Blizzard-chef køber andel i Steelers

Paul Sams har grindet hårdt for at lege med.

Ugens første nyhed må være lidt af en metanyhed.

Passende nok har det amerikanske website 1UP opsnuset nyheden om at amerikanske Paul Sams, som er Chief Operating Officer hos amerikanske Blizzard Entertainment, har købt sig til en betragtelig andel i det velrenommerede american football-hold Pittsburgh Steelers (vinderne af Super Bowl), og som sådan figurerer blandt de ti mest indflydelsesrige aktionærer i holdet.

Hvorvidt betalingen faldt i dollars, gold eller epix vides ikke, men tilsyneladende har Sams en fritidsinteresse i sportsgrenen, som han skulle have trænet ungdomshold i gennem en årrække. En slags guild leader, vel - og bevis på at spilnørder ikke kun sidder indendøre og nisser den.

Om Sams kan lide rivalen EA Sports' digitale hyldest til sporten vides ikke, men her hos Eurogamer.dk kan du senere i denne uge nærlæse dommen over Madden NFL 10. Formentlig er Sams også bekendt med Blood Bowl, som dog bygger på rival-universet Warhammer og nogle sikkert helt forkert proportionerede elvere uden den korrekte kontrapositur og æggende hoftevrik.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.