ArmA II: Operation Arrowhead

Tajistan i krydsild.

Sidste år, ja, faktisk omkring lanceringen af Eurogamer.dk på denne tid sidste år, udkom ArmA II. For mig er det den bedste og mest ambitiøse first-person shooter /slash/ militærsimulator der til dato er kommet på PC. Vi har spillet det løbende siden udgivelsen, både singleplayer og på LAN, og der er ikke noget andet spil der slår følelsen af realisme, åbne vidder, gameplay og den barske one-shot-one-kill-stemning.

Operation Arrowhead (OA fremefter) er en stand-alone pc-udvidelse til Arma II, der udkommer den 29. juni. Det foregår i Tajistan (læs: Afghanistan) med tilhørende ørken, compounds, valleys of death og generel trøsteløshed på de forblæste tinder.

Featuremæssigt forbedrer OA det oprindelige Arma II på afgørende punkter: realistisk thermal/IR funktionalitet giver en ekstra dimension til natkampe både for infanteri, køretøjer og helikoptere, en lille radarfunktion oppe i hjørnet af skærmen øger fornemmelsen for hvad der sker, helikoptere og fly har fået flares til at aflede missiler og sidst men ikke mindst er der nu også mulighed for at bruge ubemandede dronefly i operationerne.

1

Det er talebanere som disse, I er på jagt efter.

OA er blevet seriøst performance-optimeret. Grafikmotoren er egentlig stadig den samme - stadig ligeså utrolig flot uanset om man er i en helikopter eller på jorden som soldat - men spillet kører nu i hvert fald 50 procent hurtigere. Veteraner fra Arma II kender til teksturproblemer i grafikken. Det mest hyppige problem er, at man nogle gange, hvis der er for lidt grafikhukommelse, ligesom kan se spillet bygge verden op foran sig ved at teksturerne bliver lagt på gradvis og ting popper op i horisonten. Det er en seriøs stemningsdræber, når det forekommer, og den gode nyhed er, at det ikke længere sker så ofte.

Til gengæld får de hurtigere framerates virkelig grafikken i spillet til at skinne: det var under en helikopter tur i AO, at det for alvor slog mig, hvor overlegen grafikken i Arma II er. Ti kilometers synsvidde, flyve højt eller lavt, hurtigt og langsomt, man kan lande og gå ind i folks huse og se på indretningen af deres hjem, eventuelt smide en håndgranat ind i badeværelset og se det hele eksplodere. Pointen er, at uanset hvordan man foretrækker at spille, er grafikken dragende og realistisk.

Spillets udstyr til missioner i nattens mulm og mørke demonstreret.

Thermal imaging, lommelygter på geværer, IR og laserstråler, som følger med AO, giver Arma IIs i forvejen sublime infanterisimulering endnu en dimension under natkampe. For dem der måtte være i tvivl, så gør thermal imaging sigtemidler det muligt at se varmesignaturer, der er højere end den omgivende temperatur. Det betyder for eksempel at man kan se gennem røg og se køretøjer med motoren tændt, soldater og alt andet, der er varmere end den omkringliggende luft og materialer. Geværkolber er for eksempel varmere end resten og motoren i en bil lyser mere op end bagagerummet. Gode detaljer. Og nej, jeg kan næsten høre spørgsmålet blive stillet, man kan ikke se igennem mure med TI.

Laserstrålerne er sigtemidler monteret på geværer. De kan ikke ses med det blotte øje men med ’nightvision’ briller, det vil sige lysforstærkende briller. På den måde kan specialstyrker se hvor andre specialstyrker befinder sig og bruge strålerne til at udpege mål for hinanden. Det virker selvfølgelig bedst mod low-tech fjender uden samme teknologi.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!