Avalon Code Anmeldelse

- Hej Jonatan!
- Hej Kristian.
- Hvadehm… vi talte jo om RPG-spil til Nintendo DS den anden dag…
- Ja…?
- …og det var dig, der var helt vild med spil fra Rising Star Games, ikke?
- Nej, det var Platinum Games, kan du ikke huske, at jeg talte om Infinite Sp...
- Okay, fedt, jeg har det her Avalon Code fra Rising Star, kender du det?
- Nej, ikke rigtig…
- Super! Jeg sender det til dig med det samme! Qnuzzer, Kris :-)
- …

Okay, vor kære redaktør kom så ikke lige med den sidste bemærkning, men ellers er udvekslingen et meget akkurat billede af, hvordan jeg endte med at finde Avalon Code i min postkasse et par dage senere. Og ret skal været ret, selv om min interesse for JRPG-spil er dalet i takt med, at de ikke har fulgt med tiden, så er de stadig et blødt punkt hos mig. Lidt hurtig research på nettet fortalte mig også, at dette spil ikke følger den gennemtærskede skabelon, hvor du spiller en lille dreng med skjulte kræfter og en mystisk fortid, som skal redde verden i selskab med en eller flere ligesindede børn og en enkelt voksen eller to, der som regel ikke er nær så stærke som den gennemsnitlige pode på Rød Stue. Og det gibbede da også i mig, da jeg pakkede spillet ud og så forsiden prydet af persongalleriet, meget veltegnet og smukt arrangeret. I midten ser man hovedpersonen, en 12-årig dreng, som i følgeskab med sin trofaste, 10-årige veninde skal redde verde... næ hør hov, stop en halv, sømand, hvad er den af?

Vi bladrer lige et par sider tilbage i tiden, ved hjælp af det skrevne ords underfundige magi. "Mor, er ham manden ikke for gammel til at spille Nintendo?" spurgte en nysgerrig lille dreng sin mor i bussen den anden dag, da jeg sad og spillede The World Ends With You på min DS, hvori du styrer en supercool 16-årig dreng, der skal redde verde… POKKERS! Jeg valgte at ignorere situationen, for jeg kan rent faktisk sagtens forsvare at spille The World Ends With You i min fremskredne alder. Det er nemlig et af de allermest nyskabende spil i genren lige nu, på trods af dets umodne hovedperson. Derfor følte jeg, at der endelig var ved at ske lidt nyt i genren, og blev derfor ikke ramt dybt i sjælen over den lille drengs udtalelser. Desværre måtte jeg et par uger senere opleve, at mine fordomme blev vækket til live igen af Avalon Code. Grafikken er forbløffende flot for et DS-spil, og i et kort sekund troede jeg, at jeg stod med en overset perle af et spil. Men i den første times tid derefter oplevede jeg kun et skræmmende klassisk scenarie, fyldt med de evindelige, generiske landsbyer, uinspirerende monstre, Zelda-kopierende design, klimprende middelaldermusik og mit liv, der passerede revy for mine øjne.

Det er så flot, det generiske slot, fyldt med gyldent skrot, men gameplayet er noget sn...!

Her kom det første chok dog. Ja, du spiller godt nok Den Udvalgte Dreng, som skal redde verden og så videre, men det viser sig at være for sent. Verden er på en uundgåelig nedtur, som du ikke kan stoppe - selv ikke med dine tilsyneladende omnipotente barnehænder, hvis jerngreb snildt kunne knuse selveste He-Man og give Vin Diesel buksevand på samme tid. Du kan altså ikke nøjes med at bane dig vej hen til den onde troldmand, redde prinsessen og genoprette freden i kongeriget, for hele herligheden er allerede dødsdømt. Til gengæld er du bevæbnet med Profetiernes Bog, som du kan bruge til at "scanne" alle de ting og væsner i verden, som du ønsker at redde og bevare, så de kan komme med, når en ny verden fødes ved din hjælp. Du spiller altså rent faktisk en blanding af en stregkodescanner og Gud. Dét har jeg ikke set før.

I praksis skal du bare tæske alt og alle med din bog, så dukker ofrene for dine temmelig hårdhændede litterære udskejelser på magisk vis op på dens sider. De vises i form af billeder med beskrivelser og såkaldte "koder", som du kan rykke rundt på, og dette påvirker deres egenskaber. Møder du for eksempel en goblin, som du ikke kan få ned med nakken, så gokker du ham bare i nødden med din bog, går ind på hans side, fjerner attributten "sten", og vupti, så er han og hans artsfæller pludselig svage, da de har mistet deres stenhårde hud. Koden "sten" kan du fx derefter overføre til en hjelm eller et sværd, for at styrke dit eget forsvar. Spillet byder desuden også på en masse gåder, hvor man skal rokere rundt på disse koder for at komme videre - det kan være alt fra at give en nøgle en bestemt egenskab, til at kurere en prinsesses kat ved at fjerne attributten "sygdom" fra den. Systemet er virkelig en god og helt unik idé, som både stiller store og små spørgsmål. Hvad ville du selv redde før Dommedag, hvis du havde evnen?

Pennen er mægtigere end sværdet - fat det, eller jeg skamprygler dig med Lademanns!

Desværre er konceptet for stor en mundfuld for udviklerne. Profetiernes Bog er en smuk tanke, men desværre er den omtrent lige så brugervenlig som samlevejledningen til et IKEA-skab, hvis denne vel at mærke kun kunne indeholde en enkelt instruks pr. side, og ikke havde et brugbart indeks... Okay, ved nærmere eftertanke er ligheden faktisk slående. Det er ikke til at finde rundt i rodet, og du kan ikke "holde" mere end fire forskellige koder samtidig. Som om dette ikke var nok, så er det ikke muligt at udskifte en kode med en anden, hvis du selv har fire koder i "hånden" – der SKAL simpelthen være en plads fri. Ligeledes kan du ikke lagre koder et neutralt sted, som de kan hentes direkte fra - de skal nemlig altid sidde på en person eller et objekt. Derfor går halvdelen af spillet med for eksempel at klikke på underafsnittet "Monstre", manuelt bladre 40 sider hen til det rigtige monster, udskifte de nødvendige koder (hvis du har plads!), bladre hen til et andet element, der har plads til den kode, du lige har udskiftet, lagre den der, og så glemme alt om det 5 minutter senere, hvorefter du er nødt til at bladre ALT igennem for at finde ud af, hvor du nu lige lagde koden "træ". Dette gav mig min anden, desværre negative overraskelse. Det er chokerende dårligt spildesign, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er sluppet igennem spiltesteres hænder, medmindre disse havde en nærmest autistisk forkærlighed for at bladre og huske siderækkefølger. Hertil kommer, at selve styringen af spillet ikke føles hverken flydende eller intuitiv, og at næsten intet i spillet bliver forklaret ordentligt. Desuden skæmmes den imponerende grafikmotor af et noget fantasiforladt og klichefyldt design.

Under alle frustrationerne gemmer Avalon Code faktisk på et ganske fascinerende spil, der af og til endda er ganske morsomt, men desværre vil de færreste nok have tålmodighed til at spille det i længere tid. Grafikken og lyden lokker, men indholdet skuffer desværre. Jeg ville så gerne kunne lide spillet, men det er grundlæggende for rodet opbygget til at være sjovt, og det er teknisk smukt, men mangler charme. Jeg kan ikke andet end at kigge endnu en gang på æskens pæne forside og ønske, at indholdet kunne leve op til dens urealistiske løfter, lægge spillet tilbage i skuffen og lukke Profetiernes Bog for altid.