end Cyanide Studios – en fransk udvikler, der havde markeret sig med Chaos League. Chaos League kopierede både miljøet, stemningen og humoren fra Blood Bowl-spillene og det vakte opmærksomhed hos de højre herrer hos Games Workshop.

Med den opmærksomhed fulgte der også et søgsmål, for Chaos League havde tydeligvis lånt med arme og ben – noget som et multinational firma som Games Workshop ikke har råd til at ignorere. Detaljerne bag søgsmålet er dog ikke kendte, da Games Workshop og Cyanide Studios endte med at lave en studehandel uden om de støvede retssale – der gav Cyanide Studios rettighederne til at lave et ægte Blood Bowl-spil. Alle parterne var glade, og endnu en digitalisering af et Warhammer-produkt var på vej til at slutte sig til den allerede imponerende række af spil, der tæller blandt andet Warhammer 40.000: Dawn of War.

1

Det er noget lidt andet og indlevende at opleve Blood Bowl i lyd og farver, end at sidde og stirre ned på et plade pap eller flamingo på stuebordet.

Kogt helt ind til benet handler Blood Bowl om sport. Hvert af de to hold på banen skal forsøge at få en lille, læderovertrukket bold ned i modstanderens ende. Ved første øjekast ligner Blood Bowl en blanding af Ringenes Herre og amerikansk fodbold, men alle ligheder stopper også dér. Hvor amerikansk fodbold har regler og er tilnærmelsesvist sportsligt (altså for et spil, der kaster mænd på en tiendedel ton mod hinanden), så udmærker Blood Bowl sig ved at være nådeløst, brutalt og uden respekt for regler. Det er en del af spillet at snyde, så længe det er inden for spillets egne rammer, og der er rig mulighed for at smøre både dommer og modstandere inden kampen går i gang.

Strategien i Blood Bowl er i to lag. Den første ligger i sammensætningen af selve holdet. De fleste af spillet i alt otte racer, har muligheder for masser af variationer spillerne imellem. Humans, et af spillets mest all-round racer, har specialister inden for både afleveringer, blokeringer og modtagelse af bolden. Andre hold, såsom Skaven, muterede rottemænd fra underverdenen, er specialiserede i hurtigt spil. Chaos, et hold af beastmen og store, massive krigere, mangler derimod finesse, men kan baske kraniet ind på de fleste andre hold – hvis de da kan fange dem… Hvert hold har styrker og svagheder, men der er heldigvis plads til tilpasninger undervejs – noget der bliver nødvendigt for de mindre fleksible hold i spillet. Efterhånden som man følger holdet, får hver spiller tildelt en række Star Player Points som belønning, hvis de laver en scoring, klarer en aflevering eller skader en spiller. Med nok af disse, åbnes der op for tilvalg af nye færdigheder.

2

Der er intet nobelt over Humans her. Ansigt, mød Knæ.

Det andet lag ligger på selve banen. Med så brede muligheder for forskellige sammensætninger af hold, er der mange muligheder for at nå sejren. Skaven vil typisk satse på hurtige mål med deres overlegne hurtighed, og kan yderligere specialisere sig ud i ekstremer, der gør dem i stand til at score en touchdown på én tur. Omvendt kan man vælge at fokusere på at gøre dem stærkere, så de nemmere kan stå imod et hold, der er baseret udelukkende på råstyrke, som for eksempel Chaos. Chaos, ligger i den anden ende, og vil fra starten udelukkende fokusere på at mose modstanderne, frem for at få mål. Spillere, der vælger Chaos, vil fra starten af ikke opleve de mest målrige kampe, men vil i stedet stille et hold, der er svært at komme forbi. De er uundgåeligt nødt til at specialisere sig mere i boldkontrol og deslige, for at få et hold, der er en smule mere fleksibelt. Ingen af de to hold er anbefalelsesværdige for begyndere, for den store fokus på enten hurtigt eller langsomt spil, gør det en smule tungere at sætte sig ind i den relativt simple mekanik, der ligger bag spillet.

3

Læg mærke til at bolden slet ikke er involveret i dette slagsmål, men i stedet er trillet lige så stille i baggrunden bag Ogren, som derimod får sig en Orkentlig gang prygl. Der er dømt subtil hatecrime.

Blood Bowl til pc er på sin vis en tro kopi af brætspillet, og så alligevel ikke. Kampagnedelen for én spiller fører selvfølgelig spillet udover det klassiske brætspil, der er en oplevelse for to spillere. I kampagnen får man mulighed for at trække et hold igennem en række turneringer, hvor man passer og plejer holdet og dets interesser, som det kæmper sig op i rækkerne i den brutale sport. Udover kampagnen kan man deltage i ligaer på nettet via spillets egen brugergrænseflade, der desværre godt kunne trænge til en overhaling. Der er også mulighed for at vælge mellem turbaseret og real-tid, når man skal spille – turbaseret simulerer brætspillet til næsten perfektion, mens realtid fjerner meget af charmen ved spillet. Turbaseret er da også den foretrukne måde at spille på, i de mange ligaer på nettet.

Når alt kommer til alt er Blood Bowl en fremragende digitalisering af brætspillet. Spillet henvender sig nok primært til fans af det originale spil, og spillets primære force er muligheden for at spille alene, samt at man ikke længere er nødt til at være fysisk sammen, for at kunne mose hinandens orker. Nybegyndere vil nok blive skræmt en smule af præmisserne bag spillet, for Blood Bowl straffer spillerens fejl hårdt og ubarmhjertigt. Med det sagt, så er der ikke meget andet at indvende. Cyanide har vist at de ikke bare kan efterligne andres arbejde, men også genskabe det i en version, der hylder originalen. Man kunne måske savne noget nytænkning, men med så stærk en fanskare, er det farligt at være for innovative, for det giver nemt bagslag at lege for meget med folks vante omgivelser.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Blood Bowl Jacob Herold Nielsen Dværgkast, hvis du Orker. Elfølgelig! 2009-09-10T14:43:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!