Alpha Protocol

RPG light.

”Well hello again, mr. Bond. Seems you have delivered yourself here to my doorstep. How kind of you. Now let’s see, what you have to show me”

Det er jo ellers ikke fordi, at der ligefrem har været mangel på spil med hemmelige agenter. Man kunne ligefrem hævde, at vi har set endog rigeligt af dem. Pistolsvingende snigertyper der på grummeste vis lader retfærdigheden ske fyldest, og beskytter os mod alverdens fortrædeligheder, mens vi ligger trygt i vores senge. Med med Alpha Protocol er det første gang, nogen forsøger at omplante den ellers så actionprægede agent-genre til rollespilsgenren. Det er i hvert fald hvad udviklerne Obsidian selv har sat som mål.

En god agentroman skal jo helst have en god historie. Sådan en, hvor man begynder at trække en løs tråd, der ikke ser ud af noget, men som i det skjulte leder til en stor og grum sammensværgelse, hvor man aldrig ved hvem man kan stole på, mens man langsomt får afdækket tingenes rette sammenhæng. Hvem er de skumle bagmænd der prøver at starte en krig/skyde præsidenten/sprænge en atombombe? Og så skal der selvfølgelig også være den der loyale hjælper, der pludselig viser sig at være på modstanderens side. ”I’m so sorry, Michael!”

1

Grafikken er ikke helt på 2010-niveau. Nærmere launch-title-look fra denne konsolgeneration.

Obsidian prøver faktisk at leve op til kravene til den gode historie, men de klarer den ikke helt. Der er nogle ret sjove typer i persongalleriet, men udover deres små særheder er det svært at blive rigtig ophidset over plottet. Det er den sædvanlige sovs af mellemøst-terrorister, missiler og onde, onde våbenfabrikanter der viser sig (gisp!) i virkeligheden at modarbejde deres egen regerings fredelige hensigter, for at tjene penge på våbensalg. Det er simpelthen ikke engagerende nok, og især den heftige gennemstrøming af bipersoner gør, at man sjældent når at fornemme nogen rigtig forbindelse til nogen af historiens mange personer.

Men Obsidian skal dog have point for i det mindste at prøve noget andet med RPG-genren end de samme fantasy eller sci-fi-historier, man har set så mange gange før. Problemet er bare, at det kun er det absolut tyndste hinde af RPG-elementer der holder sammen på hele spillet, der mere minder om en missions-baseret snige-action-spil med en udvidet skill-struktur, end et fuldbefarent rollespil.

2

Bang, bang, bang! Bare en helt almindelig dag på kontoret, hvis du spørger Alpha Protocol.

I bund og grund er spilet stadig en stealth-shooter, ganske som de mange agentspil der er gået forud. 90 procent af spilletiden går med at snige sig langs husmure og plaffe bad-guys af ubestemmelig mellemøstlig oprindelse. Hvis den fremstilling af et liv i efterretningstjenesten, man ser i spillet, holder vand, må samtlige ambassader og hemmelige lytteposter i verden være fuldstændig oversvømmet med mænd i skudsikre veste som laver headshots med automatvåben og smider granater. Sagt med andre ord, er der i den grad vægt på action-elementerne. Det gør det lidt sværere at se, præcis hvordan det er at Alpha Protocol er et ”Espionage RPG”, fremfor en tredjepersons stealth-shooter som eksempelvis Splinter Cell eller Metal Gear.

Jeg havde håbet på lidt kryptografi, afhøringsteknik, personskygning, biljagter og hackning. Men det tætteste man kommer på det er de små minigames man skal igennem for at dirke låse op eller deaktivere alarmer. Men det er altid den der person, man altid har hængende i walkie-talkien, som får lov til at det sjove, mens man selv kurerer verdens dårligdomme med bly – en patron ad gangen.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!