Eurogamer.dk

Anno: Create A New World

Et spil der vokser.

Det er altid en smule bekymrende når du ser at udviklere og markedsføringsagenter arbejder på tværs af hinanden. På bagsiden af omslaget til spillet, øverst i serien af billedkommentarer kan man læse at der står: Create A New World’s primære feature ”Spil med en ven og udforsk sammen.”

Det lyder meget godt og meget Wii-spiller-sammen-socialt-agtigt, men så vidt jeg kan se, er det ikke inkluderet i manualen. Det ser heller ikke ud til at være nævnt på noget tidspunkt inde i spillet. Efter at have spillet mig gennem Story Mode, prøvede jeg at sætte endnu en controller i konsollen for at se hvad der ville ske. En ny markør kommer frem, men den ser ikke ud til at have nogen rigtig funktion i spillet. Du kan sende festfyrværkeri op i luften og dekorere gulvet – hvilket den anden spiller kan få til at forsvinde uden overhovedet at benytte ’slet værktøjet’ – og intet andet.

Det modsiger dog ikke bagsiden af spillets emballage, og festfyrværkeriet er flot, men det er kun en smule mere interaktivt end at din ven sætter sig ned på hug ved siden af dig og selv peger på skærmen med sine pølsefingre.

Der er mange underlige ting i spillet hvor der er gjort et anstrengende forsøg på at leve op til PC-serien. Men takket være udviklerne lykkes det i store træk at ære oplægget. Anno spillene er skabt med PC i tankerne, endda så meget, at selv en vedholdende spiller som undertegnede har haft svært ved at spille dem ordentligt. Derfor giver det stor mening at lave en konsolversion af spillet i et forsøg på at gøre det samme for Anno som Civilization: Revolution gjorde for Civlization-serien.

Grundlæggende set er Create A New World et ø-koloniseringsspil, hvor du skal opbygge og varetage en række bebyggelser. Kernen i spillet er, at du ankommer til en ø, hvor du bygger nogle fiskehytter, nogle huse og et par skovhuggerhytter. Hvis du så yderligere bygger et kapel og hælder lidt mælk på, bliver indbyggerne forvandlet fra pionere til nybyggere, hvilket så igen bevirker, at du nu kan opkræve skat fra nybyggerne. Sådan fortsætter du med at bygge til, indtil du til sidst har forvandlet det lille rige til et super lukrativt foretagende.

1

Ahhh, det store, regnbuefarvede overblik.

Men for at nå dertil, kræver det dog en hel samling øer, eftersom størstedelen af de ting, som du har brug for kun passer til landområder som er rige på visse ressourcer. Du kan kun få urter til at gro på steder som er frugtbare for netop urter og der er meget mere i den dur: Forskellige grader af frugtbarhed, muligheden for at overrisle bestemte øer, for at gøre dem mere frugtbare, bygge markedspladser, samle ressourcer og inddrage sekundære områder til at bearbejde de rå materialer om til noget brugbart på. Men dette er blot det grundlæggende ved spillet. Du opbygger en enorm, vaklende produktionspyramide for at tilfredsstille dine borgere, som til gengæld viser deres taknemmelighed ved at give dig penge (som du så kan bruge på chips og sodavand).

Med andre ord, så er Anno: Create A New World et økonomibaseret spil, som dog er simplificeret ned til de mest essentielle elementer og lader dig derfor ikke bekymre dig om de tunge detaljer. Du begynder med det samme at spille spillet som det er, i stedet for at tænke over, hvordan tingene ville fungere i den virkelige verden. For eksempel har det ikke nogen indflydelse på produktionshastigheden at din produktion af ler ikke ligger ved siden af de indbyggere som bruger leret til at lave urner, så længe der er en markedsplads i nærheden af begge steder. Det er en meget computerspilsagtig måde at gøre tingene på, men både Anno og mig selv har det godt med det, for simpelheden er helt klart en af spillets styrker.

Der er også udforskning. Eksempel: På en ny mission er størstedelen af øerne ikke tilgængelige med det samme. Dem skal du først gøre tilgængelige ved at nå specielle mål. På denne måde kommer du til at fokusere mere på ting, det ellers er let at overse, for eksempel skattejagt. Du kan købe forskellige kort, som hver afslører placeringen på en skattekiste. Du kan også altid gå i krig med dine rivaler, hvilket... ja, det kommer jeg ind på senere.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...