Army of Two var lidt af en skuffelse, da det kom på markedet i 2008. Den kooperative third-person shooter var bygget rundt om et aggro-system, der gjorde at man kunne manipulere med fjendernes opmærksomhed. Systemet fungerede udmærket og gav franchisen noget at skille sig ud fra mængden med. Men problemer med en fordummet kunstig intelligens, uinspireret bane design, ukløgtig cover-baseret skydning og to af de mest irriterende hovedpersoner i nyere tid, var Army of Two ikke særligt imponerende. Det var et spil, der havde lige så mange frustrerende øjeblikke som underholdende. Med den nyligt udgivne og uundgåelige efterfølger sætter vi atter vores co-op evner på spil og ser nærmere på, om The 40th Day retter op på skaden.
Du sættes endnu en gang i førersædet på den benhårde to-mands duo Rios og Salem, som driver en privat militær virksomhed. På en mission i Shanghai bryder helvede løs. Byen rammes af et enormt terrorangreb, hvor fly styrter ned og højhuse falder sammen. Missionen afbrydes og duoen må droppe missionen og fokusere på at overleve og finde ud af, hvem der står bag angrebene. Det er en typisk, actiondrevet historie med eksplosioner, der ville gøre selv Michael Bay stolt. Heldigvis er Rios og Salem mere tolerante og udholdelige end i forgængeren, og de leverer spillet igennem en ganske underholdende dialog, fuld af tør humor.
Det menneskelige skjold! Er der brok, så bare knæk nakken på dem.
Åbningsbanen giver spillere, der er bekendte med det første Army of Two, en hel del at være begejstrede over, idet The 40th Day hurtigt viser sig forbedret på mange områder. Terrorangrebet på Shanghai er fint koreograferet og lægger en solid atmosfære lige fra start. De mange kollapsede bygninger og det ødelagte bybillede danner grobund for et velfungerede banedesign, der i spillets kooperative natur giver mulighed for mange flankerende angreb. Den spektakulære åbningsbane slutter dog hurtigt, og 40th Day glider stille og roligt ind i et mere konservativt territorium af kedelige baner, der slet ikke formår at fange atmosfæren, spillet ellers så flot lagde ud med.
Selvom The 40th Day er så fundamentalt bygget op omkring rå action og co-op, bør historien naturligvis ikke glemmes. Men det er præcis hvad EA har gjort. Plottet i The 40th Day er så intetsigende, at det får historien i World of Goo til at fremstå kompleks. Den onde skurk Jonah er villig til at smadre samtlige højhuse i Shanghai med formålet at (kig venligst væk nu, hvis du ikke vil vide noget om plottets klimaks) opnå den samme ’grande finale’ som arcadespillet Double Dragon i 1987. Slutningen er enormt utilfredsstillende. Med blot seks kapitler er rutsjeturen for åbenbar og når man endelig får sammenfattet historien i et chokerende dødkedeligt afsluttende kapitel, efter knap seks timer, kan man undre sig over, hvad spillet kunne have været blevet til, hvis EA havde formået at holde niveauet fra det første kapitel.
The 40th Day har sine visuelle øjeblikke men mangler en hel del atmosfære.
Om end banedesignet godt kunne udstråle noget mere atmosfære, fungerer det som sagt. Der er mange muligheder for at udnytte ’aggro’-systemet (tiltrækningen af opmærksomheden af fjender) til at flankere fjenderne, men den næsten endeløse strøm af de samme fjende-typer gør det mindre motiverende at foretage sig andet, end blot at skyde frontalt igennem. Få steder er det nødvendigt at konfrontere fjenden fra forskellige vinkler, og det er ærgerligt at EA ikke har udnyttet spillets mekanik til at gøre kampene mere varierende og udfordrende. Det føles under-udviklet og fremstår som nærmest hovedløst skyderi.
