Battlefield: Bad Company 2 Anmeldelse

Dette er en anmeldelse af PC-versionen - læs konsolanmeldelsen her.

Dette bliver ikke en ”Hvem kan vippe Call of Duty: Modern Warfare af tronen?”-anmeldelse. Jeg har ikke spillet Modern Warfare, udover singleplayer, eftersom First Person Shooters i multiplayer ikke har fanget mig siden Counter-Strike 0.8 beta. Dengang foregik det i de sene aftentimer i ungdomsklubben i kælderen på min gamle folkeskole. Men for et par uger siden fik læserne her hos Eurogamer.dk få mulighed for at deltage i beta-testen på PC, og denne del af Bad Company 2 har virkelig grebet mig. Men før jeg kommer for langt, kommer her en dækning af singleplayer-delen.

Battlefield: Bad Company 2 starter i singleplayer med den hemmelige ”Operation Aurora”, en mystisk, sagnomspundet mission indenfor det amerikanske militær, som foregik under anden verdenskrig. Du starter som en del af en gruppe specialsoldater der, dybt inde bag de japanske linjer, skal forsøge at finde en japansk videnskabsmand, som har vigtige oplysninger om et hemmeligt supervåben, som japanerne er ved at udvikle. Snart efter går det, som det nu plejer at gå i action-spil, eksplosivt for sig, og lige som man tror man er sluppet godt fra det hele, lyder en ildevarslende lyd, som er snydt ud af næsen på robotterne i Steven Spielbergs War of the Worlds. Derefter går skærmen i sort.

Egentlig en meget spændende start på en singleplayer-oplevelse, og man kan godt fornemme at Bad Company 2 låner med arme og ben hos de fleste andre roste singleplayer-kampagner i tidligere spil. Så man aner allerede her, at der muligvis er tale om en videreudvikling af de oplevelser, man allerede har fået i blandt andet de to Modern Warfare- spil. Men det kommer ikke meget videre end regulær efterligning i DICEs forsøg på en singleplayer-shooter.

Jeg lister mig afsted på tå, og håber du ikke seeeer mig.

Lad os tælle hvor mange gange vi har hørt det her før: Du er medlem af en elitær egenspænder-gruppe (tjek!), som skal kæmpe for at verden ikke skal blive overrumplet af onde kræfters forsøg på at udvikle et supervåben (dobbelt-tjek!), og man lærer lidt efter lidt sine holdkammerater at kende igennem småsnak under missionerne (trippel-tjek!).

Historien er faktisk ret tynd og langt fra opfindsom. Det meste er set før og udførelsen er heller ikke specielt vellykket. Der er utroligt mange mellemsekvenser, hvor små-videoer overtager historien og bringer den videre. Man er gået tilbage til en lidt gammeldags model, hvor historien tages uden for spillerens egen indflydelse eller følelse af samme. Modern Warfare afbrød ikke handlingen, men indlemmede de fede spilsekvenser direkte i spillet. Det var givet på forhånd, hvad der ville ske, men jeg husker stadig første gang, jeg sprang for livet fra det synkende skib og over i helikopteren i Modern Warfare 1. Jeg kan stadig fornemme min skræk, da min hænder gled længere og længere ned af rampen, og sekundet før jeg faldt i døden, at blive grebet af holdkammeraten. Alt sammen i samme sekvens og uden brug af video. Det var fedt, men Bad Company 2 afbryder alt for mange gange, og jeg kan ærlig talt ikke huske noget som var fedt ved nogen af video-sekvenserne i spillet. Man føler heller ikke rigtig modstand, idet den kunstige intelligens hos modstanderne sender dem farende rundt til højre og venstre.

Åh Gud, fjern den dårlige singleplayer... og kuglen i min ryg!

DICE har været opmærksomme på deres rival i Modern Warfare-spillene, og har inkluderet flere åbenlyse referencer hertil. Blandt andet omtales en ”flok tøsede specialsoldater med hjerterytme-skærme på deres geværer” samt”det er kun tøsedrenge, der kører på snescootere”. Helt fint at skabe lidt sjov stemning i spillet og øge det anspændte forhold mellem de to konkurrerende firmaer, men Modern Warfare-serien vinder klart på point. Det er dog ikke noget knock-out, for singleplayer-delen i Bad Company 2 er bestemt et besøg værd. Der er bare ikke noget nyt at skrive hjem om.

Derimod er der langt mere sjov at finde i multiplayer-delen. Flere uger før spillet kom på gaden, var de mange tusind deltagere i beta-testen med til at skabe en begejstring for denne del af spillet – en stemning, som allerede nu lever videre i det endelige spil. Med fire forskellige game modes - Rush, Conquest, Squad Deathmatch og Squad Rush - er der nok at tage fat på. På de alment tilgængelige servere er der en klar overvægt af Rush- og Conquest-spil. Der er 10 multiplayerbaner at tage fat på, alle med hver deres særegne kendetegn. 10 baner er nu ikke specielt mange, men der skulle være flere på vej.