BioShock 2 Anmeldelse

En tilståelse: Jeg tilhører den minoritet af jordens befolkning, som ikke var ved at besvime af begejstring over Avatar. Jeg havde helt grundlæggende svært ved at forstå fascinationen af Pandoras selvlysende planteliv og økoflippede lokalbefolkning, især fordi man ikke skal have brugt lang tid med de senere års computerspil for at finde langt mere originale og fantasifulde omgivelser.

Tag nu Rapture i BioShock, hvilket vel er et meget passende eksempel, eftersom dette skal forestille at være en anmeldelse af BioShock 2. Grundlagt af rigmanden Andrew Ryan, som fik nok af indblandende statsmagter og nasserøve på landjorden, og tænkt som et undersøisk fristed for de bedste og mest foretagsomme hjerner, der ved hjælp af vidunderstoffet Adam endelig kunne indfri deres ambitioners mål – hvis de altså ikke lige var gået hen og blevet til savlende morderiske psykopater.

Who’s your Daddy?

Rapture er som resultatet af en uhellig trekant mellem Jules Verne, Ayn Rand og David Cronenberg. Et perverst og dybt fascinerende sted, hvor steam punk møder art deco blandet med kitschet 50’er nostalgi og horror - og uendeligt meget mere interessant end James Camerons svævende klippestykker i 3D.

BioShock var især udtryk for lead designer Ken Levines stærke personlige vision og et forsøg på at bevise, at skydespil ikke altid behøver være åndsforladt twitch-action. En sympatisk og meget ambitiøs målsætning, der dog ikke rigtigt hang sammen med spillets lidt gammeldags og lineære gameplay. Det var først og fremmest omgivelserne, Rapture og de farverige indbyggere, der var BioShocks største fortjeneste og i mindre grad historiens lidt tyndbenede filosofiske fiflerier.

Det samme gør sig gældende i BioShock2. Zak McClendon har overtaget styrpladsen efter Levine, og måske derfor tager spillet hul på en helt ny historie, som intet har at gøre med handlingen i det første spil.

Den nye hovedperson er Subject Delta, en Big Daddy-prototype der i indledningssekvensen på nytårsaften 1958 bliver hypnotiseret og tvunget til at begå selvmord af spillets nye overskurk Dr. Sophia Lamb.

Nytårsaften 1958 var en fest udover det sædvanlige.

10 år senere vågner Delta på mystisk vis og kontaktes af sin Little Sister, Eleanor, som nu er blevet halvvoksen. Hun er fanget hos Dr. Lamb, og udset til at spille den centrale rolle i en plan for at genføde Rapture som et altruistisk paradis, stik imod alt hvad Andrew Ryan stod for. Delta er knyttet til Eleanor via en stærk telepatisk forbindelse, og derfor må han finde hende igen, inden det er for sent. For hvis hun dør, dør han også selv, og spørgsmålet som spillet stiller er, om Delta leder efter Eleanor for at redde hende, eller om han bare forsøger at hytte sit eget skind?

Præcis som i det første BioShock lyder valgmulighederne og konsekvenserne af ens handlinger mere spændende end de rent faktisk er. I sidste ende påvirker valgene kun hvilken cut scene, man får serveret i slutningen, mens det overordnede handlingsforløb er som tegnet efter en lineal.

Kom nu - vælg ’Harvest’. Du vil jo gerne…

BioShock2 har ikke etterens dramatiske format, hvilket især skyldes at persongalleriet generelt er mindre ekstravagant, og især er Dr. Lamb en lidt farveløs og kedelig skurk, der slet ikke kan måle sig med den forførende og skruppelløse Andrew Ryan. Man forstod et eller andet sted, hvorfor han kæmpede for Rapture, og hvorfor han mente, det netop var hans ret at slå hårdt ned på modstanderne, men Dr. Lamb virker derimod lidt konstrueret som Ryans diametrale modsætning, og man når aldrig rigtig at udvikle hverken decideret sympati eller modvilje overfor hende.