Gør din pc klar til Battlefield 3

Få den bedste ydelse på den store slagmark.

I en tid hvor AAA-spiludvikling først og fremmest er henvendt konsolmarkedet, foranlediges man nemt til at tro, at cutting-edge pc-udvikling er en saga blot. Det stemmer dog ikke helt overens med virkeligheden, og gud ske lov for det. DICE's Battlefield 3 er et eksempel på dette, at ikke alle blockbuster-spil ligger under for konsollernes aldrende teknologi. PC-versionen er således et selvstudium i udnyttelse af moderne pc-arkitektur, og har man først prøvet kræfter med en top-tunet maskine, er der ingen vej tilbage.

Spørgsmålet er så, om tidspunktet er kommet for pc-entusiaster til at opgradere? Flere ting taler for dette. Først og fremmest nærmer en ny konsolgeneration sig, hvilket er med til at hæve den laveste teknologiske fællesnævner på markedet. Derudover er flere og flere udviklere begyndt at omfavne DirectX 11, der med sig bringer et hav af avanceret grafisk funktionalitet. Set i lyset af dette vil en pc-opgradering giv en forsmag på morgendagens spil, ligesom den grafisk vil trumfe samtlige konsoloplevelser på markedet i dag.

I denne artikel tager vi udgangspunkt i Battlefield 3, og hvad det kræver hardware-mæssigt at afvikle spillet på sit maksimum. Og kan man maksimere Battlefield 3, vil man givet være i stand til at holde sig på toppen de næste mange år. Vi giver dig en række tips til valg af hardware, ligesom vi foreslår en samlet pakke, hvis du overvejer et total make-over.

Lad os starte med at kigge hhv. på spillets minimale og anbefalede systemkrav:

Minimale systemkrav

  • OS: Windows Vista / Windows 7
  • Processor: Core 2 Duo 2.4GHz or Athlon X2 2.7GHz
  • RAM: 2GB
  • Grafikkort: DirectX 10 / 11 kompatibelt Nvidia- eller AMD ATI-kort (ATI Radeon 3870 eller højere, Nvidia GeForce 8800GT eller højere)
  • Grafikkorthukommelse: 512MB
  • Lydkort: DirectX-kompatibelt lydkort
  • Harddisk: 15GB med disc-versionen, 10GB med den digitale version

Anbefalede systemkrav

  • OS: Windows 7 64-bit
  • Processor: Quad-core Intel eller AMD CPU
  • RAM: 4GB
  • Grafikkort: DirectX 11 Nvidia- eller AMD ATI-kort (Nvidia GeForce GTX 560, ATI Radeon 6950)
  • Grafikkorthukommelse: 1GB
  • Lydkort: DirectX-kompatibelt lydkort
  • Harddisk: 15GB for disc-versionen, 10GB for den digitale version

Vi starter denne test med at tage et kig på Battlefield 3 med en minimumsopsætning. En maskine, der kan erhverves for et budget på omkring 2000,- kr. Vores testmaskine er udstyret med en Pentium E2140 CPU overclocket til 2.66GHz, samt et NVIDIA 250GTS-grafikkort, der nogenlunde svarer til et 9800GTX. Derudover har vi stoppet 3GB RAM i maskinen, hvilket er 1GB over minimumskravet på spillet.

Resultatet kan bedst beskrives som middelmådigt. Uanset om vi afvikler spillet i 1680x1050 eller 1280x720, kommer vi aldrig over 30FPS, og det er tilmed med de grafiske indstillinger sat til Lav. Vi oplever i det hele taget en audiovisuel meget ujævn oplevelse med denne maskinopsætning.

Så, hvad gør du, hvis du sidder med en maskine tilsvarende vores? Opgraderer. Når man sætter sig for at fingerere, og eventuelt udskifte, de interne komponenter i ens computer, er det først og fremmest vigtigt at vide, hvilke eksakte komponenter der sidder i. Er man i tvivl, kan vi anbefale CPUID's fremragende CPU-Z-værktøj [link], der smertefrit går ind og registrerer hver enkelt hardwarekomponent og viser dette grafisk i displayet. Når du kender dine komponenter, er det tid til at vurdere, hvor og til hvad der skal opgradere.

Trin 1: CPU

Din computers hjerne, processoren. Selvom grafikkortet måske har den største indflydelse på, hvordan et grafisk tungt spil som Battlefield 3 yder, bør man ikke glemme processoren. Fremtidens processorer får stadig flere kerner, men i øjeblikket synes fire at være et sikkert valg. For at understrege dette tager vi et kig på forskellen mellem en Core i3 540-enkeltkerneprocessor og en Core i5 med fire kerner. Ved indstillingerne på Ultra ydede i3-processoren kun 25% af i5-modellen, altså godt en fjerdedel.

Når du skal opgradere din CPU, er der to veje frem:

Er din PC købt samlet gennem et firma så som Dell eller HP, gå da til deres hjemmeside for at se, hvilke processorer der er kompatible med din maskine. Dobbelttjek med et entusiast-forum eller to for at være på den sikre side, og traf så din beslutning herfra. Er din pc bygget op fra bunden vha. løsdele, brug da først CPU-Z til at bestemme typen på dit bundkort. Besøg hernæst bundkortproducentens hjemmeside for at se, hvilket processorer er understøttet.

Uanset metode bør du opdatere bundkortets basic-input-output-system (BIOS), således du er sikker på, de anviste processorer spiller sammen med dit bundkort. Opdaterer du ikke BIOS, risikerer du yderligere at computeren ikke kan tænde, hvis eks. processoren ikke genkendes.

Vore anbefaling: Et system med en gængs tokernet processor, så som Intel Core 2 Duo, kan med fordel opgraderes til eksempelvis en firekernet Core 2 Quad. En sådan opgradering alene vil resultere i en forbedring af billedopdateringen på godt 200%. Det er dog ikke alle firekernede processorer, der er lige gode. Skifter du eksempelvis en AMD Phenom X2 ud med en Athlon X4 , får du kun en forbedring på knap 33%. Personligt fortrækker vi Intels Sandy Bridge-processorer, i5- eller i7-modellerne, der umiddelbart giver den bedste ydeevne i spil som Battlefield 3.

Kommentarer (3) Latest comment 7 måneder siden

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!