Eurogamer.dk

Avatar: The Game

Har alt. Giver intet.

Enhver storfilm afføder et spil i en gameshop nær dig. Disse udkommer sideløbende med filmens premiere i en biograf nær dig. Det sætter krav til at spillet skal udvikles færdig til en deadline, der ikke kan rykkes. Og det er ofte en bjørnetjeneste for de udviklere, der nu måtte have fået opgaven – i dette tilfælde er projektet havnet i Ubisofts hænder. De skal henføre os til den barske, naturskønne planet Pandora og guide os igennem de skæbnesvangre oplevelser på en planet langt, langt væk.

Hvis du ikke har set filmen, kan den varmt anbefales i 3D, og du kan roligt læse videre, idet filmens handling her ikke bliver afsløret, bortset fra de første fem minutter. Her foregår rejsen til Pandora og introduktionen til hele avatar begrebet, hvilket i sin enkelthed er: Læg dig i det her hi-tech badekar med gele, og på magisk vis bliver du en 3 meter høj og blå Na’vi. Lær herefter at tale deres sprog, og du er klar til det store eventyr.

1

Robotter med kæmpe maskingeværer – ja tak. Hvor’ de træ-elskende indfødte henne?

De første to timers spil fungerer som indledning til selve spillet, men har man prøvet Gears of War eller lignende, er her intet nyt under solen - bortset fra nogle færdigheder, man kan aktivere ved at bruge venstre skulderknap. Ud over det arbejder spillet ud fra mantraen ”bevæger det sig, så skyd det”. Med den erfaring i baglommen er man så rustet til at tage det store valg i altafgørende dilemma – Na’vi eller menneske, hvem vil du kæmpe for? Det skal vise sig at blive et valg, der 2 timer inde i spillet afgør, hvilken side du vil kæmpe og dø for. Heldigvis opretter spillet her et Save Game, så man altid kan gå tilbage og foretage det modsatte valg.

Forskellen på de to retninger er til at forstå, da mennesker ødelægger alt og Na’vierne er mere naturtro skabninger, der fungerer i symbiose med naturen og alt omkring dem, hvorved håndvåben, bue og flyvning på dyr står overfor maskingeværer og tunge luftskyts. Dette kommer mig kært til spillet, da jeg selv blev træt Na’vierne og derved kunne vælge soldaterne istedet, og på brutal vis meje de blå, 3 meter høje, træ-elskende hippier ned.

2

Naturen på Pandora kan være smuk – lad os meje den ned, drenge.

Irriteret kan man ikke undgå at blive med en styring, der er helt ude i skoven (indsæt fanfare for god joke). I et forsøg på at gøre spillet hurtigt og actionmættet, er styringen blevet kantet og dårlig, og man ender altid med bare at forvirre sig selv i nærkamp og ikke nedlægge fjender på stribe. Især som Na’vi spiller den stive styring ind, da man skal bevæge sig rundt højt oppe i træerne, for at kunne udføre overraskelsesangreb på menneskenes tropper. Det er bare ærgeligt, at disse angreb for det meste aldrig starter når en blå eurogamer kluntet smadrer ned fra en trætop for på udiplomatisk vis at hilse på RDA-styrkerne istedet – giver i en kop Gevalia?

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...